Prædiken til forbønsgudstjeneste
26. november 2023
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde:
»Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed
og alle englene med ham,
da skal han tage sæde på sin herligheds trone.
Og alle folkeslagene skal samles foran ham,
og han skal skille dem,
som en hyrde skiller fårene fra bukkene;
fårene skal han stille ved sin højre side
og bukkene ved sin venstre.
Da skal kongen sige til dem ved sin højre side:
Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv,
som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.
For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise,
jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke,
jeg var fremmed, og I tog imod mig,
jeg var nøgen, og I gav mig tøj,
jeg var syg, og I tog jer af mig,
jeg var i fængsel, og I besøgte mig.
Da skal de retfærdige sige:
Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise,
eller tørstig og gav dig noget at drikke?
Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig
eller så dig nøgen og gav dig tøj?
Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?
Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer:
Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre,
det har I gjort mod mig.
Da skal han også sige til dem ved sin venstre side:
Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild,
som er bestemt for Djævelen og hans engle.
For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise,
jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke,
jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig,
jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj,
jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.
Da skal også de sige til ham:
Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed
eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?
Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer:
Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste,
det har I heller ikke gjort mod mig!
Og de skal gå bort til evig straf,
men de retfærdige til evigt liv.«
Det er ikke så meget at tage fejl af i den tekst, vi lige har hørt.
Fårene bliver skilt fra bukkene.
Der er forskel på godt og ondt, og på lys og mørke.
Jesus taler om, hvad der skal ske, når han kommer tilbage
og fra sin trone dømmer alle mennesker, levende som døde.
De gode til højre – de får evigt liv.
De onde til venstre – de sendes til den evige ild.
Et dommedagsscenarie, som vi kender det fra middelalderkirkerens kalkmalerier, hvor djævlen afbilledes med et forvrænget ansigt med horn og hale samt en trefork til at spidde alle de fortabte sjæle over helvedes ild.
Anskuelsesundervisning for middelalderens mennesker om forskellen på de gode og onde, de lyse og de mørke kræfter.
Sådan er der ikke mange, der forestiller sig det onde i dag.
I stedet kan vi åbne avisen, tænde for fjernsynet eller på de sociale medier se billeder af krigsforbrydelser for åbent tæppe, overlagte mord, kidnapninger, missilregn over civile, nedbrændte kirker, udbombede huse og hvide ligposer, kaskader af rødt blod i gader med skrigende børn, hulkende kvinder eller tomme blikke hos tavse mennesker, der flygter fra hus og hjem – uden et land at flygte til.
Vi behøver ikke middelalderens forestillingsverden til at fremmane billeder af djævlen - vi kender det onde.
Den kristne forfatter C.S. Lewis har skrevet:
”Der er ingen neutral grund i universet;
Enhver kvadratcentimeter, hvert et splitsekund,
har Gud krav på, og Satan gør modkrav.”
Vores liv er spændt ud i kampen mellem det gode og det onde, og vi skal hele tiden vælge, hvem vi vil tjene. Måske tænker vi ikke på det i hverdagen, hvor vi lever en forholdsvis tryg tilværelse i et af de fredeligste lande i verden, hvor det, hvis bølgerne går højt, kun er elementerne, vi er i ”krig” mod.
I Danmark kan vi nøjes med at betragte det hele på behørig afstand – krigsforbrydelser, undertrykkelse og forfølgelse af mennesker der lider og dør på grund af deres tro og religion. Vi har religionsfriheden, men det er langtfra en selvfølge andre steder i verden frit at kunne samles til gudstjeneste.
Digital overvågningsteknologi gør det nemmere at kontrollere og genere mennesker, der praktiserer deres tro. Forfølgelse mod kristne og andre religiøse minoriteter har typisk et stort råderum i skrøbelige, svage og ustabile stater, hvis autoritære ideologier ikke tillader religionsfrihed.
En frihed vi ofte betragter som en selvfølge, og derfor kan forfølgelse af kristne og andre religiøse minoriteter forekomme os fremmed og uvedkommende.
Men den, der kun passivt betragter uden at gøre noget, dømmes også af Jesus ord i dagens tekst.
Den sultne, vi ikke giver noget at spise.
Den tørstige, vi ikke giver noget at drikke.
Den fremmede, vi ikke tager imod.
Den nøgne, vi ikke giver tøj.
Den syge, vi ikke behandler.
Den fængslede, vi ikke besøger.
Vi dømmes ikke kun for vores handlinger. Vi dømmes også for vores manglende handlinger. Den, der passivt accepterer ondskaben, er lige så involveret i den som gerningsmanden.
Eller som præsten og borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King formulerede det:
”Den, der accepterer ondskab uden at protestere imod den, samarbejder i virkeligheden med den.”
Men hvad kan vi gøre, os, der bor i et trygt land?
Mange fyldes sikkert som jeg med en følelse af afsky, væmmelse og magtesløshed, når vi via medierne bliver vidne til ondskaben. Eller endnu værre, når vi ved, at grusomheder går under radaren i medierne, fordi andre konflikter har indtaget rampelyset, så forfulgte, sårbare og udsatte mennesker glemmes af dagspressen.
Hvad kan du og jeg så gøre?
Når mennesker bliver forfulgt, er vores urinstinkt at slå igen. Det onde kalder det onde frem i os.
Jeg havde for nyligt fornøjelsen af at være vært for et møde i en civilsamfundsorganisation, Resam – en sammentrækning af ordene ”religion og samfund”. Her mødes gejstlige ledere fra kristne, jødiske og muslimske trossamfund i Danmark ud fra den grundtanke, at der er mere, der samler os, end skiller os.
Under mødet fik jødernes overrabbiner, Jair Melchior en sms, som han viste mig, hvori der stod:
”Død over alle jøder. Holocaust har aldrig eksisteret.
Jeg ønsker, der kommer en ny Hitler, der udrydder jer alle.”
”Det er da vist en modsigelse” sagde han med et smil.
Det tog nogle sekunder, inden jeg fangede det selvmodsigende i at være holocaustfornægter og samtidig ønske sig en ny Hitler til at udrydde jøderne.
”Han skal inviteres på en kop kaffe og en snak,” fortsatte overrabbineren.
Når vi møder ondskab hos andre, er det såre menneskeligt, at det vækker de mørke kræfter i os selv. Hævn. Gengældelse. Øje for øje. Tand for tand.
Men på den måde ender hele menneskeheden med at blive både blinde og tandløse, som Mahatma Gandhi engang sagde.
Men hvad er alternativet, kan vi spørge?
Hvad kan vi gøre, når vi er vidne til de uhyrligheder, der bliver begået rundt om i verdenen? Når vores mindste brødre og søstre trædes under fode?
Vi kan samarbejde med Gud! Og samarbejde gør vi, når vi bliver stillet overfor mennesker, der vil andre det ondt, møder de mørke kræfter med en åben invitation til dialog. Det er ikke kun i krigszoner og i skrøbelige stater, at mørket har magt – det findes også lige her hos os.
Og så kan vi bede – ikke mindst – som vi gør i dag. Bede for dem, der er forfulgte på grund af deres tro. Vi kan samle penge ind, sende dem hilsner og huske dem. Det gør en verden til forskel at vide, at man ikke er glemt.
Men vi kan også bede for dem, der forfølger. Bede for, at lyset må overvinde deres indre mørke. For det eneste, der kan overvinde de mørke kræfter, er lyset.
Det er en gammel og brugt metafor, at når døren til et mørkekammer åbnes, så er det ikke mørket, der strømmer ud i lyset, men lyset, der strømmer ind i mørket og oplyser det. Mødet med lyset, er den største trussel for mørket.
Og vi kan være med til at tænde lys, når vi beder. Bønnen er Vorherres projektør, der rettes mod mørket. Intet ondt kan tåle at blive oplyst af Guds spotlight. Derfor er vi samlet her i Domkirken i dag i forbøn – for at vi alle kan være en del af den store projektør.
Som sagt, er vores liv er spændt ud i kampen mellem det gode og det onde, mellem lyset og mørket, og vi skal hele tiden vælge, hvilken magt vi vil tjene. Det er op til os selv.
Jeg vil derfor afslutningsvis læse et lidt længere digt af salmeforfatteren,
Iben Krogsdal (red.”Midt i mysteriet”, Syng nyt, 2023) om kampen mellem lys og mørke, så I selv kan afgøre, hvilken magt, I tjener.
Så læn jer tilbage, luk eventuelt øjnene og lyt:
Der findes to stormende kræfter i verden,
de kæmper for liv og de kæmper for død,
de kæmper i tusinde flygtige former,
i alt du fik givet og alt du fortrød.
Den mørke magt kysser dit ansigt på scenen,
og lover dig ungdommens evige brus,
og peger på alt, du har brug for at eje,
og priser dit navn i sekundernes hus.
Den lyse magt hvisker, at alt skal du tabe,
og hvisker: din tid under solen er talt,
og beder dig elske fra livet til døden,
og beder dig tåle og udholde alt.
Den mørke magt giver dig dunkende længsel,
og viser dig alt, hvad de andre har smagt,
og viser dig alt, hvad de andre har fået,
og fylder dit indre med sult efter magt.
Den lyse magt giver dig nogen at elske,
men lover dig tårer og afmagt og savn,
og minder dig om, at en dag må du knæle,
ved gravstenen foran din elskedes navn.
Den mørke magt fylder dit øje med løgne,
der vokser, som riger jo mere du ser,
og frister dig: Afsky den næste på vejen,
der rækker dig hånden og ved hvem du er.
Den lyse magt klæder dig nøgen i verden,
og lader dig ofre og ofre dig selv,
og lader dig hænge på korset og græde,
et sårbart og ensomt og angstfuldt farvel.
Den mørke magt siger: Du får, hvad du tager,
og fylder dit øje med nye behov,
og hvæser i øret: Gå ud for at jage,
din magt er min vilje. Jeg giver dig lov.
Den lyse magt siger: Du får, hvad du mister,
og beder dig, give dig inderligt hen
og tabe det hele i strømme af tårer
og tro som et barn, du vil få det igen.
Så lever vi her under stormende kræfter,
men yderst i tiden skal lyde et kom,
så åbner en himmel, vi aldrig skal fatte
sin dybeste gåde: at døden er tom.
Amen
