Hvad kan der gøres på stiftsniveau? 

Samtalerne med bispekollegaer i Norden afdækkede mindst 10 områder, som man på stiftsniveau har arbejdet med andre steder. Det er ikke sikkert, at alle løsningerne også er de rigtige for den danske folkekirke, men det viser nogle handlemuligheder: 

1. Reducering af bygningsmassen
2. Differentiering af vedligeholdelsen (flytning af opgaven til et nationalt niveau)
3. Ophævelse af bopælspligten
4. Administrativ aflastning af menighedsrådene
5. Sogne- og pastoratsammenlægninger
6. Ændringer af gudstjenestefrekvensen
7. Holdningsændring
8. Mere samarbejde med lokalsamfundet
9. Inviter andre nationaliteter indenfor i kirken
10. Flyt fokus fra mismod til håb

At sælge sognegårdene og menighedshuse og flytte de kirkelige aktiviteter og kontorer ind i selve kirkerummet vil selvsagt reducere omkostningerne til drift og vedligeholdelse for de små menighedsråd, men det vil være en ny og radikal udvikling for den danske folkekirke. Fordelen kan som i nogle af de nordiske kirker være, at fortroligheden med kirkerummet styrkes, tilslutningen til de kirkelige aktiviteter øges, og præster og menighedsråd tilskyndes til en større åbenhed mod det omkringliggende samfund. 

Det vil imidlertid kræve en ændring af kirkerummets indretning og ikke mindst af mindsettet hos flere af folkekirkens aktører og interessenter, herunder Nationalmuseet. 

At man i de øvrige nordiske lande undtagen på Færøerne har solgt præstegårdene fra, er ikke en økonomisk spareøvelse for at sikre kirkens overlevelse på landet, men udspringer af et ønske primært fra bypræsterne om at ophæve boligpligten. 

Det vidner givetvis om en ændret pastoralselvforståelse, ændrede arbejdsvilkår, hvor eksempelvis digitalisering kan erstatte et fysisk besøg i præstegården. Det kan også være et udtryk for en reduceret sognebevidsthed hos menige medlemmer af folkekirken i byerne, for hvem det ikke er afgørende, hvor præsten bor. 

At præsten ikke nødvendigvis bor sammen med sin menighed på landet, beklagede nogle af de nordiske biskopper. For når lyset i præstegården slukkes, understøtter det oplevelsen af, at ungdommen flytter til byerne, mens den ældre befolkning bliver tilbage på landet. 

Når sogne lægges sammen og præstegårde tages ud af brug, sker det ofte til lokalsamfundets store beklagelse. Et fænomen, som vi også kender i Danmark. Argumenterne imod ophævelse af boligpligten i den danske folkekirke er ofte, at man er bekymret for, at det vil påvirke rekrutteringen til præstestillinger negativt og kan bidrage til en funktionærgørelse af præsteembedet. 

Det er imidlertid et åbent spørgsmålet, om embedsforståelsen i den danske folkekirke også står over for en forandring i forhold til boligpligten? Sogne- og pastoratsammenlægninger praktiseres i dag i flere små landsogne i folkekirken, typisk når indbyggertallet er faldet til det punkt, hvor der ikke kan rekrutteres frivillige til menighedsrådene, og når der flyttes præstestillinger. 

Følgelig nedsættes gudstjenestefrekvensen, hvilket sker mere af nød end af lyst. De trofaste kirkegængere beklager denne udvikling. 

Sogne- og pastoratsammenlægninger kan ganske vist løse problemer med rekruttering af frivillige til menighedsrådene, men det skaber nye udfordringer, når et menighedsråd får ansvaret for flere kirker. Derfor er det i økonomisk pressede sogne og provstier nødvendigt at differentiere udgifterne til vedligeholdelsen af kirkerne. 

Denne prioritering sker også i Danmark, men ikke nødvendigvis på baggrund af et transparent grundlag. Derfor har Lolland-Falsters Stift sammen med fire andre stifter taget initiativ til et pilotprojekt om differentieret vedligeholdelse af kirkebygningerne i dialog med Nationalmuseet. Formålet er at skabe et overblik over værdien af kulturarven og brugen af kirkerne samt at få udarbejdet en fremtidig vedligeholdelsesplan for kirkerne. 

Projektet skaber i sig selv en større forståelse for problematikken hos de kirkelige aktører og Nationalmuseet. At prioritere ressourcerne mest hensigtsmæssigt er et skridt på vejen. Det ændrer imidlertid ikke ved ansvaret for kulturarven, der er bundet op på en demografisk og økonomisk skævvridning landet. Her kan der være behov for en national løsning, der både tager hensyn til bevarelsen af kulturarven og manglende økonomisk såvel som menneskelig formåen i tyndtbefolkede områder. 

At arbejde med en holdningsændring er en oplagt opgave på stiftsniveau. Måske er holdningsændringen den største udfordring – både for folkekirkens mange forskellige aktører og for omverdenen, der kan have stereotype billeder af, hvad folkekirken er for en størrelse. 

Det er en god idé at gøre, som nogle af de nordiske stifter gør: At ansætte medarbejdere med gode proceskompetencer til at understøtte dels sognenes interne samarbejde og samarbejdet med det øvrige lokalsamfund; dels arbejdet med frivillige. Således betragtes disse ikke blot som gratis arbejdskraft, der skal hjælpe de ansatte, men som en reel ressource for kirken, der skal understøttes. 

Endvidere er opgaven at række ud til nye beboere i området, til sommerhusejere og flexboligejere og i takt med indvandringen også mennesker med en kristen baggrund fra anden lande. Også dette er et område, som stiftet kan arbejde med. Endelig peger flere af de nordiske biskopper på bevægelsen fra mismod til håb. 

Det er en vigtig opgave for ledelsen at pege på håbet. Under de strukturelle problemer gemmer sig nogle menneskelige. Hvad er det for en værdinorm, vi styrer efter? 

De finske biskopper pegede på et dilemma: De store urbane menigheder er ofte økonomisk bæredygtige, men ikke i samme grad åndeligt og socialt velfungerende. Omvendt er de små menigheder på landet oftere åndeligt og socialt bæredygtige, men til gengæld ikke økonomisk rentable. 

Dermed indføres en grundlæggende sondring mellem det, man kan kalde ’pengeøkonomi’ på den ene side og ’åndelig økonomi’ på den anden. Så bevægelsen fra mismod til håb er også en bevægelse fra økonomisk  tænkning til en åndelig og social. Her har folkekirken og den kristne forkyndelse et aktuelt og relevant budskab. Menneskers livskvalitet afgøres ikke af økonomi, men af relationer. 

Disse 10 kort skitserede områder kan der arbejdes med på stiftsniveau, men der er nogle grundlæggende problemstillinger, der er så store og komplekse, at de ikke kan løses lokalt, men med fordel kan løftes op på nationalt niveau. 

Hvad kan man gøre på nationalt niveau? 

Den økonomiske byrde er meget ulige fordelt mellem de rige og de fattige provstier. 

”Enten må vi tage konsekvenserne af centraliseringen og lade det falde, der ikke længere kan stå, og som ikke er økonomisk bæredygtigt,” som professor Egon Noe sagde, eller også skal der findes en national løsning på uligheden. 

Beløbet til den nationale udligning, der blev fastsat i 1980’erne, opskrives hvert år med pris- og lønindekset. Beløbet tager imidlertid ikke fuldt ud hensyn til den demografiske udvikling og økonomiens centralisering, samt en samfundsudvikling hvor eksempelvis anlægsudgifter er steget mere end pris- og lønindekset. 

Hvis ikke kirker i tyndtbefolkede og ressourcesvage landsogne skal forfalde, vil det derfor være rettidig omhu at kigge på en revision af den nationale udligning. I den proces er det vigtigt at holde sig et par ting for øje. 

Dels er det de rigeste provstier, der nominelt betaler mest til den nationale udligning, men det er også her medlemsprocenten og dåbsprocenten er lavest. Dels er de tyndtbefolkede landsogne ikke kun udfordret af manglende økonomiske ressourcer, men også af manglende menneskelige ressourcer. 

Det centrale spørgsmål er i mine øjne, om det er vores fælles ansvar at bevare middelalderkirkerne som national kulturarv? I givet fald skal der findes en eller flere løsninger, for der er næppe en enkelt, der passer til alle steder. Som kontorchefen i Karlstad foreslog, kan vedligeholdelsen af kirkebygninger flyttes fra et lokalt niveau til nationalt niveau, hvilket kræver en lovændring. 

Det kunne eksempelvis være en fond, der ejer og er ansvarlig for drift og vedligeholdelse af nogle af de middelalderkirker, der ikke længere eller kun lejlighedsvis er i brug. Det kan også være nødvendigt i de tyndest befolkede områder at udvælge og koncentrere aktiviteterne i nogle af pastoratets kirker. 

Hvis tilflyttere med kristen baggrund fra andre lande fremover bosætter sig i landdistrikterne som i vores nordiske lande, vil det kræve en ændring af loven at give dem mulighed for at være medlemskab både af folkekirken og af deres nationale kirke. Muligheden for dobbelt medlemskab kan bidrage til, at folkekirken bliver mere inkluderende overfor andre nationaliteter. 

Endvidere skal det undersøges, om eventuelle overskydende kirkebygninger kan anvendes på anden måde. Her kunne der være behov for et udefrakommende blik og andre ressourcer, end folkekirkens aktører selv kan mobilisere. 

En af udfordringerne vil være, at der for nærværende ikke bor mange mennesker på landet, og at der i forvejen er overskud af bygninger i tyndtbefolkede områder. Der er behov for innovation, kreative ideer og nytænkning af brugen og finansieringen af kirkerne, så kulturarven bevares. 

Det har været spændende og særdeles relevant at zoome ind på de udfordringer, som jeg arbejder med til daglig, samt undersøge hvordan bispekollegaer i de øvrige nordiske nationalkirker har forholdt sig til udfordringerne. Det er som nævnt i indledningen mit håb, at denne rapport vil bidrage til, at de mange af forskellige kirkelige aktører vil handle på den viden, der findes om konsekvenserne af den demografiske og økonomiske samfundsudvikling for folkekirken. 

En tre måneders studieorlov giver kun mulighed for en skitsering af problemfeltet. Emnets kompleksitet, de mange forskellige kirkelige aktørers perspektiver og udfordringernes karakter kalder imidlertid på en mere målrettet indsats med fokus på konkrete løsninger og handlemuligheder for folkekirken.