Tale til ordination af Sidsel Hjorth Mikkelsen

Tale til Sidsel Hjort Mikkelsen

Det ord af den hellige skrift, som jeg på denne din ordinationsdag særlig vil lægge dig på sinde, skriver evangelisten Matthæus i kapitel 5 vers 46-48:

Hvis I kun elsker dem, der elsker jer,
hvad løn kan I så vente?
Det gør tolderne også.

Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så?
Det gør hedningerne også.

Så vær da fuldkomne, 
som jeres himmelske fader er fuldkommen!«

Amen

Kære Sidsel, og alle jer, der er her i kirken i dag

Disse vers er et lille uddrag af forrige søndags prædikentekst, hvor Jesus slutter af med en opfordring til at være fuldkommen, som vores himmelske far er fuldkommen.

Da du var til bispeeksamen, Sidsel talte vi,
fordi du også skal være studenterpræst,
om unge menneskers trang til at være perfekte,
få høje karakterer, se godt ud,
få mange likes på de sociale medier,
være sammen med de rigtige venner,
bo i det rigtige postnummer og
komme ind på det rigtige studium.

Det er vigtigt at være perfekt,
for som ung bliver man fortalt,
at man tilhører den generation,
der har alle muligheder foran sig.
Så hvis man ikke lykkedes med det perfekte liv,
så er det ens egen skyld.

Spørgsmålet er, om det kun er de unge,
der lider under perfekthedskulturens tunge åg?

Næppe!

Mere end en ny præst har her stået foran alteret ved sin ordination med et ønske om at være den perfekte præst;
Stå ved kisten og holde en begravelsestale,
så de pårørende græder tårer i stride strømme;
undervise konfirmanderne, så de bliver grebet af den hellige ild og lytter musestille til bibelfortællingerne;
eller fylde kirken om søndagen og tryllebinde menigheden med sine fantastisk kloge, opbyggelige og vedkommende prædikener.

Og mon ikke de fleste af os – uanset alder – mærker tyngden ag perfekthedskulturens åg?

Også selvom vi inderst inde godt ved, at det er et umuligt projekt – for ingen af os er perfekte.

Vi er kun mennesker med alle vores fejl og mangler.
Så hvad mener Jesus, når han siger,
”Så vær da fuldkomne,
som jeres himmelske fader er fuldkommen?”

Er det ene og alene et pædagogisk opdragelsesmiddel,
så vi i erkendelsen af vores ufuldkommenhed forstår,
at vi har brug for Guds nåde?

Jeg tror, der er mere på spil, som er godt at lægge sig på sinde som ny – og for den sags skyld også gammel præst.
For hvori består Guds fuldkommenhed,
som vi skal stræbe efter?

Vi ved, at Gud er kærlighed,
og kærligheden er altid fuldkommen åben.

Den møder andre med et åbent og nysgerrigt sind uden forudfattede meninger, uden domme og uden kritik.

Den tager blot imod den anden, som han eller hun er.

Det kristne liv og ikke mindst præstegerningen fordrer en åben eksistensform, der i bund og grund er vores naturlige måde at være i verden på – som det lille barn, der favner sin omverden med åbne arme.

Menneskets største synd er at være lukket
– lukket overfor Gud og overfor sine medmennesker.
Når man er lukket, kan man ikke tage imod eller give.
En lukket eksistensform medfører uvilkårligt
usikkerhed, angst og ensomhed.
For selvsikkerhed finder man ikke i sig selv,
men i kontakt med andre.

Paradokset er, at jo mere et menneske siger ”jeg, jeg”, jo mindre ”et jeg” har det menneske.
Det lukkede menneske, kredser om sig selv,
fokuserer på at få høje karakterer og mange likes,
og stræber efter altid at være perfekt.

”Effata” siger Jesus, når den syge skal helbredes.
Det betyder ”åben dig op”.
Og jo mere vi åbner os mod andre, og siger ”du, du”
– jo mere bliver vi os selv.
Det er denne forståelse af åbenhed, der ligger bag Jesu ord om at være fuldkommen som vores himmelske far.
Det ændrer vores syn på fuldkommenhed.

Ofte tror vi, at vi er fuldkommen lykkelige, når vi ejer alt, har opnået alt, eller har fået alle behov dækket – men erfaringen viser, at vi blot får nye behov og sætter nye mål.

Så det fuldkomne består ikke i at være i mål
– men i at være åben hele vejen igennem livet.
Ægte fuldkommenhed består i at være fuldstændig åben,
og fuldstændig uinteresseret i vores egen fuldkommenhed.
Eller sagt på en anden måde at være åbne over for andre og interesserede i du’et fremfor i jeg’et.

Det er en af hemmelighederne bag præstegerningens mange glæder – at det giver os muligheden for at blive fuldkommen åben overfor andre
og dermed også overfor Gud.
Deri er den sande lykke – og netop derfor,
er præstegerningen så meningsfuld, krævende og givende.

Må Gud velsigne dig Sidsel og være med dig i din gerning – både som sognepræst i Torkilstrup-Lillebrænde og Gundslev og som studenterpræst på Falster.

Amen.