Prædiken i Maribo Domkirke den 2. oktober 2022

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:  

Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror.  
Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej,  
gik hun ud for at møde ham;  
men Maria blev siddende inde i huset.  
Martha sagde til Jesus:  
»Herre, havde du været her, var min bror ikke død.  
Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om,  
vil Gud give dig.« 

Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.«  
Martha sagde til ham:  
»Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen  
på den yderste dag.”  
Jesus sagde til hende:  
»Jeg er opstandelsen og livet;  
den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.  
Og enhver, som lever og tror på mig,  
skal aldrig i evighed dø. Tror du det?«  
Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus,  
Guds søn, ham som kommer til verden.«  

Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde:  
»Mesteren er her og kalder på dig.«  
Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op  
og gik ud til ham.  

Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham.  
Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud;  
de fulgte efter hende, da de mente,  
at hun gik ud til graven for at græde dér.  

Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham,  
faldt hun ned for hans fødder og sagde:  
»Herre, havde du været her, var min bror ikke død.«  

Da Jesus så hende græde og så de jøder græde,  
som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt  
og kom i oprør og sagde:  
»Hvor har I lagt ham?«  
»Herre, kom og se!« svarede de.  
Jesus brast i gråd.  

Da sagde jøderne:  
»Se, hvor han elskede ham.«  
Men nogle af dem sagde:  
»Kunne han, som åbnede den blindes øjne,  
ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?«  

Da blev Jesus atter stærkt opbragt,  
og han går hen til graven.  
Det var en klippehule, og en sten var stillet for den.  
Jesus sagde: »Tag stenen væk!«  
Martha, den dødes søster, sagde til ham:  
»Herre, han stinker allerede;  
han ligger der jo på fjerde dag.«  
Jesus sagde til hende:  
»Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror,  
skal du se Guds herlighed?«  

Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig.  
Selv vidste jeg, at du altid hører mig,  
men det var for folkeskarens skyld, som står her,  
at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.«  

Da han havde sagt det, råbte han med høj røst:  
»Lazarus, kom herud!«  
Og den døde kom ud, med strimler af linned  
viklet om fødder og hænder  
og med et klæde viklet rundt om ansigtet.  

Jesus sagde til dem:  
»Løs ham og lad ham gå.«  
Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set,  
hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham. 

Joh. 11,19-45 

For en måneds tid siden viede jeg her i kirken et unge par,  
der skulle hjem i bispegården og fejre deres bryllup. 
I løbet af aftenen kom ikke kun én, men to af gæsterne hen til mig og sagde: ”jeg vil gerne tale med dig, præst,  
– for jeg er så bange for at dø!” 

Dødsangst er for mange mennesker en ubevidst følelse,  
der som en understrøm i tilværelsen skaber en indre uro. Ofte forsøger vi at holde den på afstand,  
og som regel registrerer vi ikke engang dødsangsten,  
men håndterer den blot ubevidst. 
Så jeg var ikke forberedt på det samtaleemne midt under en bryllupsfest med festklædte mennesker, dans og musik.   

Jeg forsøgte i første omgang med den rationelle tænkning  
og svarede et eller andet i retningen af,  
at jo længere vi lever, jo nærmere kommer vi døden. 
Det er en uafvendelig realitet i alle menneskers liv. 
Skulle livet med alle vores dyrt købte erfaringer,  
og tilværelsen med alle dens rige muligheder for udvikling, kun føre frem mod undergang og tomhed? 
Det vil jo være spild af liv og en absurd måde at indrette verdenen på. Så jeg tror ikke, at det slutter med døden. 
Men det svar var ikke helt nok for de to. 

Så tog jeg fat i den religiøse erfaring, og sagde,  
at uden troen på en dybere mening med mit og andre liv,  
så ville livet jo blot handle om behovstilfredsstillelse,  
hvilket for mig ville være ganske uinteressant og kedeligt.  
Hvorfor dog ofre engagement og kræfter på noget,  
som efter et vist antal år bare løber ud i sandet? 
”Men hvad er det for en mening?”  
ville de unge mennesker så vide.  
De er formodentlig børn af et sekulariseret samfund,  
hvor vi ikke opdrager vores børn med en religiøs tro eller åndelig praksis, og overlader det til dem selv at finde ud af,  
hvad de tror på, når de bliver voksne. 

Hos mennesker der ikke har en klar tro og et åndeligt liv, kan den menneskelige kærlighed lære os meget om meningen med livet og troen på det evige liv,  
som er indpodet i vores menneskelige natur. 

Så jeg forsøgte at forklare, at når to mennesker,  
som brudeparret, elsker hinanden trofast og inderligt,  
så vokser man sammen, og det er umuligt at tro på, at den ene af de to bare en dag forsvinder ind i dødens tomhed.  
Mange, mange mennesker erfarer på et dybt plan at være forbundet med den, de elsker, selv når den anden ikke er mere.  

”Men hvordan det?” spurgte de så. 
Jeg tog en dyb indånding og gik så i gang med noget, der givetvis har mindet mere om en tung teologisk prædiken  
end en hyggelig og opbyggelig samtale til en bryllupsfest.  

Gud er kærlighed, og meningen med livet er at elske.  
Når vi af hele vores hjerte og hele vores sjæl elsker Gud og vores næste som os selv, så bliver Gud alt i alle,  
og i kærligheden er vi forenet både i livet og i døden.  
Deres fjerne blikke fortalte mig, at den prædiken vist mere passede her i kirken end til en bryllupsfest. 
Det kunne for eksempel være i dag, hvor vi hører  
den sidste halvdel af fortællingen om Lazarus.  
Det er en forrygende fortælling, så her får I også den første halvdel, der begynder sådan her. 

En mand, der hed Lazarus var syg. Han boede i landsbyen Betania sammen med sine søstre, Maria og Martha.  
Søstrene sendte besked til Jesus om, at hans ven Lazarus var blevet syg. Da Jesus hørte det, sagde han:  
”Den sygdom ender ikke med døden.  
Den skal vise Guds magt og få folk til at forstå at hans søn er guddommelig”. 

Jesus holdt meget af både Martha, Maria og Lazarus,  
men han blev han, hvor han var, selvom Lazarus var syg. 
Først da der var gået et par dage sagde han til disciplene:  
”Lad os tage tilbage til Judæa”.  
”Vil du virkelig derhen igen, rabbi?” spurgte disciplene,  
”jøderne har jo lige forsøgt at stene dig”?  

Jesus svarede: ”Vores gode ven Lazarus sover,  
men jeg tager af sted for at vække ham.  
Det forstod disciplene ikke, for hvis Lazarus bare sov,  
så skulle hun jo skal komme sig.  
Så sagde Jesus det direkte:  
”Lazarus er død! Og på jeres vegne er jeg glad for,  
at jeg ikke var der, for nu får I en anledning til at tro på mig. Lad os tage derhen”.    
Da Jesus nåede frem, fik han at vide,  
at Lazarus allerede er død og har ligget i graven i fire dage,  
og resten af fortællingen har vi lige hørt. 
Jesus takker sin far, selvom han godt ved,  
at Gud altid hører ham,   
men han gør det for folkeskarens skyld, som er til stede,  
for at de skal tro på, at Gud har udsendt ham, og så kalder Jesus med høj røst på Lazarus: ”Kom herud!”  
Og Lazarus kommer ud ad døren fra gravhulen med strimler af linned viklet om fødder og hænder  
og træder ud i livet igen.  
 
Jesus kalder ham tilbage til livet – ikke til evigt liv –  
men til den menneskelige tilværelse,  
hvor han får lov til at leve nogle flere år endnu.  

Mange mennesker har igennem historien stillet spørgsmålstegn ved – ikke kun om det virkelig kan passe,  
at Jesus kunne opvække Lazarus fra de døde – 
men også om, hvorfor Jesus gjorde det. 
Lazarus skal jo alligevel dø på et senere tidspunkt! 
Er det ikke bare at udskyde sorgen og smerten?   
Så hvad er meningen med at opvække Lazarus fra de døde? 

Ja Jesus svarer jo selv på det spørgsmål ved at sige,  
at det er for at disciplene og menneskeskaren skal tro på, 
at han Jesus Guds søn, og hans ånd er stærkere end døden. 
Vi hører afslutningsvis, at mange jøder kom til tro på ham. 

Her 2000 år senere fortæller vi stadigvæk om opvækkelsen af Lazarus fra de døde, og undres over beretningen, 
der kan vække tvivl, men kan også nære vores tro og håb. 
Håbet om, at det hele ikke slutter med døden. 
Et håb om, at døden er som en dør indtil en anden verden – det vi kalder det evige liv. 
En dør er mere end et vindue,  
som man bare kigger igennem.  
Døren derimod skal man gå igennem for at vide,  
hvad der er på den anden side. 

Ingen mennesker, hverken børn eller voksne,  
bryder sig omgivet af vægge uden døre.  
Det giver klaustrofobi, en følelse af at være lukket inde  
og en fornemmelse af at være fanget. 
At gå igennem en dør kan åbne til noget nyt. 
En dør, som kun lige er åbnet på klem,  
er meget mere spændende,  
end en dør som altid står helt åben. 
Og en dør, som aldrig er åben skaber frustration, hvorimod en dør, som aldrig er lukket er kedelig. 

Vi kan betragte døden som en dør imellem to verdener. 
For mange mennesker er døren lukket, man ved ikke,  
hvad der findes på den anden side af døren,  
eller om der overhovedet findes noget. 

For den troende, er døren delvis på klem, for vi tror på,  
at Jesus gennem sin egen død har åbnet døren til evigheden – også for os. Jesus siger et sted om sig selv,  
at han er den dør, som vi skal gå igennem ind til Gudsriget. 
Det vil sige, at vi skal tro på ham – og det var det, han brugte opvækkelsen af Lazarus til – at også vi skal tro ham – også her 2000 år senere. 

Vi skal tro og ikke frygte – end ikke døden, for Gud er også bag døren til det, som vi oplever som døden. 
Lige så vel som Gud er i mørket, og i smerten og sorgen, 
når vi mister den elskede i livet.  
For Guds kærligheds ånd gennemstrømmer os og forener os med hinanden – både i livet og i døden. 

Vi erfarer det glimtvis i den menneskelige kærlighed,  
som når to mennesker elsker hinanden trofast, inderligt  
og vokser sammen igennem et helt liv, inden de skilles ved den enes død – og den efterlevende så alligevel på et dybt plan kan føle sig at forbundet den anden, der ikke mere er i livet.  

Det er små glimt af det evige liv midt i vores jordiske tilværelse, som de fleste mennesker har på et tidspunkt – uden man nødvendigvis forstår og tolker det som sådan. 
Det skulle gerne være det, vi kan tilbyde her i kirken – altså at tolke vores erfaringer i en kristen optik. 

Så da de to gæster til bryllupsfesten blev fjerne i blikket, foreslog jeg dem i stedet, at tage en snak med deres lokale præst og lægge vejen forbi kirken, for at få en tolkning af deres erfaringer og følelser i lyset af evangeliet  
– også den menneskelige dødsangst!  

For det er netop en udlægning af det guddommelige i vores erfaringer, der gør vores tro større og vores frygt mindre. 


Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,  
Fader, Søn og Helligånd,  
du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse,  
nu og i al evighed. Amen