folkekirken
Urbaniseringens konsekvenser for
Da den kristne kirke blev opbygget i 11-1200-tallet, boede 80 procent af befolkningen på landet. I dag er det omvendt. Kun 12% bor på landet, mens 7 procent bor i landsbyer med færre end 1.000 indbyggere. Men middelalderkirkerne står, hvor de blev bygget – på landet – og udtages kun yderst sjældent af kirkedrift. Hvis de gør, er de automatisk fredet og kan ikke nedtages, og fredningsbestemmelser gør det også vanskeligt at bruge dem til andre formål. Kirkenedlæggelser og nedtagninger var derimod almindelige i perioder af middelalderen og renæssancen, særligt i tiden efter reformationen i 1536, hvor klostrene, kapellerne og mange hospitaler mistede betydning og funktion.
En almindelig årsag til nedlæggelse var et begrænset befolkningsgrundlag, der medførte manglende tiendebetaling og dermed manglende grundlag for at holde kirken kørende med personale, handlinger og vedligehold. Det lyder jo ret meget som den situation, flere kirker i tyndbefolikede områder står i i dag.
Fra land til by – den dobbelte urbanisering
23% af Danmarks befolkning bor i dag i eller omkring København, svarende til at næsten hver 4 dansker i dag bor i hovedstadsområdet.
Siden 2012 er indbyggertallet i hovedstadsområdet vokset med 11 procent, hvilket er mere end befolkningen som helhed, hvor væksten kun har været på 5%. I samme periode er befolkningstallet i landdistrikterne faldet med cirka 3%.
Forskerne taler om den dobbelte urbanisering. Den lille urbanisering, hvor landdistrikternes indbyggere flytter inden for kommunegrænsen til større centerbyer, hvor kommunen samler sine servicetilbud til borgerne – som daginstitutioner, skole, plejehjem og biblioteker – og den store urbanisering mod hovedstadsområdet, Aarhus, Odense og Aalborg. Der er selvfølgelig også folk, som flytter fra by til land. Men helt overvejende flytter de til de større centerbyer på landet.
Faldende fødselstal og død
Det er da heller ikke kun fraflytning, som tømmer landdistrikterne. Det handler også om, at fødselstallet på landet er faldende. Det er en simpel konsekvens af, at gennemsnitsalderen i landdistrikterne er højere end i byerne. Andelen af mennesker i alderen 20-45 år er således steget markant i Københavns Stift gennem de sidste 20 år. Den er også steget en smule i Aarhus stift, mens den er forblevet mere eller mindre konstant i Aalborg, Fyens og Helsingør Stifter. I alle andre stifter er andelen af de 20-45-årige faldet mærkbart. Og det er netop de 20-45-årige som får flest børn. Københavns Stift er det eneste i landet, hvor andelen i aldersgruppen 0-19 år stiger.
Mennesker i aldersgruppen 20-45 udgør fortsat den største aldersgruppe i alle stifter, undtagen Lolland-Falsters Stift, hvor den største aldersgruppe er de 46-65-årige, men hvis udviklingen fortsætter som de seneste 15 år, vil 66+segmentet snart være den største befolkningsgruppe på Lolland-Falster, og en større og større del af affolkningen vil så simpelthen skyldes, at folk dør.
Folkekirken er ikke en ø
Folkekirken er ikke en ø, men lever – og dør – i samspil med omgivelserne. Kommunalreformen i 2007 ændrede ikke kun det kommunale landskab, men i høj grad også vilkårene for folkekirken. Sammenlægning og centralisering af skolerne har haft, og har fortsat, store konsekvenser for folkekirken. På Lolland betjener én præst otte sogn, der strækker sig over 20 km uden en eneste skole. Eller sagt på en anden måde: Hvis pastorater skulle følge skoledistrikterne, så ville det f.eks. i Aalborgs Stift betyde, at der skulle være pastorater på 40 km i udstrækning.
Sommetider skal tingene gøres meget konkrete, for at de rigtigt kan forstås: I ét sogn på Lolland-Falster er der på 12 år forsvundet 79 ud af 660 husstande, fordi husene simpelthen er revet ned. Det skriver stiftsrådsformanden i Lolland-Falsters Stift i udgivelsen ”Velmødt under sky på kirkesti” fra 2020. Det har gjort landskabet kønnere, men der er blevet længere til naboen.
Økonomien og medlemmerne
Hvert år koster drift og anlæg af landets kirkebygninger ca. 1. mia. Tallet er stort set uændret over de seneste ti år. I dag er det 10% af landets sogne, typisk de små landsogne, som står for vedligeholdelsen og udgiften til 50% af landets kirker. Årsagen er selvfølgelig, at kirkerne blev bygget på landet, fordi hovedparten af befolkningen boede der dengang.
I gennemsnit har hver kirke i Lolland-Falsters Stift i dag 522 betalende medlemmer. Sammenligner man med Københavns Stift, som har ca. 120 kirker, er tallet 3.853 betalende medlemmer per kirke. Det er 7 gange flere end på Lolland-Falster. Og det til trods for, at medlemsprocenten i København er på 53,6 %, mens den på Lolland-Falster er på 78,3%.
Og så er medlemmerne i Lolland-Falsters Stift meget ældre end i Københavns Stift. For gamle til at få børn. Sagt lige ud af posen, så vil mange af dem dø de kommende 15-20 år. Og der kommer ingen nye medlemmer til at erstatte dem.
Jeg har aldrig været tilhænger at bloktilskudsmodellen, fordi jeg anså det for overvejende sandsynligt, at det relativt kirkefremmede Folketing bare hvert år ved finanslovsforhandlingerne så ville skrue og skrue og skrue på bloktilskuddet i negativ retning, under henvisning til, at sundhed, ældrepleje, uddannelse, asfalt og skattelettelser ville være vigtigere og vælgermæssigt større ”sællerter” end folkekirkens bygninger, kirkegårde og den fælles kulturarv.