Prædiken til pinsegudstjeneste i Strandkirken

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus:
»Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?«

Jesus svarede ham:
»Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord,
og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham
og tage bolig hos ham.
Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. 
Og det ord, I hører, er ikke mit,
men Faderens, som har sendt mig.
Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. 
Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende
i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt,
hvad jeg har sagt til jer.
Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer;
jeg giver jer ikke, som verden giver.
Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!

I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. 
Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, 
for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, 
for at I skal tro, når det sker.

Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; 
og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, 
at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig.
Rejs jer, lad os gå herfra!«

Joh. 14,22-31

De af jer, der var tidligt oppe i morges, vil have set pinsesolen danse, 
for pinse er der, og traditionen tro åbner Strandkirken første pinsedag 
for endnu en sæson. Pinsen er åndens fest, hvor vi fejrer, at vi alle er
forbundet med hinanden med én ånd – Guds hellige ånd.

Vi kan sige om en person, en fest eller en begivenhed,
at der var den rette ånd. Det tror jeg, de fleste af os har oplevet, 
men også, at man ikke rigtig kan forklare eller udlægge,
hvad den rette ånd er.

Ånden er en luftig størrelse, det kan være svært at forstå, forklare eller 
udlægge, men det er ikke desto mindre det præster gør i dag rundt om 
på landets prædikestole, og det er også det, jeg vil forsøge i dag.

I skal høre om (1) åndedrættet, (2) inspirationen, (3) Helligånden, 
der forbinder os med hinanden. For disse tre ting har med hinanden at gøre.

1. Det første er åndedrættet:
Der er næppe mange af jer, der lige nu sidder og tænker på, at I skal huske 
at trække vejret, eller at det er et mirakel, at I trækker vejret. 
I gør det bare – uden at være bevidste om det. I kan ikke stoppe jeres åndedræt, 
hvis I beslutter jer for at holde med at trække vejret. 
På en indånding trækkes luften ned i lungerne, og kroppen optager ilt fra luften. 
Og på en udånding, siver luften ud af lungerne, og kroppen udskiller den 
overskydende kuldioxid. Det er ikke noget, vi kan styre, det sker bare.
Respirationen kalder vi det. Åndedrættet er helt grundlæggende for menneskelivet.

Nybagte forældre er ofte bevidste om det mirakel, det er, 
når det lille nyfødte barn ånder ind for første gang. 
Lungerne foldes ud og fyldes med luft, og på en udånding bekendtgør 
barnet med et højt skrig sin levedygtighed – hvorved forældrenes lykke er gjort. 
Som nybagte forældre kan man vågne om natten for lige at tjekke, 
om den lille nu også trækker vejret, og man kan fuldstændig tryllebindes 
af det lille sovende væsens åndedræt.

Senere kommer der mange andre udviklingstrin til.
Begejstringen for barnets skrig aftager som regel ret hurtigt.
Den lille lærer at gå, tale, senere også at cykle og køre i bil.
Med alderen skiftes bilen ud med en rollator.

Åndedrættet er blevet en selvfølge lige indtil den dag, mennesket
 ligger på sit yderste, og slutter livet med en udånding, på samme 
måde som livet begyndte med en indånding. 
Vi siger, at et menneske udåndede.

I den gammeltestamentelige tekst hørte vi, at Gud blæste livsånde 
i menneskets næsebor, så det blev et levende væsen.
Så ifølge det gamle testamente er det Guds ånd, der er virksom 
i vores krop, når vi trækker vejret. Lige fra det første øjeblik, vi ånder 
ind første gang og helt frem til vi udånder, og Guds ånd forlader kroppen.

På hebraisk, det sprog, som det gamle testamente er skrevet på, 
hedder ånd ”ruach”, og det kan betyde både ”ånd”, ”åndedræt” og ”vind”.

2. Det andet, det handler om i dag, er inspirationen.
De fleste ved, hvad inspiration betyder.
Kigger man i ordbogen for en forklaring, så står der, 
at inspiration er en påvirkning, der sætter os i stand til at skabe noget. 
Men hvad har inspiration så med åndedrættet at gøre?

Hvis vi igen først kigger på selve ordenes oprindelige betydning, 
(deres etymologiske oprindelse) bliver det tydeligere. 
Inspiration kommer nemlig af det latinske ord ”in-spirare”, 
der betyder at ånde ind. Bogstaveligt at ånden går ind i os.
Det latinske ord ”spiritus” betyder ”ånd” (og ikke alkohol), 
og kommer af verbet ”spirare”, der også betyder både at ånde, 
at trække vejret og at blæse.

Så når vi bliver inspireret, er det fordi, at ånden blæser ind i os 
– eller kommer over os, som vi hørte i teksten fra Apostlenes Gerninger.
Jesus venner var efter hans død forsamlet i Jerusalem den syvende 
søndag efter påske, det vi kalder pinse. Og med ét kom der en lyd fra 
himlen som af et kraftigt vindstød, der fyldte hele huset.
Det nye testamente er skrevet på græsk, og det græske
ord for vind ”pneuma” betyder også både ”ånd”, ”åndedræt” og "vind"

I teksten fortælles, at Guds hellige ånd kom over disciplene,
og de blev inspireret til at tale på et sprog, som alle mennesker forstår. 
Vi har ikke samme modersmål, men der er alligevel ét sprog, som alle mennesker forstår
– og det er hjertesproget.
Det er, når man taler til menneskers hjerter.

Når vi møder et menneske med et andet modersmål end vores eget, 
så mærker vi tydeligt, om vi mødes af kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, 
venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. 
Det er hjertesproget, som er åndens frugter. I den ånd ophæves alle modsigelser.
Hjertesproget søger netop efter det, der binder os sammen, frem for det, der adskiller os.

Modsat fundamentalisme og fanatisme, der søger efter at skabe splid 
ved at finde modsætninger og forskelligheder:
forskel på hudfarve – sort eller hvid;
køn – mand eller kvinde;
alder – ung eller gammel;
indkomst – rig eller fattig;
religion – kristen eller jøde;
politisk overbevisning – højre- eller venstreorienteret;
geografisk bosætning – land eller by, syd eller nord;
så forener Guds ånd mennesker og bygger bro over de kløfter
og skyttegrave, som vi mennesker graver imellem hinanden.

Gud har blæst livsånde i os alle. Alle indånder vi den samme luft,
der er en fælles forudsætning for vores eksistens.
Så inspirationen er, når vi følger ordets oprindelige betydning, 
at indånde og tage imod Guds hellige ånd, der sætter os i stand til
at tale hjertesprog, som disciplene gjorde den første pinse.

3. Det fører frem til det tredje og helt afgørende, som det handler 
om i dag, nemlig Helligånden. 
I Johannesevangeliet hører vi, hvordan Jesus lover, at der vil komme 
en i hans sted – Helligånden.
Jesus kalder Helligånden for talsmanden eller talspersonen 
(som jeg nok hellere må sige i disse tider), fordi Guds ånd 
inspirerer os til at tale – tale hjertesprog.

Gud blæser også sin Helligånd ind i vores hjerter i dag, lige 
her og nu, og fortsætter med at gøre det, så vi inspireres, 
får mod og tro til at tale det sprog, der bryder fordomme 
ned og forener mennesker. Når vi oplever det, siger vi ofte, 
at her er den rette ånd, der bygger bro mellem mennesker.

Konkret oplevede jeg det for et stykke tid siden, da landets 
biskopper, kontorchefer, Præsteforeningen og andre kirkelige 
aktører var samlet til en dag med Brobyggerne. Også i folkekirken 
er der behov for at bygge bro mellem mennesker.

Mange af jer kender sikkert Özlem Cekic fra hendes tid som politiker. 
Hun har kurdisk baggrund, er muslim og blev i 2007 valgt ind i folketinget.
Som folketingspolitiker modtog hun mange hademails og beskeder via 
de sociale medier, hvor folk udtrykte fordomme, svinede hende til eller 
ligefrem truede hende. I stedet for at blive aggressiv, bitter eller hadefuld, 
inviterede hun sig selv på dialogkaffe hos de mennesker, der svinede hende til. 
Ikke for at skælde dem ud – men for at lytte og appellere til dem om 
at rumme uenigheder og forskelligheder.

Sammen med nu afdøde overrabbiner Bent Melchior etablerede hun foreningen 
Brobyggerne, der har til formål at bygge bro imellem menneskelige forskelligheder. 
Og som Özlem Cekic sagde, begynder man ikke kun på den ene side, og bevæger 
sig hen over kløften, når man bygger en bro. Man begynder fra begge sider 
og mødes på midten. Sådan er det også med mennesker. Vi må række ud 
fra begge sider. Det tænker jeg tit på, når jeg kører over Storstrømsbroen og 
ser den nye bro, der er ved at blive bygget. Her står der ikke kun pyloner
på den ene side, men på begge sider.

Hos Brobyggerne taler man hjertesprog, og her er den rette ånd, der søger 
at forene mennesker – og det virker! Fordi Guds ånd lever i og gennem dig
og mig, hver gang vi trækker vejret, og ånden er altid i bevægelse 
Ånden i os genkender ånden i den ukendte, der kan være en potentiel ven, 
som vi endnu ikke kender.

Ånden bevæger verden og skaber venner, hvor der før var fjender. 
Ånden forener det uforenelige, genopbygger det brudte,
og inspirerer os til at lade Guds ånd virke i os.

Glædelig pinse.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed

Amen

Kirkebøn

Vi takker dig, Gud, for Helligånden, som du til stadighed sender til verden,
for at føre os igennem det liv, du har skænket os.
Og vi takker for den verden, vi lever i,
for de mennesker, vi holder af
–  og dem som holder os ud.

Lær os tage at imod dit ord, så vi formes deraf,
og er mod andre, som du vil, at vi skal være.
Giv os modet til at kaste os ud i livet,
i tilliden til din ånd er i os.

Åbn vore hjerter, så vi kan lade os vejlede af din ånd, og gør os villige til at lade os føre.
Rejs os op, når vi falder ned i modløsheden og tomheden, og giv os livsmodet tilbage.
Giv os mod til at tale og bryde den tavshed, der opstår, når angsten råder.

Giv os troen på, at vi altid hviler i din kærlighed,
så vi oplever den fred, der rækker ud over livet
og ind i døden.

Vær hos den, der lider, sørger og er bange.
Hos den der er bitter, udmattet og modløs.
Lad den, for hvem døden er nær, mærke
din omsorg, dit nærvær og din kærlighed.
Velsign vort land og alle dets indbyggere,
vær med sundhedspersonale og syge,
de bekymrede og bange,
de ensomme og udstødte,
de udsendte og de undertrykte,
og dem, der ikke er nogen, der beder for.

Velsign også dronningen og hele hendes hus,
regeringen, folketinget og domstolene,
alle, der har fået magt og myndighed betroet,
og lær alle at følge din vilje.

Nedbryd falske fjendebilleder og fordomme.
Skab vilje til fred, dialog og forsoning,
overalt hvor der findes konflikter og krig
både i de små hjem og den store verden.

Styrk og bevar din kirke og alle os i den,
både her i Strandkirken i dag, 
og ud over hele din verden.
Gør os alle til et åbent, levende og givende fællesskab.

Værn om vores nærmeste, familie og venner,
og alle, som står os nær.
Og her kan du især i stilhed formulere din egen bøn.

Herre hør vor bøn og giv os alle din nåde, fred og velsignelse.

Amen