Prædiken i Maribo Domkirke juledag 2022
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Og det skete i de dage,
at der udgik en befaling fra kejser Augustus
om at holde folketælling i hele verden.
Det var den første folketælling,
mens Kvirinius var statholder i Syrien.
Og alle drog hen for at lade sig indskrive,
hver til sin by.
Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa,
til Davids by, som hedder Betlehem,
fordi han var af Davids hus og slægt,
for at lade sig indskrive sammen med Maria,
sin forlovede, som ventede et barn.
Og mens de var dér,
kom tiden, da hun skulle føde;
og hun fødte sin søn, den førstefødte,
og svøbte ham og lagde ham i en krybbe,
for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder,
som lå ude på marken og holdt nattevagt
over deres hjord.
Da stod Herrens engel for dem,
og Herrens herlighed strålede om dem,
og de blev grebet af stor frygt.
Men englen sagde til dem: »Frygt ikke!
Se, jeg forkynder jer en stor glæde,
som skal være for hele folket:
I dag er der født jer en frelser i Davids by;
han er Kristus, Herren.
Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«
Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
Luk 2,1-14
Hvert eneste øjeblik rummer muligheden for
en ny begyndelse.
I har netop deltaget i en ny begyndelse.
En ny julesalme.
Teksten er skrevet af en af stiftets præster,
Henrik Gade Jensen i Rudbjerg pastorat på Vestlolland.
Omkvædet, der henviser til Jesu fødsel, lyder:
”Nu er verden en anden, alting nyt, alting nyt.
Nu er verden en anden, alting nyt.”
Salmen hedder År nul, overskriften for en ny begyndelse.
For den største af alle begyndelser skete i de dage for godt 2000 år siden, da Gud kom til verden for at leve
som et menneske og iblandt os mennesker.
Det var år nul og en ny æra begyndte for menneskeheden.
Men på forunderlig vis var det også en ny begyndelse for Gud. Gud har aldrig nogen sinde har haft en begyndelse og vil heller aldrig få en afslutning.
For Gud er evig og kan ikke begrænses af tid og rum.
Gud er altid større, end vi mennesker kan begribe.
Men med Jesu fødsel begyndte Gud noget nyt.
Gud begyndte at leve et menneskeliv med alt,
hvad det indebærer af sorger og glæder og til sidst døden.
Mange mennesker spørger i dag, hvad har det med mit liv at gøre? Hvad betyder det for mig?
Hvilken relevans har det, der skete for mere end 2000 år siden for os, der lever i dag?
Svaret kan kun du selv finde.
Så jeg vil også prøve noget nyt i år, hvor I vil få tid til at reflekterer over jeres svar under min juleprædiken,
alt imens domorganisten spiller et lille stykke musik.
Som I hørte Paulus fortælle, gav Jesus afkald på sin guddommelighed og tog en tjeners skikkelse på sig
for at blive som mennesker. Han gav afkald på det hele og hans vandring begyndte i en stald i Betlehem.
I original teksten på græsk står der, at Jesus tømte sig for helt og fuldt at kunne leve et menneskeliv.
Lukas fortæller efter fødselsberetningen,
at Jesus voksede op og voksede i visdom og indsigt.
Gud selv kender verdenens gang og har al visdom i sig,
modsat os mennesker, der skal lære via vores erfaringer og igennem livet tilegne os visdom.
Jesus, der havde tømt sig for sin guddommelighed,
skulle selv som os mennesker gøre sig sine erfaringer.
Erfaringer, der fik ham til at vokse i visdom og indsigt.
Den totale villighed til at give slip på en del af sig selv,
tror jeg, at vi kan lære meget af.
For vi mennesker kommer så nemt til at holde fast i fortiden. Sorgen over alt det, der ikke blev,
som vi håbede på og drømte om.
Vi kan have en tendens til at hænge fast i alt det,
der har overlevet sig selv: Genstande, steder, relationer eller følelser som melankoli, vrede, mindreværd, forurettethed eller skyldfølelse. Men vi kan blive nødt til at give slip på det, hvis livets strøm skal føre os videre.
Har du en tendens til at hænge fast i fortiden?
Er der noget, der ikke længere er energi i,
men som du ikke kan eller vil give slip på?
Noget, du holder fast i, som ikke længere er levedygtigt?
Noget, der afholder det dig fra at favne det, der sker lige nu omkring dig? Alt det nye, som øjeblikket tilbyder dig?
Måske mister du derved den gave,
som Gud tilbyder dig lige nu i dette øjeblik?
(MUSIK)
Vi mennesker kigger fremad og laver planer,
og gør os mange forestillinger om det, der skal ske.
Vi kan også bekymre os om fremtiden,
men som en gammel dame engang sagde,
så gør vi os mange bekymringer, der aldrig bliver til noget.
For livet er hele tiden i bevægelse, og nye uforudsigelige ting og omstændigheder ændrer livet og verdens gang.
Mens jeg skrev denne prædiken fandt jeg følgende citat
af musikeren Maybritt Ulrikkeholm:
”Jeg havde ingen planer, da jeg afsluttede 2021.
Jeg tillod mig at lade kalenderen stå tom,
fordi jeg efter et stort skift i livet er begyndt at stole på,
at livet leves dag for dag, uden jeg behøver at sætte mig tungt på året på vej.
Hele mit voksne liv handlede det om at få noget i kalenderen, fordi jeg aldrig har haft et fast arbejde,
men har været kunstner, siden jeg var helt ung.
En tom kalender var forbundet med dyb rædsel,
og sidst i december var hele det kommende år planlagt
ned til mindste detalje.
Men livet ruskede mig, og viste mig
– ved at feje alt væk under mig –
at mine planer ikke var mægtigere end livet selv.
Alt kunne forsvinde, forandres, tages væk. Dø.
Og da alt forsvandt, blev jeg løftet ind i et andet sted i livet, som jeg aldrig kunne have planlagt mig frem til.
Ind i noget helt nyt. Et sted jeg ikke kunne forestille mig, for hvis jeg kunne forestille mig det,
ville det ikke være nyt.
Et sted for tillid. Til livet.
Jeg havde ingen planer. Kun tillid.
Jeg så ind i en tom kalender.
Med ærefrygt for alt det, der var plads til.
Før så jeg tomhed som alt det, der ikke var.
Nu ser jeg tomhed som mulighedernes sted.
2022 begyndte med en tom kalender og endte med at være mit mest spændende år. Mit travleste år. Mit mest kreative år. Mit mest indbringende år. Mit mest kærlighedsfyldte år. Hver dag stillede en ny dag sig for enden af min seng og tilbød mig muligheder, som jeg kunne sige ja til.
Fordi jeg ikke havde noget i kalenderen.
Min kalender for 2023 er tom. Som den var i 2022.
Jeg ser min tomme kalender. Alle de tomme sider,
som jeg er blevet fortrolig med og har lært at holde af.
Jeg ser de tomme sider og tænker:
Alt er muligt nu.”
Ulrikkeholm sætter så fint ord på, hvordan vores fremtidsplaner kan stå i vejen for de gaver,
som Gud tilbyder os lige midt i nuet.
Ved at livet blev fejet væk under hende,
blev hun ført ind i nuet
– hendes år nul, hvor alting blev nyt.
Kan du genkende rædslen for den tomme kalender,
og den instinktive trang til at fylde den op med aftaler?
Hvordan ville det være for dig, hvis alle aftaler bliver slettet, så du har en helt tom kalender for det nye år?
Har du tillid til, at en ny dag stiller sig for enden af din seng og tilbyder dig muligheder, som du kan sige ja til?
Måske mister du gaver, som Gud tilbyder dig i dette øjeblik, fordi du lægger planer for fremtiden
i stedet at være i nuet?
(MUSIK)
Gud, der er evig og ikke begrænset af tid og rum,
gik julenat ind i verdenen og satte en ny begyndelse.
Det var ikke kun noget,
der skete en gang for 2000 år siden.
For fortiden er ikke mere.
Fremtiden er endnu ikke kommet.
Det er i nuet, at Gud sætter os i stævne.
Nuet i tid og rum er den virkelighed, der er vores,
og det er netop i nuet, at evigheden kan sætte sig igennem – i vores liv.
I mit liv.
I dit liv.
Det ”eneste” du skal, er at give slip på dine planer
for fremtiden og det, du hænger fast i fra fortiden,
og så tage imod,
når Gud hver dag stiller sig for enden af din seng
og tilbyder dig nye muligheder.
Så hav tillid og frygt ikke!
”Se, jeg forkynder jer en stor glæde,
som skal være for hele folket”
Også for os, der lever i dag.
For en frelser er født, han er Kristus, Herren.
Så nu er verden en anden, alting nyt, alting nyt.
Nu er verden en anden, alting nyt.
Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
Glædelig jul.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver
én sand treeing Gud, højlovet fra første begyndelse,
nu og i al evighed.
Amen
Kirkebøn
Vi takker dig, Gud, fordi du lod føde ind i livet,
som du har skænket os.
Og vi takker for den verden, vi lever i.
For de mennesker vi holder af
– og dem, som holder os ud.
Tak fordi du til stadighed kommer til os
og vækker håb og tro, så vi berøres af dit ord.
Tak for nye muligheder og en ny begyndelse hver dag.
Lær os at turde give slip på det, der ikke mere er liv i,
Og giv os modet til at favne det nye, livet tilbyder os.
Giv os modet til at give slip,
selv om vi er bange.
Giv os troen på, at der altid er en ny begyndelse,
selv om vi tror, at det hele er slut.
Giv os frimodigheden,
til at favne det nu, som du hele tiden giver os.
Vær hos den, der lider, sørger og er bange,
og hos alle, der lider under krigens,
sultens eller sygdommens mørke.
Hos den der er bitter, udmattet og ensom,
og hos den, der helt har mistet troen og livsmodet.
Tænd lys, væk håb og favn dem i din kærlighed – og brug os, som dine hjælpere her på jorden.
Og lad den, for hvem døden er nær, mærke
din omsorg, dit nærvær og din kærlighed.
Velsign vort land og alle som opholder sig her,
dronningen og hele hendes hus,
regeringen, folketinget og domstolene,
og giv dem og alle os, at vi må gøre din vilje.
Nedbryd falske fjendebilleder og fordomme.
Skab vilje til fred, dialog og forsoning,
overalt hvor der findes had, fanatisme og krig
i den store verden og i de små hjem.
Styrk og bevar din kirke og alle os i den.
Gør os til et åbent, levende og givende fællesskab.
Både her i Maribo Domkirke og ud over hele din verden.
Værn om vores familie og venner,
og alle dem, som står os nær.
Lad os et øjeblik være stille sammen og bede for dem,
vi holder af, dem vi savner
og dem, der har brug for vores forbøn.
Herre hør vor bøn og
giv os alle din nåde, fred og velsignelse.
Amen
