Forbønsgudstjeneste for forfulgte kristne på DR fra Maribo Domkirke 

I dag læser jeg fra Galaterbrevet kap. 1. vers 13-24

I har jo hørt om, 
hvordan jeg tidligere levede i jødedommen, 
at jeg til overmål forfulgte Guds kirke 
og ville udrydde den. 
Jeg gik videre i jødedommen end mange jævnaldrende i mit folk og brændte mere af iver for mine fædrene overleveringer. 

Men da Gud, der havde udset mig fra moders liv 
og kaldet mig ved sin nåde, besluttede at åbenbare sin søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne, rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod, og jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle før mig, men drog til Arabien og vendte siden tilbage til Damaskus.  

Dernæst, efter tre års forløb, drog jeg op til Jerusalem for at træffe Kefas, og jeg blev hos ham i fjorten dage; men andre af apostlene så jeg ikke, kun Jakob, Herrens bror.  

Jeg tager Gud til vidne på, at hvad jeg skriver her, ikke er løgn! Dernæst tog jeg til Syrien og Kilikien. Jeg var personlig ukendt for Kristi menigheder i Judæa; de havde bare hørt om, at han, der før forfulgte os, nu forkynder den tro, han tidligere ville udrydde, og de priste Gud for mig.

Amen

Måske er der nogle af jer, der har set og husker Schindlers liste, Steven Spielbergs autentiske film?

Da anden verdenskrig i 1939 brød ud, meldte Oskar Schindler sig ind i det tyske naziparti, hvor han var en respekteret gæst hos ledende SS-folk. Det lykkedes for Schindler, der var motiveret af at tjene penge, at bestikke flere højtstående befalingsmænd til at finansiere oprettelsen af en fabrik til ham. 

Her ansatte Schindler en stor gruppe polske jøder som særdeles billig arbejdskraft. De boede i en ghetto og havde mistet alle deres borgerrettigheder. Deres nød blev hans levebrød, hvilket gjorde ham til en rig mand.

Men en dag så han en massakre på jøder i ghettoen og blev så rystet, at han besluttede sig for at bruge hele sin formue på at beskytte de jøder, der arbejdede for ham.

Som det eneste medlem af nazipartiet blev Schindler begravet i Israel, og på hans gravsten står der: ”Den uforglemmelige redningsmand af 1200 forfulgte jøder”. Historien om Schindler er interessant.

Ikke fordi han var nazist, ikke fordi han tjente penge på andres nød, men fordi han blev omvendt – fra at udnytte de forfulgte til selv at redde dem. Historien har vist, at forfølgeren kan omvendes.

At mennesker bliver forfulgte på grund af deres tro, religion, etnicitet eller geografiske placering, hører ikke kun fortiden til. Det kan ingen være tvivl om, når dette kirkeår rinder ud.  Og når menneskelivet trædes under fode, er det vores pligt som kristen kirke at reagere.

Men når man lever i et trygt land med religionsfrihed, kan det være svært at forholde sig til, at det i andre lande kan være livsfarligt at praktisere sin tro eller blot vise sin tro ved at bære religiøse symboler.  Vi kan simpelthen ikke forestille os, hvordan det er at leve i et sted, hvor det kan koste én livet.

Men religiøs forfølgelse er et udbredt problem i store dele af verden. Forfølgelse indebærer alt fra diskrimination i et ellers fredeligt samfund til uddrivelse eller ligefrem etnisk udryddelse af mennesker med en bestemt tro i skrøbelige, svage og ustabile stater.

Nogle gange er det familiemedlemmer, andre gange lokalsamfundet, der står bag forfølgelserne. Eller de er systematisk sat i værk af samfundets ledere, som historiens første kristenforfølgelser. Man plejer ofte af sige, at det var kejser Nero i år 64, der første gang forfulgte de kristne, fordi kejseren mente, at det var deres skyld, at Rom brændte.

At mennesker med en bestem religion bliver gjort til syndebukke, er ikke et nyt fænomen.

Men faktisk viser den tekst, jeg lige læste – et uddrag af et brev, som Paulus skrev til menighederne i Galatien – at forfølgelser af kristne fandt sted på et endnu tidligere tidspunkt.

Paulus, der selv døde i år 64, blev den mest kendte  og udbredte forkynder af den kristne tro. Ofte beskrives han som kirkens første teolog. Og så var det netop hám af alle, der i begyndelsen var de troendes værste fjende.

Fra voldelig forfølger til lidenskabelig forkynder. Hvilket paradoks!

Og endnu mere utroligt er det, at han ikke forsøgte at dække over sin skyld, komme med dårlige undskyldninger, bortforklare sine forbrydelser, eller helt undgik at tale om sin fortid.

Hvor mange af os ville åbent og ærligt fortælle om vores største skyld, det vi skammer os allermest over? Det er nok de færreste af os, der har modet til det, men det havde Paulus altså.

Han vedgik sig 100 procent sine forbrydelser og skrev helt åbent om, at han havde forfulgt dem, der troede på Jesus, og havde forsøgt at udrydde dem. 

I Jerusalem var han trængt ind i folks huse, og havde slæbt både mænd og kvinder ud på gaden for at fængsle dem ene og alene på grund af deres tro. 

Han havde endda overværet og bifaldet, at Stefanus, en af de første troende, blev stenet til døde.

Så hvorfra udsprang mon Paulus’ mod?  Og kan vi lære noget af det, når vi i dag zoomer ind på mennesker, der forfølges på grund af deres tro? Ja, det mener jeg, og derfor har jeg valgt at prædike over netop den her tekst i dag.

For Paulus skrev også, hvad eller hvem der bevægede ham fra at være en den mest ivrige forfølger til at blive den mest lidenskabelige forkynder af den kristne tro. 

Gud havde valgt ham, allerede inden han blev født,  og havde givet ham den opgave at forkynde evangeliet om Jesus for hedningerne. Han tørrede ikke sin skyld af på Gud ved at hævde, at det var Gud, der var ansvarlig for hans ugerninger. Nej, slet ikke, den skyld tog han selv på sig.

Men det var Gud, der greb ind i hans liv og omvendte ham. Så hans mod, udsprang af hans tro på, at det var Gud selv, der handlede igennem ham. 

Paulus skrev, at de troende, som han tidligere havde forfulgt, også forstod hans omvendelse som Guds værk, for de priste Gud for ham. 

Tænk, at forfulgte mennesker ikke kun tilgiver deres tidligere forfølger, men ligefrem takker Gud for ham.

Ligesom jøderne takker Schindler på hans gravsten.

Kunne vi gøre det samme? Tilgive og lukke en tidligere forfølger inden for i vores hjem, og ligefrem takke Gud for ham? 

Historien har faktisk flere gange vist os, at en forfølger kan omvendes. Oskar Schindler var ikke den eneste. Også Werner Best, den tyske nazist, der under 2. verdenskrig varskoede de danske jøderne i oktober 1943, så de nåede at flygte i tide. Eller den sydafrikanske fangevogter, der skulle udspionere Nelson Mandela, da han sad fængslet på Robbin Island, men endte med at blive hans gode ven. Eller de bødler, der under ærkebiskop Desmond Tutus ledelse af Sandheds- og Forsoningskommissionen bekendte deres skyld og fik tilgivelse af deres ofrene. 

Erkendelse af egen skyld og tilgivelse kan transformere både bøddel og offer, 

så begge parter sættes fri til en ny begyndelse. Det kræver imidlertid et stort mod og tillid til, at Guds lys kan skinne igennem os, når vi vender os mod og stiller os til rådighed for Gud. Og det er netop det, vi gør, når vi beder  – både for de forfulgte og for forfølgeren.

Paulus’ omvendelse fra forfølger til forkynder, har i allerhøjeste grad haft konsekvenser for den kristne kirke, der i dag tæller ca. en tredjedel af jordens befolkning. Hvordan ville verden mon se ud i dag uden Paulus’ omvendelse?Den største transformation i verden sker, når mennesker, der forfølger andre, omvendes. 

Så det er ikke kun de forfulgte kristne, der har brug for vores forbøn, men i endnu højere grad deres forfølgere. Men er det ikke for meget at forlange? 

Skal vi virkelig bede for ondskabsfulde og grusomme tyranner, der forfølger troende mennesker?

Vi overvældes så nemt af følelsen af uretfærdighed. Fristes til at give igen med samme mønt, og bilde os selv og hinanden ind, at vi kan bekæmpe det onde med det ondes egne midler. Men kristendommen lærer os noget andet.

Jesus sagde det på utallige måder: Han var ikke kommet for at helbrede de raske, men de syge. Og vi skal elske vores fjender og bede for dem, der forfølger os.

Så kan det ikke siges tydeligere.

For hver gang en forfølger omvendes, så forandres verden til det bedre. Derfor skal vi, som de første kristne, der takkede Gud for Paulus, og som jøderne, der takkede nazisten Schindler, også rette vores tak til Gud.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. 

Amen 

Forbønsgudstjenesten DR 24.11. 2025
 

Introitus (2 min.)
Kyrie, Gloria, DDS 434 v. Niels (1 min.)   
Hilsen + korsvar (Niels)
Kollekt tillæget s. 220, H. Lisner v. Niels (1 min.) 

GT-Læsning: Mikas Bog 4,1-3 v. Niels (1 min.) 
Trosbekendelse Niels (2 min.) 
1. Salme: 121, Dejlig er jorden (2 min. 10 s.)

Tekstlæsning: Gal. 1.13-24 v. Marianne (1 min.)
Prædiken v. Marianne (9 min.)

Solosang: Anahit (2 min.) 
2. Salme: ”En flygtningesalme” (4 min.)

Forbøn v. Anne, Anahit, Tom, Merete, Niels, Lydia  (4. min.)

Fadervor v. Marianne (1 min.)
Velsignelse Marianne (1 min.)

3. Salme: 541 Vær du mig nær (4 min. 15 s.)

Postludium (2 min.) 

(vi sidder under postludiet og går først ud efter)