Prædiken i Sankt Nicolai Kirke 18. søndag efter Trinitatis
18. søndag efter trinitatis
Gudstjeneste kl. 10.00, den 29. september 2024
i Sankt Nicolai kirke
Introitus: Septembers himmel er så blå Erik & kammerkor
Indgangsbøn (Søren)
1. salme: DDS 748 Nu vågne alle Guds fugle små
Hilsen + Kollekt
GT-Læsning (Carina)
2. salme: 36 Befal du dine veje (mel: Hassler)
NT- læsning (Carina)
Trosbekendelsen
3. salme: 335 Flammerne er mange
Evangelielæsning, prædiken, kirkebøn, meddelelser, apostolsk velsignelse (Marianne)
Motet: Lover den Herre Erik og Kammerkor
4. salme: 368 Vintræ og grene og frugt
Nadver: Ritual C (Lizet + Susanne hjælper)
5. Salme: 458 Zion, pris din saliggører
(under nadveruddeling)
Slutningskollekt
Velsignelsen (Lizet)
6. Salme: 731 Nu står der skum fra bølgetop
Udgangsbøn (Søren)
Præludium (Eriks valg)
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde:
»Jeg er det sande vintræ,
og min fader er vingårdsmanden.
Hver gren på mig, som ikke bærer frugt,
den fjerner han,
og hver gren, som bærer frugt, den renser han,
for at den skal bære mere frugt.
I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer.
Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv,
men kun når den bliver på vintræet,
sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.
Jeg er vintræet, I er grenene.
Den, der bliver i mig, og jeg i ham,
han bærer megen frugt;
for skilt fra mig kan I slet intet gøre.
Den, der ikke bliver i mig,
kastes væk som en gren og visner;
man samler dem sammen og kaster dem i ilden,
og de bliver brændt.
Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer,
så bed om, hvad I vil,
og I skal få det.
Derved herliggøres min fader,
at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.
Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer;
bliv i min kærlighed.
Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed,
ligesom jeg har holdt min faders bud
og bliver i hans kærlighed.
Sådan har jeg talt til jer,
for at min glæde kan være i jer
og jeres glæde blive fuldkommen.«
En af nyhederne i den forgangne uge var,
at noget man tidligere havde grinet lidt af, nu er noget,
man tager seriøst i Danmark – nemlig vinproduktion.
Grundet den globale opvarmning og havtemperatur-stigninger er det blevet muligt her i landet at dyrke vinstokke, der bærer frugt i en kvalitet, der kan bruges til at producere vin, man kan sælge til selv Michelin restauranter.
Nu er dette ikke et reklameindslag for lokale vine,
men det gælder altså også her på Lolland, hvor modne vindruer netop i denne tid høstes rundt om på vingårdene.
Vingårde og vintræer kender vi ellers bedst fra Sydeuropa, Nord- og Sydamerika, Sydafrika, Australien eller Israel.
Når høsten er i hus, er det tid til at beskære vintræerne, hvilket er en hel videnskab.
På vores breddegrader er de frugttræer, som er mest udbredte i haverne æble- og pæretræer.
Også de skal beskæres. Gør man det om foråret,
kan man sætte nogle af grenene i en vase på bordet eller på alteret og nyde synet af de blomstrende grene.
Hvis vi skifter vandet, kan man være heldig, at blomsterne holder en uges tid, men derefter visner blomsterne.
Så ryger grenene på komposten eller de bliver brændt.
De afklippede grene kan selvsagt ikke bære frugt,
for adskilt fra træet, får grenene ingen næring.
Kun den gren, der sidder på stammen, kan bære frugt.
Det er just den analogi, Jesus bruger i dagens evangelium, hvor han om sig selv siger: ”Jeg er vintræet, I er grenene.
Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.”
Det er netop, som når man skærer grene af et blomstrende frugttræ og sætter grenene i en vase.
De kan for en stund blive beundret, men derefter bliver smidt ud, for adskilt fra træet kan de ikke bære frugt, og de har derfor ingen værdi længere.
Kun ved at være forblive på træet, kan grene få nærig –
– og saften fra vintræet er Guds ånd.
Når træet er Jesus selv, og vi er grenene, så bliver det afgørende spørgsmål, hvordan vi kan forblive på træet.
Det svarer Jesus selv i teksten, når han siger:
”Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer;
bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud,
vil I blive i min kærlighed”.
Og der er mere hjælp at hente i dagens episteltekst,
som Carina læste fra alteret. Her hørte vi, at
”hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os,
og hans kærlighed er fuldendt i os.”
Så det er ved at elske hinanden, at vi forbliver på vintræet.
Herfra vi får Guds ånd, der sætter os i stand til at bære gode frugt, der er kærlighedens gerninger.
Opgaven er altså, at vi skal elske hinanden.
Det er sådan set ikke så svært at forstå,
så her kunne jeg så skynde mig at sige amen.
MEN af erfaring ved vi, at det at elske sin næste ikke altid er så let, det kan faktisk være særdeles besværligt, når mennesker ikke altid opfører sig lige elskeligt!
Jeg skal sparre jer for at referere til syndfloden af tragiske nyheder, der som et skybrud oversvømmer os i denne tid, om mennesker, der påfører hinanden lidelse, krig og død.
Det er smerteligt at være vidne til verdens ondskab.
Så mener Jesus virkeligt, at vi også skal elske dem,
der skader eller ligefrem slår andre mennesker ihjel?
Indvendingen er fuldt forståelig, men skal vi tage billedet af Jesus som vintræet og os som grenene alvorligt,
så vil Jesus svare noget i retning af, at det skal vi ikke bekymre os om – det vil vingårdsejeren selv tage sig af.
For alle grene, der ikke bærer frugt,
”kastes væk og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt,” som Jesus siger i teksten.
Men det er altså ikke os, der skal beskære og destruere.
Det arbejde skal vi trygt overlade til Gud,
der som vingårdsejeren styner og beskærer sine træer.
Vores arbejde er at forblive på træet ved at elske hinanden – og så er vi tilbage ved det helt centrale spørgsmål om,
hvordan vi gør det?
Først og fremmest skal vi tage vintræsbilledet alvorligt – for som grene er vi alle skabt som en del af vintræet.
Det betyder, at mennesker er relationelle væsner,
der er forbundet med hinanden i et fællesskab med Gud.
Allerede fra begyndelsen er vi forbundet med hinanden,
og sammen udgør vi en helhed.
Det afgørende er, at vi erkender, at vi som en gren på træet ikke kan overleve alene for os selv uden for fællesskabet. Også selvom det er fællesskab med dem, vi ikke kan lide.
Dem, der er anderledes og tænker anderledes end os selv – dem, der og mener og gør noget andet, end vi selv ville have gjort. Også dem, er vi forbundet med.
Trækker vi os ud af fællesskabet, fordi vi fejlagtigt tror,
at vi er selvstændige og autonome individer,
fordi vi vil gøre tingene på vores egen måde,
fordi vi ikke føler, at vi har noget til fælles med de andre,
så visner vi og tørrer med tiden helt ud.
Men som en gren ikke kan leve adskilt fra træet, sådan kan mennesker heller ikke leve adskilt fra fællesskabet.
Det er en så præcis beskrivelse af livet, også her i kirken,
hvor vi også er forbundet med og forpligtet på hinanden.
Vi er hinandens forudsætninger.
Men også vi fristes til at opføre os som individualister. Den ene kan ikke lide den anden, der ikke kan lide den tredje, og så kan vi bilde os ind, at vi kan klare os uden hinanden.
Men som skabt i Guds billede,
indgår vi som enkeltindivider i et fællesskab med vores medskabninger og vores skaber
– og udenfor dét fællesskab, får vi ingen næring.
Udgangspunktet er, at vi ikke først skal gøre os fortjent til kærligheden, for vi er allerede i Guds kærlighed.
Så vores opgave er i bund og grund ”blot” at suge næring til os og tro på, at vi altid og allerede er elsket.
Mennesker, der ved sig elsket, kan også elske andre,
og det er netop ved at elske andre, at vi bærer frugt.
Vi kender nok alle mennesker, der ikke elsker sig selv og dermed heller ikke kan elske andre,
og som derfor ikke bærer frugt.
OG det er lige nøjagtigt her, når vi står over for dem,
der ikke bærer frugt, at vi fristes til at række ud efter sværdet for at ville hugge dem af.
Men det er IKKE vores arbejde med beskæresaks, krudt og kugler, missiler og droner at destruere og kaste dem i bålet.
Derved forsøger vi at gå vingårdsejeren, Gud selv i bedene,
og derved bliver vi netop IKKE i Jesu kærlighed!
Når vi suger næring fra Guds kærlighed,
vil vi altid invitere andre med ind i fællesskabet.
Men når vi fordømmer, bebrejder
eller søger at ekskludere andre fra fællesskabet,
så risikerer vi selv at blive til de golde grene uden frugt,
som vingårdsejeren fjerner og kaster i bålet.
Så lad Gud om at beskære os
og lad os elske og bære megen frugt.
Derved vil Guds glæde blive fuldkommen i os.
Lige nu afløses sommerens lys, farve og vækst af det gyldne efterår, hvor modne frugter slipper grenene.
Snart vil storme ruske og rive grene af de nøgne træer,
der smides væk eller brændes.
Vist gennemlever vi mørke, kolde og våde vintre,
hvor livets stormvejr river og flår i os –
men så længe vi elsker, forbliver vi på træet,
og Guds ånd vil forny os, så kraften atter strømmer igennem os, når foråret bryder frem.
Og hvem ved, en dag vil nyheden være, at man ikke længere trækker på smilebåndet af de naive kristne,
men tager den store vinproduktion alvorligt,
og alle lovsynger den store vingårdsejer,
for Guds kærlighed er blevet alt i alle.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver
én sand treeing Gud, højlovet fra første begyndelse,
nu og i al evighed.
Amen
Kirkebøn
Vi takker dig, Gud, for det liv, du har skænket os,
verdenen du har sat os i,
for de mennesker du har sat os sammen med,
vores venner, familie, kollegaer og alle dem,
vi holder af – og dem, som holder os ud.
Styrk troen, der overvinder frygten i os.
Giv os mod, så vi tør overgive os til dig i tillid til
at du i din kærlighed giver os det, vi trænger til.
Send os varme og kærlige hænder,
der griber os, når vi falder,
som fører os hjem til dig, når vi farer vild,
og kald os ud af den åndelige død i livet.
Lær os at elske med din kærlighed,
udstråle dit lys på vores omgivelser,
og se med dine øjne på vores verden,
så vi må være dine sande disciple.
Vær hos den, der lider, sørger og er bange,
hos den, der er ensom, modløs og trist.
Lad den, der er døden er nær, erfarer din ånd,
der gennemstrømmer både livet og døden.
Velsign vores land og alle, der opholder sig her.
Vær med kogen og dronningen og hele deres hus,
regeringen, folketinget og domstolene.
Vær med alle, der har fået magt og indflydelse betroet,
og vær med alle, der føler sig afmægtige og alene,
og giv, at vi alle må gøre din vilje.
Nedbryd falske fjendebilleder og fordomme.
Skab vilje til fred, dialog og forsoning,
overalt hvor der findes ufred, konflikt og krig –
både i den store verden og i de små hjem.
Styrk og bevar din kirke og alle os i den,
både her i Sct. Nicolai Kirke
og i alle kristne samfund ud over hele din verden.
Gør os til et åbent, levende og givende fællesskab.
Værn om det enkelte liv og om fællesskabet,
vores familie og venner,
og alle dem, som står os nær.
Lad os et øjeblik være stille sammen
og bede for dem, vi holder af,
dem vi savner
og dem, der har brug for vores forbøn.
Herre hør vor bøn og
giv os alle din nåde, fred og velsignelse.
Amen
