Tale ved reception for bogen ”Jeg er til, fordi du er til. Desmond Tutus tro og spiritualitet”.

Om Desmond Tutus betydning

Jeg er blevet inviteret til at sige et par få ord om den tidligere ærkebiskop Desmond Tutus betydning. Det er lidt af en opgave med få ord at beskrive et menneske med så enorm stor en betydning. Men lad mig begynde med Tutus egen evne til med få ord til at beskrive det hele.

I en dansk dokumentarudsende fra 2005 ”De skrev historie” blev Tutu sammen med F.W. de Klerk, den tidligere hvide præsident i Sydafrika, spurgt om, hvad de gerne ville huskes for. De Klerk kom med en lang redegørelse for alle sine meritter og fortjenester i forbindelse med ophævelsen af apartheid-systemet, mens Tutu blot svarede: ”I laughed, I cried and I loved” – ikke mere! Hvilken beundringsværdig evne til så kort at formulere det væsentligste i et menneskes liv – det er lige til en gravsten.  

Selv havde jeg fornøjelsen af at opleve Desmond Tutu i 2004, da han var inviteret af Københavns Universitets og Folkekirkens Nødhjælp. Tutu talte i en stopfuld festsal på Frue Plads i 45 min. uden manuskript om Sandheds- og forsoningskommissionens arbejde. Hele den danske presse var til stede – de landsdækkende aviser, og de to nationale Tv-stationer. Jeg husker et uddrag af talen så tydeligt, fordi det var nøjagtig det samme uddrag af Tutus tale, der blev vist på både TV2 og DR om aften og som blev refereret til i den trykte presse dagen efter.  

På et tidspunkt i sin tale havde Tutu sagt, at han tit og ofte i forsonings-processen havde oplevet det, som chaufføren, hvis lastbil var kørt i afgrunden, og som nu klamrede sig til en trærod, der stak ud af skrænten. Chaufføren rettede sit blik mod himlen og råbte: ”Help, help is there anybody up there? Hvorefter der lød en stemme: ”Yes my son, let go and I will catch you.” Derefter holdt Tutu en kunstpause og sagde så: ”Is there any else up there?” Hvorefter, der udbrød et latterbrøl i festsalen, selvom ingen var i tvivl om alvoren i hans ord.

Tutu evnede at tale om troen og det allermest sårbare og smertefulde i livet med kærlighed, visdom og humor på en måde, der berørte mennesker på tværs af alle kulturer og samfund – også den danske presse, som man ikke nødvendigvis kan forudsætte, har viden om, hvad tro betyder. Det var unikt og forbilledligt. Vi mennesker husker i billeder lang tid efter, vi har glemt de teologiske begrundelser eller teoretiske redegørelser. Tutu forklarede ikke ved teologiske begreber eller med mange ord, hvordan han i Sandheds- og forsoningskommissionens arbejde satte sin lid til Gud og slap forsøget på at kontrollere de voldsomme følelser, som processen aktiverede. I stedet viste han det med få ord ved at male et billede på tilhørernes nethinde, som alle i festsalen kunne identificere sig med.  

I foråret i 2005 underviste jeg et hold i homiletik på Pastoralseminariet, og de studerende blev den første gang bedt om at tænke på den prædiken, der havde gjort mest indtryk på dem og hvorfor.  

Flere af de studerende nævnte Tutu, som de havde hørt i Københavns Domkirke, da han nogle måneder forinden havde været i Danmark. De kunne imidlertid ikke svare på, hvad det nøjagtigt var, han havde sagt, der gjorde prædikenen god. De fremhævede hans udstråling og personlige tro, og hans livsglæde og smittende humor. En retoriker ville nok kalde det ethos.  

I en dansk folkekirkelig kontekst har man traditionelt insisteret på en embedsteologi, hvor ethos ikke betyder noget. Det er ikke personen, der bærer embedet, men embedet, der bærer personen. Men oplevelsen af Tutu udfordrer en så rigid dogmatisk overbevisning – og samtidig tilbyder Tutus menneskesyn en anden forståelse, der forklarer, hvorfor troen også betyder noget.  

For mennesket er ikke, som vi i vores individualistiske vestlige verden nemt forestiller os, et afgrænset, selvstændigt og autonomt individ. Vi er også kollektive væsner forbundet med hinanden i Gud.

Men i den vestlige kultur hylder vi det autonome individ. Tager man i svømmehal, kan man se mennesker med tatoveringer i alle afskygninger, der viser deres særegenhed i modsætningen til fx et afrikansk stammesamfund, hvor alle bærer den samme tatovering, der viser, hvilken stamme man tilhører. 

Peter og Christian, I beskriver så fint i jeres nye bog om Desmond Tutus tro og spiritualitet hans menneskeforståelse med det afrikanske begreb Ubuntu. Vi er forbundet med hinanden i Gud.

Alene titlen ”Jeg er til, fordi du er til”, beskriver essensen af ubuntu. Et menneskes menneskelighed er uløseligt forbundet med andre menneskers menneskelighed. Ydmyger jeg den anden, ydmyges jeg selv. Ophøjer jeg den anden, ophøjes jeg selv. Vi lever vores liv vævet ind i et netværk med hinanden og med resten af Guds skaberværk.  

En ph.d.-studerende i filosofi på Aarhus Universitet skrev for mere end 10 år siden en afhandling om ubuntu. Han havde interviewet sydafrikanere om deres forståelse af begrebet ubuntu og konkluderede i sin afhandling, at det var et gammelt afrikansk begreb, der oprindeligt betød, at man var forbundet med alle i ens stamme, men ikke med mennesker fra et andet stammesamfund. Det var Desmond Tutu fortjeneste at løfte ubuntu til et universalistisk niveau og tolke det ind i en kristen kontekst. Det er der masser af bibelsk belæg for at gøre, som når Jesus fx sagde: ”Jeg er vintræet, og I er grenene”, eller når Paulus skrev, at alle i menigheden er lemmer på den samme krop. Det er udtryk for den samme forståelse af at være forbundet med hinanden og indlejret i en større enhed større – nemlig Gud.

Netop Tutu’s nyfortolkning af begrebet ubuntu er for mig et af hans største og mest betydningsfulde bidrag til en bedre verden. Mon ikke det bliver en kopernikansk vending i vores forståelse af, hvad et menneskeliv er, den dag vi som samfund fuldt ud erkender og integrerer dette menneskesyn? Så vil vi leve og behandle hinanden anderledes, end vi gør i dag, for så vil vi forstå, at alle er forbundet. En lille flagermus i Wuhan og en efterfølgende pandemi burde have lært os det, men et blik på en verden, hvor broderfolk, forbundet som siamesiske tvillinger, bekriger hinanden, viser, at det endnu ikke er tilfældet, og samtidig hvor vigtig Desmonds Tutus tro og spiritualitet og hans udlægning af ubuntu er i dag.

Der er SÅ mange områder, hvor Tutu har haft betydning – alene titlerne på hans bøger ”No future Without Foregiveness” eller hans bøn i Udenrigsministeriet, som I så fint beskriver i jeres bog, og som jeg lod mig inspirere af, da jeg blev valgt som biskop. Journalisten vidste ikke, om han skulle holde mikrofonen op foran mig eller bukke hovedet og folde sine hænder. Bed en bøn, og det moderne menneske mister og orienteringen og kontrollen. Tutu har vist os, at bøn ikke behøver at være patetisk eller omklamrende – det er blot at invitere Gud med ind i selskabet.

En sidste vigtig ting at fremhæve ved Tutus tro og spiritualitet netop her i Folkekirkens Nødhjælps lokaler, er hans opgør med en kristen tænkning, der er mere dedikeret til ”charity than equality”. Det er ikke nok som kristne at praktisere velgørenhed ved at hjælpe mennesker i nød. Vi skal også afhjælpe de strukturer, der fastholder mennesker i nød. Det er netop syge strukturer, der bygger på et menneskesyn som apartheidsystemet, hvor mennesker ikke betragtes som lige værdifulde. Hvor der er forskel på sorte og hvide, på ukrainere og russere, på palæstinensere og israelere, og hvor man ikke forstår, hvor forbundet vi er med hinanden.

Men som Tutu svarede, da en journalist spurgte ham, hvorfor det farvede styre, der overtog magten efter apartheids ophør, var lige så korrupte, som det hvide styre havde været: ”så kender end ikke arvesynden forskel på sort og hvid”! Alle mennesker er skabt lige og forbundet med hinanden og resten af Guds skabninger Guds skabninger. ”Jeg er til, fordi du er til”.  

Tak for jeres bog og tak for ordet.

Biskop Marianne Gaarden