Prædiken 1. søndag i advent i klosterkirken i Nykøbing F.

Højmesse 1.søndag i advent

Klosterkirken kl. 10

Præludium  
Indgangsbøn  
1. Salme: 76, Op! thi dagen nu frembryder (Gades melodi)

Hilsen + kollekt (Poul)  
GT-læsning (Poul)  
Korvers  

Epistel-læsning (Poul)  
Trosbekendelsen (Poul)  
2. Salme: 87, Det første lys

Evangelielæsning (fra prædikestolen)
Prædiken, kirkebøn, apostolske velsignelse (Marianne)  
3. salme: 84, Gør døren høj, gør porten vid

Nadver ritual c + 439 (Marianne + Poul)  
4. salme: 439 (der synges inden/under uddelingen ”O du Guds lam”)   

5. salme: 78, Blomstre som en rosengård 
Hilsen (Marianne)
Kollekt + Velsignelsen  

6. salme: 74 Vær velkommen, Herrens år 
Meddelelser  
Udgangsbøn  
Postludium 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da de nærmede sig Jerusalem 
og kom til Betfage ved Oliebjerget, 
sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: 
»Gå ind i landsbyen heroverfor, 
og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. 
Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: 
Herren har brug for dem, 
men vil straks sende dem tilbage.« 

Det skete, for at det skulle opfyldes, 
som er talt ved profeten, der siger: 
»Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.«

Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. 

Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. 
Og skarerne, som gik foran ham, 
og de, der fulgte efter, råbte: 
»Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« 

Matthæusevangeliet 21,1-9

For ca. et halvt år siden deltog jeg i det årlige folkemøde på Bornholm, hvor borger og beslutningstager mødes. 

Her er der rig mulighed for at blive klogere på mange emner, som jeg ellers ikke selv har tid til at sætte mig ind i.

Således sad jeg foran lederscenen, og lyttede til en debat, der hed ”Topledere kigger i krystalkuglen”.

Her lyttede jeg til kloge hoveder, der løftede samtalen op på den helt store klinge om verdens udvikling.

Selvfølgelig talte de om klimaet og krige i verden, men også om kunstig intelligens, på engelsk forkortet "AI". 

Det var i den forbindelse, at en af de kloge mænd sagde, 
at i takt med at AI ville finde vej ind i vores samfund, 
så vil vi ikke længere få brug for Gud og religion.

Det studsede jeg en hel del over, for jeg kunne ikke se eller forstå den logiske sammenhæng.

Så jeg spurgte, hvorfor han mente, at AI ville erstatte Gud.

Det er da klart, svarede han, for med kunstig intelligens kan vi få svar på alt, så har vi ikke længere brug for Gud.
Underforstået, at mennesker søger Gud for at få svar på alt!

Jeg kunne have foreslået ham at læse om Adam og Eva i Edens have, og hvad der skete, da de spiste af visdommens træ, men jeg fortsatte ikke samtalen. 

I stedet tænkte jeg, at det nok også var sundt for mig at blive mindet om, hvordan sekulære mennesker tror, 

at troende mennesker forestiller sig Gud – som et orakel, der kan svare på alt, og som nu overflødiggøres af en digital super profet i form af AI, kunstig intelligens.

I Biblen og i særdeleshed i Det Gamle Testamente vrimler det med profeter, der modtager budskaber fra Gud, 

som de får til opgave at videreformidle. Den vigtigste profet i GT for kristendommen er Esajas, der forudsagde, at der ville komme en Messias – altså en frelser.

Selve ordet profet kommer af det græske ord ’prophétés’, 
der betyder en, der fremsiger eller forudsiger noget. 

Så en profet, er en person der forkynder eller siger noget forud – men det er ikke altid populært.

Flere af profeterne i Det Gamle Testamente bad om at slippe for opgaven – for mennesker kan ikke altid lide at høre det, som profeterne fortalte dem.

Det er lidt som klimaforskerne i dag, der advarer os om, 
at vi er på vej den forkerte vej, 

når vi følger vores grådighed og begær fremfor at værne om skaberværket og opgive nogle af vores privilegier. 

Det er heller ikke populært.

Man kan sige, at profeter svarer på spørgsmål, som vi ikke stiller, fordi vi dybest set ikke ønsker at høre sandheden.

Så det er ikke altid en taknemmelig opgave at være profet. 

I evangeliet til første søndag i advent, hører vi, at Jesus forudsiger, at der står et æsel med sit føl i landsbyen Betfage ved Oliebjerget. Han instruerer sine disciple i at hente det – men hvorfra vidste Jesus det? 

Og hvordan kunne han bare bede disciplene om at hente æslet og dets føl uden først at få lov til at låne det?

Jeg undrer mig altid over denne lille detalje i teksten.

Tænkt hvis én sagde til nogle af jer, ”der står en blå pickup i Sundby på parkeringspladsen ved Føtex med nøglerne i.

Hent den, og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: 

Der er en, der har brug for den, men vi leverer den straks tilbage igen.” Ville I ikke undrer jer over både klarsynet, og den selvbevidsthed, der tillader at tage en fremmed persons ejendom? Det gør jeg.

Men fokus i denne tekst er som oftest, at profeten Esajas ord om Messias ankomst på et æsel skulle gå i opfyldelse: 
»Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.«
Ikke just et transportmiddel, man forventer af en konge.

Mere royalt ville det have været at komme på en stor flot hingst iført laurbærkrans som Kong Frederik 5. på rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads. 

Men Jesus ankom ikke til Jerusalem i prompt og pragt, 
for der er ikke megen magt og vælde over et æsel.
Tværtimod udstråler det underkastelse og ydmyghed.

Men hvorfor denne iscenesættelse af egen ydmyghed, udover profetens ord selvfølgelig skulle gå i opfyldelse?

Det handler om forventninger. 

Man havde i århundrederne før Jesu fødsel ventet på, 
at der skulle komme en Messias, altså en frelser. 

Men der er forskel på, om vi forventer noget, 
eller om vi venter på noget. Når vi forventer noget, 
har vi forestillinger om det, der skal komme. 
Det skal være på en bestemt måde.
Se ud på en bestemt måde.
Opføre sig på en bestemt måde.
Eller måske dufte og smage på en bestemt måde.

Vi bagte brunkager i går. Jeg havde ikke selv lavet dejen, så de smagte ikke, som jeg havde forventet.
Og når virkeligheden ikke lever op til forventningerne, 
så bliver vi nemt skuffede. Brunkager er til at komme sig over, men der kan være forventninger, 
der trækker større skuffelser med sig.

Hvis man forventer, at det bliver en idyllisk adventstid, 
hvor alle hygger sig med hinanden, 
tager sig god tid til at tale sammen og lytte til hinanden, 
imens mobiltelefonerne forbliver i lommen på lydløs, 
så kan man nemt blive skuffet, når det ikke sker. 

Hvis man forventer frelseren, som en politisk stærk konge, 
der én gang for alle bruger sin magt til at få styr på verden,

så kan man også nemt blive skuffet, når han er et sagtmodigt og ydmygt menneske, der ridder på et æsel. 

Så der er stor forskel på, om vi forventer noget, 
eller om vi venter på noget.

Når vi forventer noget, bliver vi nemt blinde og lukkede, 
så vi ikke kan se eller tage imod det eller den, 
der rent faktisk kommer til os.

Men når vi venter på noget, er vi åbne og årvågne, 
for man kan aldrig vide, hvornår og hvor det sker.

Når et par venter barn, så ved de ikke, hvornår det kommer, eller hvordan det ser ud, eller hvilket temperament det har.

Indtil for en generation siden, vidste man heller ikke, hvilket køn barnets barnet havde. 

Så venter man med en åbenhed og årvågenhed klar til at tage imod det nye menneske, når det kommer til verden.

Ofte hører man også ældre mennesker fortælle om deres livsledsager, der så helt anderledes ud, end de havde forventet, og de havde måske mødt hinanden på en måde, de slet ikke havde forestillet sig.

Så når vi forventer noget, så har vi en tendens til at lukke os om vores begrænsede forestillingsevne. 

Hvorimod vi er åbne, når vi blot venter og tager imod det, der rent faktisk kommer til os.

Men vi har en tendens til at skrue forventninger så højt op her i december måned og have så travlt, at vi ikke ænser, 
at det vigtigste her i livet ikke er det, vi når, 
men det, der når os – det, der kommer til os.

Det er vores opgave i adventstiden at øve os på ikke at forvente, men blot at vente med et åbnet sind og tage imod.

Jeg tror, der er en vigtig pointe i, at det nye kirkeår indledes med advent, hvor vi skal vente. 

Vi begynder ikke med Jesu fødsel og med at vide det hele, men med at vente på det, der kommer. 

Vores opgave i adventstiden er at give slip på forventningerne. 
Og med det følger et indirekte krav om at give slip på kontrollen.

Vi udfordres til at give slip på os selv, så vi kan overgive os til ham, som kommer i Herrens navn.

Give slip på at ville have styr på det hele.

Og give slip på forestillingen om, 
at vi nogen sinde får svar på alle spørgsmål her i livet.

Jeg har endnu til gode at møde et religiøst menneske, 
der tror på Gud for at få svar på alle spørgsmål.

Derimod har jeg mødt mange religiøse mennesker, 
der netop tror på Gud, 
fordi vi aldrig får svar på alle spørgsmål.

Entertaineren Niels Hausgaard siger det med sin nordjyske humor: Jeg har ikke opfundet mig selv, så indtil nogen kommer med en bedre forklaring, så tror jeg, at det er Gud.

Vores forventninger tager kun udgangspunkt i det, 
som vi kender i forvejen – om det er en kendt opskrift på brunkager eller det er menneskers forestillingen om frelseren som en magtfuld og politisk stærk person.

Vores forventninger er programmerede med vores begrænsede erfaringer og forestillingsevne. 

Og netop derved ligner vores forventninger AI, 
der kun kan svare på spørgsmål om fremtiden, 

ud fra den virkelighed vi kender i forvejen i form af data og logeritmer – og ikke ud fra det ukendte, der kommer til os.

Adventskransen er hængt op her i kirken, og det første lys,
der symboliserer Herrens komme til verdenen, er tændt.

Lad os bruge adventstiden til at øve os på at slippe vores forventninger, og i stedet blot vente med åbent sind, 
så vi kan tage imod det, som det kommer til os 
– måske fra en uventet kant.
For når vi venter med det håb, som troen skaber i os, 
så kan vi gribes af kærlighedens og fredens Gud, 
der kommer for at gøre alting nyt, 
Det er og bliver et mysterium, vi ikke kan begribe, 
men vi kan gribes af det.

Glædelig advent.
 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, 
Fader, Søn og Helligånd, 
du som var, er og bliver én sand treenig Gud, 
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen