Prædiken i Sankt Nikolai Kirke i Nakskov den 25. september 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham.  

Hun havde en søster, som hed Maria;  
hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord.  

Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham.  
Hun kom hen og sagde:  
»Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig?  
Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.«  

Men Herren svarede hende:  
»Martha, Martha!  
Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting.  
Men ét er fornødent.  
Maria har valgt den gode del,  
og den skal ikke tages fra hende.«  

Luk. 10,38-42 
 

Det handler om at prioritere. 
For døren til Gudsrige åbnes og lukkes. 

Martha åbner døren for Jesus,  
Og han åbner døren til Gudsriget for dem,  
der lytter til ham. 

Han fortæller og tryllebinder alle med sine ord. 
Man føler sig set, elsket og værdsat i hans selskab. 
Oplever det som om, man allerede er midt i Gudsriget,  
hvor vi alle er forbundet i kærligheden. 

Her er lys, glæde og den evige boblende livslyst  
og samhørighed med andre. 
Her er ingen uden for. Alle er inde i varmen. 
I hans selskab forstår man, mærker man, erfarer man,  
at vi alle hører til i Gudsriget.  
Og her ophører alle begær, længsler  
og sjælens evige rastløse søgen. 

Her midt i stuen er det ene fornødne,  
som alle mennesker har brug for – også mig og jer,  
der er her i kirken i dag. 

Maria fornemmer det intuitivt,  
mens hun sidder ved Jesu fødder og lytter. 
Hun glemmer tid og sted og forsvinder ind i den verden, som Jesus taler om. 


Også i vores liv åbnes døren til Gudsrige,  
Som for eksempel når små børn kommer ind i vores liv. 
De kalder på nærvær, på omsorg og på opmærksomhed. 
De vil lege, vil fjolle og vil prøve grænser. 
De vil nusses med, læses for og udfordre os. 

De vil samvær, samhørighed og elskes af deres voksne, også når de er trætte, urimelige og umulige. 
De vil dybest set kærligheden, være i den og favnes af den. 
Men hvad vil vi? 

Hvordan prioriterer vi? 
Når de vil på legepladsen? I Lalandia? Eller i biffen? 
Med næsen i mobilen eller klinet foran skærmen  
eller med hovedet gemt i bunker af bøger, tøj eller ting svarer vi måske lidt åndsfraværende – åh ikke lige nu.  
Jeg har ikke tid – jeg skal liiiige …..  
som Alfons Åbergs far sagde gemt bag avisen. 

På et tidspunkt lægger vi mobilen, slukker computeren eller rejser os fra bunkerne af bøger, tøj eller ting  
og kigger efter de små børn, som vi synes,  
lige er kommet ind ad døren i vores liv,  
imens vi siger, nu har jeg tid! 
Jeg er gået på pension, og kan ikke længere læse eller lave praktisk arbejde, fordi jeg har ondt i ryggen, gigt i mine hænder, dårligt syn og hørelse – så nu har jeg tid.  

Men børnene er for længst væk og borte,  
og døren til Gudsriget er lukket. 
Det handler om at prioritere det ene fornødne, mens tid er. 
Det kan også være døren til kærlighedslivet, der går op,  
og den elskede træder ind på scenen i vores liv. 
Vi går hånd i hånd. 
Ser hinanden dybt i øjnene. 
Ser en solopgang eller en solnedgang. 
Mærker sandet imellem tæerne  
og hører bølgernes skvulpen i vandkanten. 

Vi mærker samhørigheden, og sukker dybt af lykke:  
her hører jeg til.  
Her er der endelig én, der kan rumme mig, som jeg er. 
I forelskelsens forår er alt muligt. 

Og forår bliver til sommer og efterår,  
og den elskede viser sig kun at være et menneske  
med fejl og mangler som en selv.  
Livets vinter kan være grå, våd og kold.  
Og rynker og deller kommer til,  
imens man umærkeligt bliver hinandens vane. 

Hverdagen sætter sig som et fedtskeder på hjertet,  
så man ikke længere mærker,  
hvor højt man i grunden elsker den anden,  
og hvor betydningsfuld og værdifuld den anden er,  
lige ind til den dag, hvor en bilist kører i den forkerte side af vejen, en celle muterer eller et blodkar springer –  
og så er det for sent. 

Døren til Gudsriget åbnes og lukkes  
– og det handler om at prioritere det ene fornødne,  
mens tid er. 
Martha slider og slæber i køkkenet. 
Det er en helt særlig gæst, der er kommet på besøg i dag. 
Han fortjener en helt specielt service,  
de bedste råvarer, det bedste brød og den bedste vin. 

Hun skramler med potter og pander,  
så Maria kan høre, at hun er i gang. 
Men hvorfor kommer hun dog ikke og hjælper til i køkkenet? 
Martha hakker og snitter, tørrer svenden af panden  
og kigger forgæves efter sin søster.  

Men Maria sidder bare der ved hans fødder  
og kigger med åben mund og et henført blik på Jesus  
og glemmer alt andet, imens hun forsvinder ind ad den dør,  
hans ord åbner for hende. 
Hun har kun blik for dette ene fornødne,  
Gudsrige, som Jesus taler om,  
hvor alle mennesker elsker Gud og deres næste som sig selv – ja selv, deres fjender! 

I Gudsriget er der ingen energikrise i Europa,  
ingen krig i Ukraine, 
ingen hungersnød på Afrikas Horn,  
ingen forfølgelser af mennesker i verden  
på grund af deres tro, race eller køn. 
I Gudsriget er der ingen, der udnytter andre.  
Ingen, der undertrykker andre.  
Ingen, der misbruger andre  
– for alle er Guds elskede børn,  
der virker sammen til alle bedste. 
I Gudsrige gør alle, alt hvad man kan  
for at hjælpe hinanden. 
Man bærer hinandens byrder. 
Man bærer over med hinanden og tilgiver hinanden,  
hvis den ene har noget at sige den anden på. 
Man ser på hinanden med forståelse og velvilje,  
med mildhed og accept,  
med tålmodighed og kærlighed– 
for alle er man forbundet med hinanden i Gudsriget. 

Maria hænger ved Jesu læber. 
Ordene, der kommer ud af hans mund,  
skaber den verden, det Guds rige, som han taler om,  
og i den verden er hun,  
lige indtil hun hører sin søsters skingre stemme skære igennem stuen: 

”Herre, er du ligeglad med,  
at min søster lader mig være alene om at sørge for dig?  
Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.” 

Men Jesus ser med overbærenhed og et kærligt blik,  
og svarer ”Martha, Martha!  
Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting.  
Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del,  
og den skal ikke tages fra hende.” 

For døren til Gudsriget åbnes og lukkes  
– og det handler om at prioritere det ene fornødne,  
mens tid er. 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,  
Fader, Søn og Helligånd,  
du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse,  
nu og i al evighed. Amen