Ordinationstale Carina Juhl Jakobsen

Kære Carina, og alle jer, der er her i kirken i dag 

Så kom vinteren med sne og frost, hvor træerne går i dvale. 
Og så kom også dagen, hvor du skal ordineres her i Maribo Domkirke til tjeneste i Sankt Nikolai sogn i Nakskov,  
der har kaldet dig til at være deres præst. 

Forinden har der været en masse praktiske gøremål –snakke med menighedsrådsformand, provst og biskop, skrive ansøgning, holde prøveprædike og være til samtale, 
indstilles af menighedsrådet, være til bispeeksamen, bestå, bestille præstekjole og indhente flyttetilbud og flytte i embedsbolig et nyt sted i landet.  

Så nu står du så her i dag iført præstekjole og krave, 
klar til at varetage præsteembedet til gavn for fællesskabet. 
Det kan være overvældende og opleves, som et stort og tyngende ansvar, der pludselig hviler på dine skuldre,  
når du nu ordineres og et nyt kapitel i dit liv begynder.  
Så hvad er det lige, du om lidt siger ja til? 
Lad os lige dvæle ved det et øjeblik, for det har vi alle sammen godt af at blive mindet om ind imellem. 

Luther sagde, at alle, der er krøbet ud af dåben,  
er både præst, biskop og pave. Derfor er der principielt ingen forskel på præst, biskop og lægfolk.  
Så allerede i dåben fik vi som små en opgave – ganske vist er der mange småfolk, der indtager den hjemlige scene som små paver og biskopper, hvorom hele verden drejer.  
Men Luthers pointe er, at ingen står tættere på Vorherre end andre. Alle har vi et ansvar for at dele evangeliet.  
Af praktiske grunde er det imidlertid er nødvendigt, mente Luther, at én person i menigheden får ansvaret for at prædike og forvalte sakramenterne – nadver og dåb.  

Ved dåben siger vi ofte i fadertiltalen, at vi bliver podet på Kristus. Vi er som små kviste på et træ, hvor Kristus selv er stammen, hvorigennem saft og kraft strømmer.  

I bispehaven står et gammelt æbletræ, der bærer forskellige slags æbler, fordi en gartner engang har podet kviste af forskellige æblesorter på den samme stamme.  
Gartneren har renset små podekviste, der var friske og sunde inden i, så de kunne vokse sig fast på stammen  
og blive til store grene, der bærer masser frugt.  
Hvert forår får grenene ny kraft og næring via stammen, når saften stiger, og træet springer ud og blomstrer på ny  
efter en lang og mørk vinter. 

Forestil dig, at du er en sådan en lille kvist,  
der er podet på en stamme, så du med tiden vokser  
og bliver en stor gren, der bærer masser af god frugt. 
Det er så nemt at fristes til at tro, at disse dejlige frugter  
er resultatet af vores egne præstationer og gode gerninger. 
Måske kigger vi stolt på æblerne, og siger – se det her er mit værk, store fuldmodne og saftige æbler i form af en stor menighed, der roser den gode begravelsestale, vielsestale eller den formfuldendte prædiken.  
Men når vi tænker sådan – og det er de nok færreste af os,  
der helt kan undgå det – så glemmer vi,  
hvorfra vores saft, kraft og nærig kommer,  
glemmer, at skilt fra stammen bærer vi ingen frugt. 

Skærer man blomstrende grene af frugttræet og sætter dem i en vase på alteret, vil grenene aldrig bære frugt. 
Kun ved at forblive podet på stammen, kan vi få næring. Adskilt fra stammen visner vi, tørrer ud og dør.  
En dag kommer kirketjeneren, tager de visne grene og smider dem i kompostbunken på kirkegården.  

Det er godt at blive mindet om i præstegerningen, at stammen i vores arbejde altid er og skal være Kristus selv, for skilt fra ham kan vi slet intet gøre. 
Gud har som den store gartner renset os i dåben og podet os som forskellige kviste på Kristus, så Helligånden kan strømme igennem os og give nyt liv, når foråret kommer. 

Så selvom det kan opleves som et stort og tyngende ansvar, der hviler på dine skuldrene, når du ifører dig præstekjole og præstegerning, så husk, at frugterne af din indsats afhænger af stammen, du er podet på. Alt afhænger ikke af din indsats alene. Som æbletræet, der bærer forskellige sorter, har Gud brug for forskellige mennesker i kirken,  
og nu også dig Carina. 

Må Gud velsigne dig og være med dig i din gerning. 
Amen.