Prædiken ved befrielsesgudstjeneste 4. maj 2024 i Vestenskovkirke

Præludium, Højrebykoret synger:  
”I Danmark er jeg født” (faner bæres ind)  
1. sang: En lærke letted 

Hilsen og læsning: Salme 139 (Henrik) 
Højrebykoret synger: 
Det haver så nyligen regnet,  
Majsang 
Når håbet  
2. sang: Hyldest til Flight Sergent Norman Lindsay Newell 

Evangelielæsning, prædiken, kirkebøn (Marianne) 

Højrebykoret synger: 
Lolland 
Syng om fred 
Altid frejdig 

Fadervor (Marianne) 
Velsignelsen  

3. salme: 266 Mægtigste Kriste 
Lolland 
Syng om fred 
Altid frejdig, Christian Richardt/C.E.F. Weyse 
Postludium (Kongernes Konge, faner bæres ud) 

Herre, du ransager mig og kender mig. 
Du ved, om jeg sidder eller står, 
på lang afstand er du klar over min tanke; 
du har rede på, om jeg går eller ligger, 
alle mine veje er du fortrolig med. 

Før ordet bliver til på min tunge, 
kender du det fuldt ud, Herre; 
bagfra og forfra indeslutter du mig, 
og du lægger din hånd på mig. 

Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, 
det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det. 
Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? 
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? 

Stiger jeg op til himlen, er du dér, 
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. 
Låner jeg morgenrødens vinger 
og slår mig ned, hvor havet ender, 
så leder din hånd mig også dér, 
din højre hånd holder mig fast. 

Siger jeg: »Mørket skal dække mig, 
lyset blive til nat omkring mig,« 
så er mørket ikke mørke for dig, 
natten er lys som dagen, 
mørket er som lyset. 
                                                                             Salme 139 
Amen 

Forud for arrangementet i dag, har Henrik Gade sendt mig en artikel fra TV-Øst om Norman Lindsay Newell,  
den australske pilot vi lige har sunget om.  
Han meldte frivilligt sig i kampen mod Hitler.  
Han blev skudt ned og drev i land her på Lolland,  
hvor han ligger begravet på Kappel Kirkegård.  
Inden krigen nåede han kun at være gift i tre år.  
Hans hustru, der blev 85 år, giftede sig aldrig igen. I sanghæftet til i dag er der et billede af den australske pilot. 

I artiklen på TV-Øst’s hjemmeside er der også et billede af den tyske soldat, der skød den australske pilot ned. 
I sin dagbog har han om nedskydningen af Norman noteret: 
”Jeg sad om dagen på hospitalet hos nogle af mine sårede kammerater, og om natten nedskød jeg så mit trettende, fjortende og femtende allierede bombefly.  
- Om jeg følte noget i den forbindelse?  
Nej. Ikke andet end en individuel, faglig stolthed.”  
For ham fik nedskydningerne personligt stor betydning. Han, den tyske soldat, blev forfremmet og fik Jernkorset, 
mens den australske soldat fik et kors på sin gravsten. 

Hvis man kun ser ansigterne af de to soldater,  
der begge med et åbent blik kigger ind i kameraet,  
uden at kende deres fremtidige skæbne, 
ville man ikke vide, hvem der var hvem. 
De kunne have være soldaterkammerater,  
skolekammerater eller naboer. 
Så ville de måske have haft fælles interesser. 
Den ene havde måske været den andens forlover.  
Det er ikke sådan, at den ene er ond og den anden god. 
Den australske og den tyske pilot var blot født på hver sin side af frontlinjerne, og krigen definerede dem som hinandens fjender, så den ene tog den andens liv. 
Det er krigens ubønhørlige logik, dræb eller bliv dræbt. 

I dag den 4. maj mindes vi befrielsen for 79 år siden.  
6 minutter inde i den illegale nyhedsudsendelse, 
der blev sendt kl. 20.30 fra London,  
blev oplæseren afbrudt af en person,  
der kom løbende ind med et stykke papir, hvorpå der stod: 
 ”I dette øjeblik meddeles det fra general Montgomery,  
  at de tyske tropper i Holland, Nordtyskland og Danmark      
  har overgivet sig.” 

Dem, der hørte frihedsbudskabet i radioen dengang,  
kan helt sikkert huske, hvordan de reagerede. 
Alle vi, der ikke levede i 1945, har alligevel hørt dette skrattende frihedsbudskab fra radioen mange gange. 

Vi har hørt om mørklægningsgardinerne,  
der blev revet ned; om mennesker,  
der jublende stormede ud på gader og stræder. 
Om euforien, der bredte sig, efter fem år i krigens skygge. 

Vi har sunget med på ”En lærke letted”,  
er blevet rørt, når vi har hørt om modstandsfolk, der blev henrettet lige før kirkens slutning og mennesker, som Norman Lindsay Newell, der ofrede deres liv for friheden. 
Så mærker vi historiens vingesus,  
selvom vi ikke selv har oplevet befrielsen. 

Vi, der er født efter krigen, er vokset op med fortællingerne om livet, lyset og troen på en bedre og mere fredelig verden, der voksede frem i de følgende årtier. 
Den kolde krig blev heldigvis aldrig rigtig varm,  
så når vi talte om ”krig”, var det altid i bestemt form –  
”krigen” – underforstået anden verdenskrig. 

”Aldrig har så mange mennesker i verdenshistorien,  
i så lang tid, i så stort et område, levet så fredeligt med hinanden, som efter anden verdenskrig”,  
sagde den danske EU-kommissær Margrethe Vestager, engang jeg var på besøg i Bruxelles. 
Vi tænkte ”aldrig mere krig i Europa.” 

Sådan var det længe – men ikke mere. 
I et uhyggeligt hurtigt tempo er krigen vendt tilbage i den offentlige diskurs, og vores fælles forståelse er gået fra troen på dialog og fredelig sameksistens til et dagligt bombardement af billeder og opdateringer af krigen i Gaza, Ukraine og i mindre omfang også andre krige i verden. 
Krig, oprustning og øgede militærudgifter er på alles læber, og et svimlende antal mennesker er blevet dræbt. 

Mennesker slår hinanden ihjel,  
fordi de er født på hver sin side af frontlinjerne i krigene. 
Krigen definerer dem som hinandens fjender.  
Og hver gang et menneske dør, er der en enke eller en enkemand, forældre, børn, søskende og venner,  
der mister et menneske, de har kær. 
Pårørende, der skal leve med amputerede sjæle resten af deres liv, som enken efter den australske pilot.  
Tænk blot på de ar, I har efter dem, I har mistet. 

At verden skulle blive mere sikker end sige fredelig ved at producere flere våben, lyder alt andet end logisk i mine øre,  
så længe kloden er beboet af mennesker.  
For næst efter malariamyg, er mennesket den skabning,  
der slår flest mennesker ihjel.  
Mennesker, er menneskehedens værste fjende. 

Det vidste Gud. 
Derfor sendte han sin søn til verden for at vise os en anden måde at være i verden på:  
”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer”,  
lyder et af Jesu allermest provokerende udsagn. 

Skulle vi kunne elske en Hitler, en Franko, en Sadam Hussain, en Putin, en Hamas-leder eller Netanyahu? 
Mon ikke verdens despoter er ligeglade med, om vi beder for dem? Og skulle det få dem til at handle anderledes? 

Næppe, men for os selv er det vigtigt nøjagtigt at vide 
hvad eller hvem, der er vores værste fjende. 
Despoter kan for en tid tage vores frihed,  
som vi i Danmark oplevede det under anden verdenskrig. 
Historien har imidlertid vist os, at krige ophører efter et stykke tid, men når en despot dør, så kommer der efter et stykke tid en ny – blot et andet sted i verden. 

Så vores værste fjende er ikke et konkret menneske,  
men hele det mindset og den tankegang, der tror,  
at krigsførelse kan gøre os frie.  
Det er den tankegang, der gør mennesket til menneskehedens største fjende – næst efter malariamyg. 
Men hvad er så vores værste fjende?  
Det er det, vi i kirken kalder synden,  
og synden bekæmper vi ikke med våbenmagt – kun med kærlighed. Men hvad er synd egentlig? 

Synd er i bund og grund manglende tillid til Gud! 
At vi selv vil mestre livet, og vender Gud ryggen. 
At vi ikke tror på, at Gud vil os det bedste. 
At vi ikke har tillid til, at Gud giver os det,  
vi har brug for i rette tid. 

At vi ikke tror på:  
at Gud kender os og ved, om vi sidder eller står; 
At Gud på lang afstand er klar over vores tanke; 
At Gud har rede på, om vi går eller ligger. 
At Gud er fortrolig med alle vores veje. 

At Gud kender ordet før det bliver til på vores tunge: 
At Gud indeslutter os bagfra og forfra, 
og lægger sin hånd på os og beskytter os i sin kærlighed. 

Hvis I synes, at I har hørt de ord før, så er det, fordi Henrik lige læste dem fra Salme 139 i Det Gamle Testamente. 

Det er vores manglende tro på  
og tillid til Guds kærlighed,  
der er synden. 
Det er ikke vores handlinger i sig selv. 

Når vi mennesker handler forkert,  
gør noget, vi ikke må, trodser et forbud,  
overtræder en regel, stjæler, lyver eller bedrager,  
så er det i bund og grund fordi vi ønsker os noget,  
som vi ikke tror, at livet vil give os! 

En klog mand har en gang sagt, at vi lyver, fordi vi ikke tror på, at sandheden vil give os det, vi gerne vil have. 

Eller sagt på en anden måde, så synder mennesker,  
fordi vi frygter, at vi ikke får det, vi gerne vil have. 
Vi har ikke tillid til, at Gud giver os det, vi har brug for. 
Vi tror fejlagtigt, at vi kan tage det selv – om muligt med vold og magt. Derved opstår de onde handlinger.  

Vi kan ikke selv sætte os frie af angsten og synden. 
Angst forsvinder ikke ved, at vi dømmes eller straffes. 
Der er kun en måde grundlæggende at forandre angsten på – og det er med kærlighed.  

Det er en af grundpillerne i den kristne tro,  
at Gud har iværksat en forandringsproces fra bunden, 
ved at lade Jesus Kristus møde os – ikke med dom og straf, men med kærlighed og tilgivelse. 

For der er kun en måde grundlæggende at forandre os mennesker på – og det er mødet med kærligheden.  
At vi tror på, at vi altid allerede er elskede, og tror på Jesu ord om, at vores synder er os forladt – da har vi ikke længere noget at frygte. Da får vi den indre sjælefred,  
der sætter os fri af synden og i stand til at leve i frihed.  

Amen