Marianne Gaardens fødselsdagsprædiken

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:  

Jesus sagde:  
»Med Guds rige er det ligesom med en mand,  
der har tilsået jorden;  
han sover og står op, nat og dag,  
og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan.  

Af sig selv giver jorden afgrøde,  
først strå, så aks, så fuld kerne i akset.  

Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.«  

Og han sagde:  
»Hvad skal vi sammenligne Guds rige med?  
Hvilken lignelse skal vi bruge om det?  

Det er ligesom et sennepsfrø:  
Når det kommer i jorden,  
er det mindre end alle andre frø på jorden,  
men når det er sået,  
vokser det op og bliver større end alle andre planter  
og får store grene,  
så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.« 

Markus 4,26-32 


Personligt kunne jeg godt have ønsket mig høj flot solskin og klart vejr i dag af hensyn til alle dem,  der har fødselsdag – men det bestemmer jeg jo ikke. 
For udenfor er det gråt, vådt og klamt. 
I haven er den fugtige jord dækket af de rådne blade, 
græsplænen svupper, så mine træsko hænger fast. 

Vejene er hullede og fyldte af vandpytter. 
Søer og grøftekanter er oversvømmede. 
Og marker er dækket af vand. 
Måske forårets såsæd er druknet? 

Indrømmet – længes jeg denne vinter. 
Længes efter smukkere vintervejr. 
Længtes efter positive nyheder om klimaet. 
Længes efter en stærkere fællesskabsfølelse i verden. 
Længes efter ansvarlighed på tværs af alle skel.  
Længtes efter at høre om fredsforhandlinger. 
Længes efter et økosystem i balance. 
Længes efter fuglesang i trætoppene. 
Længes efter solens varme og forårets komme. 

Men jeg ved, at i jordens vækstlag er der grøde. 
Løgplanter og frø spirer og gror.  
I går fandt jeg en lille hvid spire,  
der er vokset frem på en brun kastanje,  
der var godt trådt ned i den mudrede græsplæne. 

De rådne blade er en lækkerbisken for bænkebidere, tusindben, larver og orme. Og regnormene er en lækkerbisken for de store havmåger, der lystigt tramper dem op af jorden,  og morsomt ser det ud, når de stepper rundt på plænen. 

Under de visne blade har vintergækker og erantis langsomt arbejdet sig opad igennem den fugtige jord. De er brudt igennem overfladen og vil snart pryde den mørke jord med deres hvide og gule farver. 

Og selvom jeg længes, kan jeg ikke gå ud og trække i de små blomster for at få dem til at gro hurtigere. 
Der er ikke andet at gøre end at vente  
– vente på forårets komme. 
For foråret kommer helt af sig selv. 

Det samme gælder Guds rige,  
som dagens evangelium handler om.  
Også det vokser af sig selv. 

Jesus sammenligner Guds rige med et lille sennepsfrø. 
Sennepsfrøet var et ukrudtsfrø i datidens Palæstina –  
lidt a la hyld eller hybenroser på vores breddegrader.  

Et lillebitte frø, der vokser og bliver større end mange andre planter, og når det først har fået fat,  så breder planten sig og er så godt som umulig at udrydde. Den vokser af sig selv – uden menneskelig indsats. 

Jesus sammenligner også Guds rige med landmanden,  
der tilsår jorden, der giver afgrøde af sig selv,  
alt imens landmanden sover.  
Kornet ville heller ikke vokse hurtigere af,  
at landmanden stod op om natten og trak i stråene. 

Gudsriget vokser ene og alene, fordi frøet er sået –  
og mon ikke frøet i lignelsen er et billede på troen? 
Jesus bruger nemlig andre gange sennepsfrøet som et billede på troen.  

Hvis disciplene bare havde haft  ”tro som et sennepsfrø", siger han, så ville kunne de flytte bjerge og træer  
– underforstået, at det havde de ikke! 
Alligevel er det disciplene, den lille skare af tvivlere, der stak halen mellem benene og stak af, da Jesus blev korsfæstet, der blev den kristne kirkes begyndelse. 
For lidt af Jesu forkyndelse havde de hørt og forstået,  
og et lille trosfrø var der plantet i dem.  

Efter 100 år var der ca. 7.500 kristustroende i verden,  
og i dag 2000 år senere er 2,4 milliarder, ca. en tredjedel af jordens befolkning, kristne. 

Troen på Kristus er som et lille frø, der på en lun forårsdag bryder igennem jordskorpen, og sætter grønne skud. 
Troen, der som det mindste lille frø har det største vækstpotentiale og en iboende guddommelig kraft til at vokse, gennemtrænge og transformere alt liv.  

Det mindste og mest ubetydelige bliver til det største. 
Sådan er Guds rige – det vokser og gror af sig selv – 
uden vi kan styre det eller kontrollere det. 
For når først frøet er sået i jorden, så vokser Guds rige. 
Det afhænger ikke af os – selvom vi i vores fortravlede hverdag kan bilde os ind, at alt i livet afhænger af os!  
Af vores præstationer, vores gøren, laden og likes eller hvor mange følgere, vi kan få på de sociale medier. 

Men skal vi så slet ikke gøre noget, kan man spørge? 
Løbe hurtigere, udrette mere eller optimere vores indsats? 

Det korte svar er nej!  
Vi skal ikke gøre noget – det er Gud, der gør!  
Det er Gud, der får det lille trosfrø til at spire og gro. 
Men som jorden tager imod frøet, så det gror,  
skal vi også tage imod, så troen kan vokse i os,  
og Guds rige vokser frem af sig selv. 

Men så lyder Guds rige jo lidt som en sovepude,  
som vi kan sove tornerosesøvn på,  
alt imens israelske gidsler holdes fanget på fjerde måned, og tusindvis af børn dør i Gaza,  russiske unge mænd sendes til fronten som kanonføde,  
og ukrainske familier fryser ihjel i sønderbombede byer,  
og imens mennesker fører krig, smelter isen ved polerne  
og kloden bliver varmere og varmere.  

Og skulle vi så ikke gøre andet end læne os tilbage og venter på Guds rige!  
Er det virkelig det, som Jesus mener?  
Nej – selvfølgelig ikke! 
Denne forståelse af gudsriget som en sovepude er med god grund blevet kritiseret mange gange i løbet af historien.  
For hvis forestillingen om Guds rige luller os i søvn,  
så vi ignorerer vores medmenneskers lidelse og behov,  
og vi kun er optagede af os selv og vores egen frelse,  
så strider det helt grundlæggende imod Jesu budskab om,  
at vi skal elske Gud og vores næste som os selv.  

Guds rige og vores medmenneskers ve og vel  
kan ikke adskilles.  
Når vi er åbne og modtagelige for Guds rige,  
så er vi også åbne og modtagelige for vores medmenneskers lidelse og behov.  

Gud har netop nedlagt troen i vores hjerte,  
så vi længes efter en verden i fred og harmoni. 
Og det er netop troen på og længslen efter Guds rige,  
der motiver os til at kæmpe for lighed og retfærdighed.  

Måske husker I Martin Luther King, den amerikanske præst og borgerrettighedsforkæmpers verdensberømte tale: ”I have a dream”  
Hans drøm om en bedre og mere retfærdig verden, 
var netop båret af troen på gudsriget, og han refererede til  
forestillingen om Guds rige fra Esajas-teksten i Det Gamle Testamente, som vi også har hørt i dag. 

Det er også forestillingen om Gudsriget i Esajas,  
som Jesus bygger på, men han udvider forståelsen ved at sige, ”at Guds rige er midt iblandt jer”. 
Den græske tekst kan endda oversættes til, at ’Guds rige er midt inde i jer’.

Så Guds rige er ikke et geografisk afgrænset område som for eksempel kongeriget Danmark – eller Lolland-Falster. Men hvad er Guds rige så? 

En præst overraskede engang sine gæster  
ved at spørge dem: ”Hvor bor Gud?” 
Gæsterne grinede højlydt og muntrede sig over hans spørgsmål og sagde, ”og det spørger du om! Du må jo have styr på det der med Guds rige.” 
Så svarede præsten selv på spørgsmålet.  
Gud bor dér, hvor Gud bliver lukket ind. 

Forudsætningen for at vi kan lukke Gud ind er,  
at vi er åndsnærværende og hjemme hos os selv, 
når der bankes på døren til vores hjertekammer. 

Det er aldrig til at forudse, endsige planlægge,  hvornår Gud banker på døren. Når Gudsriget er midt iblandt os, kan det både være en sindstilstand og en social sammenhæng, hvor vi retter vores opmærksomhed mod andre og glemmer os selv. 

Guds rige kan erfares som små glimt af fylde og intensiveret nærvær, og tillad mig i dagens anledning at dele mine personlige oplevelser af sådanne små glimt. 

Det er latterbrølet, der møder mig på vej op ad trappen til frokoststuen, hvor en ny medarbejder netop har fortalt, at bageren i Nysted allerede har fyldt posen op med det brød, han ved, medarbejder er på vej ind i butikken for at købe. 

Det er det konstruktive møde med provster og stiftspersonale, hvor kollegial og faglig sparring belyser en kompleks situation, så forskellige aspekter og nye muligheder dukker op.  

Det er en søndag morgen, hvor en lille skare samler sig på kirkebænken for at fejre gudstjeneste i smukke rammer, som menighedsrådet stolt viser frem. 

Det er præsten, der har vredet sin hjerne og har gransket sit hjerte i mødet med dagens prædikentekst. 

Det er kirkemusikken og salmerne, der kan åbne døren til det indre hjertekammer. 
”I vores familie har vi alle kirkeallergi”, sagde en kvinde engang til mig. ”Ja, vi får alle vand i øjnene, når vi hører orglets brusen og synger med på de kendte salmer.” 

Mon ikke vi er flere, der kender fornemmelsen af at blive overvældet af en salme eller et stykke musik, så en Kleenex diskret må trækkes frem. 

Eller det er, når træskoene hænger fast i en våd græsplæne,  
som mågerne lystigt tramper på,  
og hvor erantis og vintergækker titter frem af jorden,  
og en spisekastanje er begyndt at spire. 

Det er sådanne små øjeblikke af mening og glæde,  
der fæstner sig i bevidstheden som spor af Guds rige  
– jeg har mine små glimt, og I har jeres. 

Vores opgave er at tage imod, så vokser Gudsriget,  
som frøet, der spirer i jorden, helt af sig selv. 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,  
som det var i begyndelsen,  
således også nu og altid og i al evighed. 
Amen 


Kirkebøn  
Vi takker dig, himmelske far,  
for livet, du har givet os, 
og for troen, du har plantet i os, 
og for dit rige, du lader vokse frem iblandt os. 

Tak fordi du til stadighed kommer til os  
og med dine ord, skaber sammenhæng og ny mening,  
vækker os af vor søvn, vækker vort håb og  
giver nærig til vores tro. 

Giv os modet til at være trofaste, 
  selv om vi er bange. 
Giv os troen på, at lyset altid vil sejre til sidst,  
  selv om vi i perioder kun kan se mørket. 
Giv os frimodigheden til at lade os føre af livets strøm,  
 så vores tro kan vokse til glæde for andre. 
Vær hos den, der lider, sørger og er bange. 
Hos den der er bitter, udmattet og modløs. 
Og lad den, for hvem døden er nær, mærke  
din omsorg, dit nærvær og din kærlighed. 

Nedbryd falske fjendebilleder og fordomme.  
Skab vilje til fred, dialog og forsoning, 
overalt hvor der findes had, fanatisme og krig  
i den store verden og i de små hjem. 

Lær os alle, at forsoning og ikke hævn er den eneste gangbare fremtid for menneskeheden. 
Særligt beder vi for freden i Ukraine, Gaza og andre steder, hvor krigen lige nu raser. 
Vi beder for vort land, og alle, der opholder sig her,  
og for Kong Frederik og hele den kongelige familie. 
Vær med regeringen, folketinget og domstolene, 
og alle, der har fået magt og indflydelse betroet. 

Lad din ånd strømme igennem din kirke  
og alle os i den.  
Gør os til et åbent, levende og givende fællesskab. 
Både her i Maribo Domkirke og ud over hele din verden. 

Værn om vores familie og venner,  
og alle dem, som står os nær. 

Lad os et øjeblik være stille sammen og bede for dem,  
vi holder af, dem vi savner og alle dem,  
der har brug for vores forbøn. (Stilhed) 

Herre hør vor bøn og  
giv os alle din nåde, fred og velsignelse.  
Amen