Ser man nærmere på den såkaldte ”mageskifte-model”, som både tidligere kirkeminister fra Liberal Alliance, Mette Boch, og nuværende kirkeordfører for Socialdemokratiet, Kim Aas, har gjort sig til talspersoner for, så er den på overfladen simpel: I dag betaler folkekirken for vedligeholdelsen af en masse bygninger, som i virkeligheden er fælles historisk kulturarv for alle danskere, ikke kun medlemmer af folkekirken – til gengæld betaler staten et tilskud på 40% af lønnen til præsterne, som jo ikke forkynder for alle danskere, kun en del af dem.

Løsningen ligger umiddelbart lige for – vi bytter bare lige over.

Da Kirkeministeriet i 2017 kiggede nærmere på økonomien i en sådan model, så det ydermere ud, som om beløbene gik nogenlunde lige op: Staten betalte årligt 724 millioner kroner til løn og pension til præster, provster og biskopper. Og folkekirken brugte omkring 773 millioner kroner på at vedligeholde bygninger og kalkmalerier.

Der er bare det aber dabei, at folkekirken jo også står for begravelser og personregistrering og er en del af statens civile beredskab i krisesituationer. Da Corona-epidemien brød ud, blev vi fx her i stiftet spurgt om, hvor mange køle og frysepladser til lig, som vi kunne stille til rådighed for politiet.

For slet ikke at tale om, at folkekirken er landets største udbyder af gratis krisehjælp i form af sorggrupper, som er åbne for alle. Dette arbejde, som jo ikke kun er for medlemmer af folkekirken, sættes der slet ikke værdi på i ovenstående opgørelse, og hvis man bytter lige over, vil dette arbejde alt andet lige være gratis for staten.

Og for at gøre det endnu mere kompliceret, så mener mange i kirkelige kredse, at statens tilskud til præsternes løn beror på en gammel aftale, hvor folkekirken i forbindelse med jordreformen i 1919 opgav en stor del af sine jorder, mod at staten betalte et tilskud til præsters løn. En udlægning der dog ikke er historisk enighed om.

Når man taler om mageskifte-løsningen, er det også værd at se på dens oprindelse. Selve idéen blev første gang fremsat af Aarhus' mangeårige biskop Herluf Eriksen (1979-1994) i et debatindlæg i 1991. Eriksens begrundelse for forslaget var, at muslimer ikke burde ikke betale løn til kristne præster.

Det faldt i god jord hos SF, som hurtigt fremsatte et beslutningsforslag i Folketinget. Forslaget var ledsaget af en bemærkning om, at folkekirken stod med et "indlysende" troværdighedsproblem, idet nogle borgere stod i den "urimelige" situation, at udmeldte eller anderledes troende "via statskassen bidrager til præsters, provsters og biskoppers lønninger og pensioner."

Et argument, påpegedes der, som i øvrigt fandt belæg i Grundlovens §68, hvor der står, at "ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen."

Forslaget var altså oprindeligt slet ikke økonomisk motiveret, men handlede om troværdighed, religionsfrihed og kirken og statens indbydes forhold. Der kunne ikke samles et politisk flertal for SF’s forslag dengang i 1991, men det viser med al tydelighed, at vi også er inde at røre ved selve forholdet mellem stat og kirke – og meget større og mere principielt bliver det næppe set med folkekirkens og mange politikeres øjne.

Og bare for at gøre også dét endnu mere speget, så er der sådan set ikke enighed om, hvorvidt vi overhovedet har en statskirke i dag – uanset finansieringen. Mange kirkelige aktører, herunder flere biskopper, vil argumentere for, at vi har en folkekirke med privilegier, men ikke en statskirke. Det kan lyde som semantik for udenforstående, men det er væsentligt og letantændeligt teologisk stof.

Så dét er en udfordring i sig selv og en vægtig grund til, at der ikke er sket meget på dette område i over 30 år: Kan der overhovedet findes en praktisk, økonomisk begrundet løsning, som ikke automatisk udløser om ikke en skilsmisse, så i hvert fald en yderligere separation mellem stat og kirke. Og hvis der ikke kan findes en sådan løsning, er man så parat til at løsne båndene mellem stat og kirke for at løse et praktisk, økonomisk problem?

Dette er slet ikke en udtømmende redegørelse for de mange spørgsmål, som nødvendigvis må gennemtænkes, for at finde en god løsning, men forhåbentlig viser teksten kompleksiteten på området. Det er et såkaldt ”vildt problem”, hvor der er mange involverede interessenter og beslutningstagere med modstridende interesser og perspektiver på, hvordan opgaven kan løses

Der er p.t. tegn på en bredere politisk forståelse for, at der simpelthen skal flere penge til end et direkte mageskifte vil give. Og der begynder også internt i folkekirken at være snakke om, at det ikke kun handler om flere penge udefra, men også om udligning mellem rige og fattige stifter. Mellem landsogne og bysogne.

Det kan du læse meget mere om nedenfor, hvor vi har inviteret forskellige aktører til at komme med deres perspektiv på en vej videre.