Prædiken til julesøndag 2020

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon;
han var retfærdig og from og ventede Israels trøst.

Helligånden var over ham,
og den havde åbenbaret for ham,
at han ikke skulle se døden,
før han havde set Herrens salvede.

Tilskyndet af Ånden kom han til templet,
og da forældrene kom ind med barnet Jesus
for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven,
tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.

Hans far og mor undrede sig
over det, der blev sagt om ham.
Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor:

»Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges
– ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge
– for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«

Der var også en profetinde ved navn Anna,
en datter af Fanuel, af Ashers stamme.

Hun var højt oppe i årene;
som ung jomfru var hun blevet gift
og havde levet syv år med sin mand,
og hun var nu en enke på fireogfirs.

Hun forlod aldrig templet,
men tjente Gud nat og dag med faste og bøn.
Hun trådte frem i samme stund,
priste Gud og talte om barnet til alle,
der ventede Jerusalems forløsning.

Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret.

Og drengen voksede op,
blev stærk og fyldt med visdom,
og Guds nåde var over ham.

Luk. 2,25-40

Vendepunkt!

Vi befinder os midt i vinterens mørke ved vendepunktet, hvor lyset langsomt begynder at vende tilbage.

Ordet ”vendepunkt” går igen i morgenens nyhedsstrøm:

”Vendepunkt i virusbekæmpelsen, vaccinen er på vej ud i landet”, og ”Den første dansker er nu vaccineret”.

Vi befinder os midt i en sundhedskrise – det ved vi alle.

Men ikke alle ved, at ordet ”krise” stammer fra det græske ord ”krisis”, der betegner et vendepunkt i en problematisk situation.

Hvis der var nogen, der troede, at vi var herre i eget hus,

så har et lille virus i 2020 lært os, at det ikke er tilfældet.

Siden den 11. marts har vi måned for måned, uge for uge, dag for dag, ja selv time for time lagt planer,

som i sidste øjeblik er blevet ændret eller helt aflyst.

Julefrokoster, nytårsaftener, bryllupper, konfirmationer, fødselsdage, ja også Dronningens 80 års fødselsdag, markeringen af 100-året for genforeningen og fejringen af 75-året for befrielsen.

Og nu også i 11. time kirkernes julegudstjenester,

hvor vi hører om Jesu fødsel, der er hele grundlaget for, at vi fejrer jul, og som er kirkens grundvold.

Så nu står jeg så her i en kirke uden menighed – eller rettere, det er jer hjemme ved radioen, der er menighed i dag.  Vi er fysisk adskilte, men bundet sammen i ånden.

Det er overordentligt trist for os alle, at vi ikke har kunnet samles i kirkerne i denne jul.

Men samtidig vækker det også min ydmyghed.
For her står hele jordens befolkning over for noget, der er så småt, at vi end ikke kan se det med det blotte øje, men som alligevel sætter dagsordenen for en hel verden.

Alle er vi blevet tvunget til at ændre adfærd, og jeg gætter på, at vi er mange, der aldrig glemmer denne underlige jul, og dette Herrens år 2020, hvor intet blev, som vi planlagde.

En politisk kommentator ved en af landets store aviser skrev engang, at det et af de største bedrag, at vælgerne tror, at magthaverne styrer verdens gang, og at magthaverne lader vælgerne tro, at de vitterligt har magten til at styre verden.

Det er et gensidigt bedrag, for verden er styret af langt større kræfter, eller strømme, som intet menneske kan styre. Vi kan kun reagere herpå.

Det er måske den samme erfaring, som en statsleder engang gav udtryk for, da han sagde: ”Jo mere magt man har, jo mere afmægtig erfarer man, at man er.”

Alle, også magtfulde politikere, er underlagt stærkere kræfter, og i året 2020 blev det et lille coronavirus, der spændte verden for sin vogn.

Vi har lukket landet ned, åbnet op, og har lukket ned igen. Folk er blevet sendt hjem fra arbejde, er mødt ind igen, for så atter at blive sendt hjem.

Der er sendt indbydelser ud, købt stort ind i restauranterne, der er arrangeret koncerter og konferencer, der er trykt programmer, og i kirkerne har man pyntet smukt op til jul, præster over hele landet har skrevet juleprædikener, og organister og kor har øvet sig.

Jeg tror, at vi er mange, der efterhånden er helt udmattede af at planlægge, udskyde og aflyse, alt imens vi spritter hænder, holder fysisk afstand og bruger visir og mundbind. Jo, 2020 har vist os alle, at det ikke er magthaverne, der har magten.

Når jeg færdes på steder, hvor der skal bæres mundbind,

er jeg også godt træt af ikke rigtig at kunne se ordentligt.

Når jeg har briller på, kan jeg ikke se, fordi brillerne dugger, og når jeg tager brillerne af, kan jeg ikke læse tekster med små bogstaver. 

For synet svækkes med alderen. Øjets linse mister sin elasticitet og evnen til at krumme sig, så øjet ikke kan stille skarpt. Vi kalder det gammelmandssyn.

Det kommer med årene, og derfor følger læsebrillerne også med alderen. Men selvom øjnene med alderen ser dårligere, så kan synet på anden vis blive bedre.

Jeg tænker, at vi alle har mødt gamle mennesker, der ganske vist ser dårligt, men som alligevel kan se lige igennem en.

De har set og oplevet mangt og meget i deres liv, og de har lært af deres erfaringer.

De ved, hvad der betyder noget i tilværelsen, og ved lige nøjagtigt hvad, der har formet dem og historiens gang.

Vi kalder det klarsyn!

Og det har intet med øjets beskaffenhed at gøre, men med åndens beskaffenhed at gøre.

Klarsyn er øjne, der klart ser igennem alt det overflødige.
Øjne, som gennemskuer alle falske løfter og bedrag.
Øjne, der ikke lader sig forføre af magt og berømthed, men ser det mest værdifulde i det allermest sårbare.

Det er øjne, der typisk tilhører gamle og prøvede mennesker, der har samlet livsvisdom i deres hjerter, og som ser, hvem der er livets egentlige Herre.

Ikke de politikere og magthavere, som rampelyset og omverdens blikke er rettede imod.

Nej de øjne ser livets sande Herre, som er kærligheden.
Og kærlighedens magt udfoldes altid i afmagt.
De kærlige øjne dømmer ikke.
De ser muligheder i medmennesket frem for fejl, og de kærlige øjne kan smelte forsvarsparaderne, så et lukket hjerte kan åbnes. Har man en gang kigget ind i sådan et par kærlige øjne, så husker man dem for altid.

Det kan være vendepunktet for den enkelte at se ind i øjne, hvor man ved sig elsket.

Sådan nogle kærlige og vise øjne havde de gamle mennesker, som vi hører om i dag, Simeon og Anna.

De var fysisk svækkede, men åndeligt vakte og modtagelige for den frekvens, som Helligånden sender på.

Simeon var en gammel og troende mand, klar til at dø. Han manglede kun én ting, inden han med sjælefred kunne lukke sine gamle øjne – at se den frelse, som Gud havde beredt for alle folk.

Tilskyndet af Helligånden gik han derfor til templet.

I templet opholdt Anna på 84 år sig. Hun havde kun været gift i 7 år, inden hendes mand døde, og de følgende 50-60 år havde hun viet sit liv til at tjene Gud.

Det var jødisk tradition at komme til templet med familiens førstefødte, så de to gamle mennesker må have været vant til at se det vrimle med børnefamilier fra hele landet.

Normalt et leben uden lige af tilrejsende og trætte forældre med larmende og grædende småbørn.

Men denne dag blev et vendepunkt for dem. Midt i alt hurlumhejet var de to gamle i stand til at se det, der virkelig betyder noget i livet. I deres klarsyn så de verdens sande Herre i et lille og sårbart barn i favnen på sin mor.

Vi, der lever her 2000 år senere, hvor en tredjedel af jordens befolkning fejrer Jesu fødsel, ved godt, at Josef, Maria og barnet ikke var en hvilken som helst lille familie. Men dengang var der ingen, der vidste det.

Der var ikke bygget kirker.
Der var ingen, der fejrede jul.
Der var ikke lavet julekrybber.
Der var ingen, der digtede julesalmer om Jesusbarnet.
For ingen kendte på det tidspunkt barnets historie.

Selv ikke Maria og Josef var klar over, at Guds kærlighed blev sendt til verden i deres barn, og at Gudsrigets glæde fra da ville være sårbart til stede og kunne erfares hos enhver i tro og i håb.

De to gamle havde tro og håb sammen med alderdommens og åndens klarsyn, og derfor så de straks i barnet Guds inkarnerede kærlighed.

Og Simeon tog barnet i sin favn og sagde de berømte ord: 

”Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk.”

Og Simeon velsignede den lille familie.

Nu kunne han med sindsro lukke sine trætte øjne for altid, for nu havde han set den frelse, der var for hele verden – Guds kærlighed brød igennem, og det blev historiens vendepunkt – et år nul.

I morges da jeg kørte her til kirken, så jeg lyset bryde igennem som en ildrød kugle i horisonten. Vendepunktet i vinterens mørke. Lyset, der altid bryder igennem på ny – og bryder ind i formørkede sind og lukkede hjerter.

Gudsrigets glæde, der er sårbart til stede i tro og i håb.

Og det er vores tro og håb, at vi altid allerede er favnet af Guds kærlighed. For Guds fødsel er vendepunktet i verdenshistorien.

Og herfor kan vi kun sige:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

Kirkebøn

Vi takker dig, Gud, for livet, du har skænket os;
for den verden, vi lever i, og for de mennesker, vi holder af – og dem som holder os ud.

Tak fordi vores liv ikke afhænger af vores egen magt, men i sidste ende hviler på din kærlige magt.

Tak fordi du til stadighed kommer til os, og berører os med dit ord,

åbner vore ører og øjne, nærer troen, og viser os, hvordan vi skal være over for hinanden.

Indgyd os styrke og mod, så vi tager ansvar og er, som du vil, at vi skal være.

Giv os muligheden for at tilgive, selvom vi er trodsige.

Giv os modet til at være ydmyge, selvom vi er bange.

Giv os troen på, at vi er værdifulde, selvom vi kun alt for godt ved, at vi er fulde af fejl.

Så vi med et åbent sind kan tage imod din kærlighed.

Værn om vores sundhedspersonale, og vær hos den, der er syg, lider eller sørger, og hos den der er bitter, udmattet og modløs.

Værn om det enkelte liv og fællesskabet under pandemien, både her i Danmark og over hele verden.

Og lad den, for hvem døden er nær, mærke din omsorg, dit nærvær og din kærlighed.

Velsign vort land og alle, der opholder sig her, Dronningen, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, og hele det kongelige hus, regeringen, Folketinget, domstolene og sundhedsmyndighederne og giv dem og alle os, at vi må gøre din vilje.

Nedbryd falske fjendebilleder og fordomme.
Skab vilje til fred, dialog og forsoning, overalt hvor der findes had, fanatisme og krig i den store verden og i de små hjem.

Styrk og bevar din kirke og alle os i den. Gør os til et åbent, levende og givende fællesskab. Både her i Maribo Domkirke, hjemme ved radioen og ud over hele din verden.

Og værn om vores familie og venner, og alle dem, som står os nær.

(Og her kan vi hver især i stilhed formulere vores egen bøn)

Gud hør vor bøn og giv os alle din nåde, fred og velsignelse.

Amen.