Biskoppens landemodeberetning 2024

Biskop Marianne Gaardens landemodeberetning 2024

Hjertelig velkommen til dette årets landemode her i Bangs Have – desværre uden vores stiftamtmand, Henrik Horster, der er blevet syg. Jeg ser frem til en både hyggelig og inspirerende dag i selskab med jer alle og med Folkekirkens Grønne Omstillings projektleder, Jesper Rønn Kristiansen.  

At aflægge en landemodeberetning, hvor man kigger tilbage på året, der er gået, minder lidt om dronningens nytårstale, som jo fremover rettelig vil være kongens nytårstale.

Da jeg for efterhånden syv år siden trådte ind i mit nye embede, var en af de ting, jeg lærte, at man som biskop forventes at sende en julehilsen til kongehuset. De første år fik jeg et smukt håndskrevet julekort retur, og senere blev opgaven overtaget af dronningens hofmarskal. Da jeg i slutningen af 2022 sendte min julehilsen til kongehuset, lagde jeg et eksemplar af den lille bog, Urbaniserings konsekvenser for folkekirken sammen med min julehilsen.  

Stor var min forundring, da jeg et par uger senere modtog et håndskrevet brev med Dronningen Margrethes monogram. Heri takkede dronningen for skriftet og skrev:  

”Det er tydeligt, at der kan komme problemer med, at befolkningen ”forskubber” sig mellem by og land. Det er noget, som vi sikkert kommer til at høre en del om i de kommende år.” Og man må sige, har vist sig at være rigtigt.  

Den demografiske udvikling, som med dronningens rammende udtryk ”forskubber sig”, giver i den grad udfordringer for folkekirkens struktur og organiseringen. Temaet er ganske vist ikke nyt, og I har nok alle hørt mig tale om det mange gange, ligesom de fleste i dette selskab har hørt om Herredskirke Kirke. Men problemet er ikke nyt. Allerede i 1998, skrev en sognepræst her fra Lolland-Falsters Stift, at det er en stor udfordring, at der bliver færre og færre mennesker til at bruge og passe på kirkerne i de små sogne i landdistrikterne.  

Det nye er imidlertid, at der her i 2024 – mere end 25 år senere – er en langt større erkendelse i brede folkelige kredse af, at vi svigter de menighedsråd og provstier, der står med opgaven, hvis vi ikke gør noget ved de problemer, den demografiske udvikling skaber. Der er en stigende forståelse af, at menighedsrådet eller provstiet ikke alene kan løse problemerne, og det kan et enkelt stift heller ikke. Det kræver en fælles national indsats, og at der er fælles fodslag og problemerkendelse af alle folkekirkens aktører.  

Derfor er det glædeligt, at både Landsforeningen af Menighedsråd, Provsteforeningen og Præsteforeningen har taget den dagsorden op og i mange forskellige sammenhænge har argumenteret for, at det ikke nytter, at vi lukker øjnene for den fortsatte demografiske skævvridning. Vi kan ikke fortsætte, som vi plejer, for så vil vores smukke gamle middelalderkirker, der jo udgør landets ældste kulturarv, forfalde i områder, hvor der mangler både økonomiske og menneskelige ressourcer til at opretholde kirkelivet.  

Der er der næppe mange i Danmark, der ønsker. Der er ingen tvivl om, at også kirkepolitikkerne er glade for vores middelalderkirker, og gerne ser dem alle bevaret.  

Sidst efterår inviterede kirkeministeren mig til at præsentere problemstillingen for folketingets kirkepolitiske udvalg. Der var stor lydhørhed, interesse og spørgelyst blandt politikkerne. Kirkebygningerne er fælles nationalt arvegods, som danskerne nærer stærke følelser for. Det ved også politikkerne, men en ting er nysgerrighed og interesse, noget andet er at handle på situationen. For tilbage står imidlertid flere ubesvarede spørgsmål:  

• Hvem skal finansiere driften af de middelalderkirker, som folkekirken i fremtiden ikke selv kan finansiere?  

• Hvem skal varetage arbejdet med at vedligeholde dem, når menighedsrådene ikke kan?  

• Hvad skal de bruges til, hvis folkekirken ikke længere har brug for dem som kirker?

Der er endnu ikke fundet svar på spørgsmålene, men det nye er villigheden til at drøfte spørgsmålene og finde forskellige svar – for der findes næppe en enkelt løsningsmodel, der passer til alle sogne.  

Kirkebygningerne og finansieringen er også på dagsorden på et stort fællesmøde med de centrale kirkeaktører, når bispemødet senere i denne måned afholdes her i Maribo på Lolland. Her mødes biskopper og stiftskontorchefer med bestyrelsen for Landsforeningen, Provsteforeningen og Præsteforeningen med centrale repræsentanter for Kirkeministeriet for at drøfte mulige løsninger på det, som for os i folkekirken opleves som et vildt problem.  

Kirkeminister, Morten Dahlin er også trukket i arbejdstøjet, eller rettere han har nedsat et lovforberedende udvalgsarbejde, der i folkekirkelige kredse med et glimt i øjet omtales som ”Udvalget for alting” (det rigtige navn er ”Udvalg vedrørende bæredygtig finansiering af folkekirkens fællesopgaver”), der blandt andet også skal kigge på udfordringerne med middelalderkirkerne.  

Det bliver næppe udvalgsarbejdet, der løser udfordringerne med den demografiske udvikling for folkekirken på Lolland-Falster, men det signalerer en ny problemerkendelse og villighed til at gøre noget ved situationen.

Et andet vigtigt emne, som ministeren også har taget fat på ved også at nedsætte et lovforberedende udvalgsarbejde, er en forenkling af menighedsrådsarbejdet, hvis opgaver med tiden blot er blevet flere og mere komplicerede.  

Som en yngre kvinde, der tidligere har siddet i et menighedsråd, sagde til mig efter det netop overstående menighedsrådsvalg, ”Så er arbejdet med kirkelivet jo spændende, og vi har verdens bedste budskab i en tid, hvor vi mere end nogen sinde trænger til det kristne håb, men arbejdet med at vedligeholde kirkebygningerne og med personaleledelse, er blevet alt for tung og besværlig, og vi har jo ikke kompetencerne og tiden i menighedsrådet til det administrative arbejde.”  

Så vi er nok mange, der hilsner den nuværende kirkeminister Morten Dahlins forsøg på at lette og forenkle arbejdet i menighedsrådene velkommen. Andre ministre har før ham har forsøgt det samme – ”væk med kirkebøvlet med Bertel”, som nogle af jer måske vil huske – uden den store succes. Men denne gang er arbejdet givetvis yderligere motiveret af 2000 tomme stole i landets menighedsråd, her i stiftet bidrager vi med 38 tomme pladser efter valgforsamlingerne den 17. september. Så tiden er givetvis moden nu til at lette arbejdsbyrden for menighedsrådene, så det bliver spændende at følge de to udvalgsarbejder.  

De nye menighedsråd tiltræder den første søndag i advent, og en af de første opgaver for rådene her i Lolland-Falsters Stift bliver at kigge på gudstjenestefrekvensen i pastoratet. I de hidtil gældende retningslinjer fra 2021 gælder det, at der skal afholdes gudstjeneste i sognets kirke på alle folkekirkens søn- og helligdage, og i pastorater med en præst og to eller flere kirker skal der afholdes to gudstjenester hver søn- og helligdag.  

Flere præster har imidlertid ved forskellige lejligheder søgt om at blive fritaget for den ene af de to gudstjenester i pastoratets kirker, typisk den gudstjeneste, der falder kl. 9, med det argument, at der kun var en enkelt kirkegænger eller direkte messefald.

Erfaringer viser, at når gudstjenestefrekvensen sættes ned, falder antallet af kirkegængere også. Det er selvsagt ikke hensigtsmæssigt. Samtidigt er det er også vigtigt, at vi bruger kirkernes og de pastorale ressourcer bedst muligt.  

I dag har de fleste kirker langt flere kirkelige tilbud end den klassiske højmesse søndag formiddag. Det være sig pizza- og spaghettigudstjenester for børnefamilier, glad-gudstjenester for mennesker med særlige behov, stillegudstjenester, meditationsgudstjenester efter fyraften, natkirke for såvel unge som gamle, der hellere vil komme i kirken en fredag aften end søndag formiddag, pilgrimsvandringer for os, der sidder for meget ned foran en skærm, sågar yoga i kirken med bibellæsning og bøn, cykel-gudstjenester, dige-gudstjenester, mølle-gudstjenester, havne-gudstjenester, ja mange forskellige former for udendørs gudstjenester, lørdagsdåb, sorggrupper for efterladte, grupper for pårørende til mennesker med demens, nogle steder også prædikengrupper, hvor lægfolk inviteres til at drøfte søndagens tekster, babysalmesang, korsang samt aftensang eller morgenandagt i kirkerne.  

Sognene har et meget bredt udbud af forskellige kirkelige aktiviteter udover søndagens højmesse. Derfor kan det give mening at kigge på, hvordan vi bruger vores ressourcer mest hensigtsmæssigt. Der skal fortsat altid være en højmesse i alle pastorater i stiftet, men hvor der er mere end én kirke (og det er der de fleste steder), kan den ene af et pastorats to søndagsgudstjenester måske med fordel konverteres til andre kirkelige aktiviteter.  

Fremfor at give dispensation til præster og menighedsråd enkeltvis om ændret gudstjenestefrekvens vil jeg i stedet prioritere en revision af de generelle regler for gudstjenestefrekvensen her i stiftet. Hertil har jeg brug for konkret input fra jer alle, præster og menighedsråd i fællesskab om, hvad der giver mening for jer lokalt.  

Derfor inviterer jeg de nye menighedsråd til i tæt dialog med præsterne, der jo er fødte medlemmer af menighedsrådene, i 2025 at drøfte, hvad der giver bedst mening for jer, undersøge hvordan I bedst prioriterer jeres ressourcerne, eksperimentere og gør jer nogle erfaringer lokalt, som I samler og sender til stiftet. Måske vil I gerne forsætte uændret, hvilket selvfølgelig er helt ok. Dette er tænkt som en mulighed for jer til at give mig input til en revision af gudstjenestefrekvensen her i stiftet.

For på baggrund af jeres erfaringer igennem 2025 vil jeg udarbejde nye retningslinjer for gudstjenestefrekvens i Lolland-Falsters Stift. Det er vigtigt for mig at pointere, at det ikke er et spørgsmål om blot at reducere antallet af gudstjenester, uden der sættes noget andet i stedet. Folkekirkens opgave er fortsat at være til stede over alt og møde mennesker, der hvor de er, med det glade budskab.  

Det er menighedsrådenes opgave at arbejde for gode rammer for, at evangeliet kan forkyndes alle steder. I en tid med præstemangel, er det glædeligt, at det endnu ikke er noget, vi for alvor er mærket af her i stiftet. Alle præstestillinger er besat og der er fortsat en god interesse også for nyuddannede præster for at søge stillinger her i stiftet, hvor gennemsnitsalderen for præster er som landsgennemsnittet 54 år.  

At interessen for kirke og kristendom er stor viser sig også ved den overvældende interesse for et nyt initiativ, vi har søsat dette efterår her i stiftet, nemlig ”Teologi for voksne.” Her får man igennem otte lørdage en indføring i teologiens og kirkens forunderlige verden igennem et treårigt forløb med dygtige undervisere.  

Mange meldte sig, både menighedsrådsmedlemmer, kirkefunktionærer og mennesker i menighederne med interesse for tro og eksistens. Interessen har været så stor, at der kun var plads til den ene halvdel, mens den anden halvdel er på venteliste til næste år. Men det glæder mig oprigtigt, at interessen er så stor, og det kan kun have en positiv indflydelse på kirkelivet generelt.

Evangeliet skal ikke kun forstås og forkyndes, det skal også ”gøres”. Så det er en stor glæde at se, at også Lolland-Falsters Stift Sociale arbejde, som vi samarbejder med Menighedsplejen i Danmark om, har vind i sejlene. Nogle af de mindre grupper af menighedsplejen samarbejder om større projekter, som fx højskoleophold for ensomme ældre og endagsudflugter. Tak til alle jer, der yder en indsats i den forbindelse.

Når vi værner om skaberværket, er det i mine øjne også at omsætte evangeliet til handling. Kloden er vores fælles forudsætning for livet her på jorden. Når vi ændrer på vores livsstil og bidrager til den grønne omstilling, har det også konsekvenser for mennesker andre steder i verden. Mennesker, der i højere grad end vi selv, er ramt af konsekvenserne af den globale opvarmning. 

Måske netop derfor deltager mange af folkekirkens menighedsråd, også her i stiftet, i den grønne omstilling. Jeg fortalte sidste år, at vi er så heldige i det daglige at have projektlederen for Folkekirkens Grønne Omstilling, Jesper Rønn Kristiansen, plantet her på Lolland-Falster. Han har kontor på stiftet i Nykøbing, hvor han også bor. Den grønne omstilling er for alvor rykket ind i folkekirken og det bliver helt sikkert spændende, når vi om lidt giver Jesper ordet, efter formanden for stiftsrådet, Susanne Møller har aflagt sin landemodeberetning.  

For nogle af jer menighedsrådsmedlemmers vedkommende er det sidste gang I deltager i landemodet i år. Til jer alle skal lyde en stor og varm tak for jeres indsats – hvad enten, I har været med i en enkelt eller flere valgperioder.  

For nogle af jer, er det måske første gang i deltager i et landemode i dag. I skal være velkommen til at få både bogen om stiftets muligheder og udfordringer Vel mødt under sky på kirkesti, Folkekirkerne på Lolland-Falster – set fra luften og den lille bog Urbaniseringens konsekvenser for folkekirken. Bispesekretær Louise Andersen står klar ved udgangen til at uddele den til jer.

Så afslutningsvist skal der lyde en stor tak til jer alle – både præster, provster, menighedsråd, kirkefunktionærer, frivillige, konsulenter, stiftsråd og arbejdsudvalg under stiftsrådet for jeres engagement, tid og flid.  

Tak også til alle i ansatte i stiftsadministrationen under kontorchefen Lene Møller Krabbesmarks kyndige og myndige ledelse. Det er fortsat en fornøjelse at have så velfungerende en stab med godt humør og stort engagement omkring mig i hverdagen.  

Jeg plejer altid at sige med en vis glæde og stolthed, at her her på Sydhavsøerne er mennesker bærere af kirken – ikke kun brugere af kirken. Tak for jeres uvurderlige indsats, tak for jeres tid og engagement i folkekirken.  

Må Gud velsigne os alle i vores forskellige funktioner i hele stiftet.