Prædiken i Klosterkirken og Stormarkskirken 1. søndag i advent

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da de nærmede sig Jerusalem  
og kom til Betfage ved Oliebjerget,  
sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem:  

”Gå ind i landsbyen heroverfor,  
og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl.  
Løs dem, og kom med dem.  
Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare:  
Herren har brug for dem,  
men vil straks sende dem tilbage.”  

Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: ”Sig til Zions datter:  
Se, din konge kommer til dig,  
sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.”  

Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem,  
og han satte sig derpå.  
Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen,  
andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen.  

Og skarerne, som gik foran ham,  
og de, der fulgte efter, råbte:  
”Hosianna, Davids søn! Velsignet være han,  
som kommer, i Herrens navn!  
Hosianna i det højeste!”  

 

Matt 21,1-9 
 

Et stort smil, der breder sig ud over hele ansigtet. 
”Mig kommer til dig, bedste” siger den lille pode –  
og jeg smelter helt. 
Den lille rejser sig begejstret fra det lave bord med ler,  
gran og røde sløjfer på grøn stue og stormer mig i møde.  
Små arme, der breder sig ud og slynger sig om halsen,  
når jeg bøjer mig ned på hug og tager imod. 

Mon ikke, de fleste har oplevet det på et eller andet tidspunkt i deres liv? Og kan genkalde sig den indre glæde ved at blive genkendt af et lille barn, der kommer en i møde? 

Som bedsteforældre får man muligheden for at genopleve, hvad man måske glemte eller ikke huskede at værdsætte i de alt for travle år, da børnene var små og skulle hentes i børnehave, vuggestue eller i dagpleje. 
At barnet kommer en i møde med åbne arme, åbent ansigt og åbent sind – det åbner den voksnes hjerte og kalder på nærvær. En sådan kærlig omfavnelse af en lille pode,  
der løber en i møde, vækker glæde, varme og omsorg. 

Jeg skal huske at have det hele med hjem fra garderoben: hue, vanter, sut, drikkedunk, nissehue og dagens kreation i form af en juledekorationen med granduske, der stikker ud hist og pist og et lys på skrå. Jo julen er børnenes fest, som vi plejer at sige. Der klippes og klistres på grøn stue og på andre stuer i landets børnehaver, mens små børn med nissehuer synger ”Et barn er født i Betlehem”, og mens de glæder sig til jul. 

Vist glæder vi voksne os også til jul, men der er så meget, vi skal nå her i december. 
Købe adventskrans, kalenderlys og julegaver. 
Bage julesmåkager, lave juledekorationer og marcipan, hente juletræ, bestille juleand eller flæskesteg – eller måske forhandle med familien om det i år skal være en grøn jul uden kød. Og så er der julefrokosterne, juleafslutningerne og selvfølgelig skal der også pyntes op til jul. Så vi voksne har travlt, der er så meget, vi skal nå inden jul  
– alt imens dagene bliver kortere og kortere.  

Jeg husker en god bekendt, Lone, der som 50-årig fik ALS.  
En ondartet sygdom, der rammer den del af hjernen,  
der styrer motorikken og talecentret.  
Efterhånden som sygdommen udvikler sig, mister den syge langsomt evnen til at tale og bevæge kroppen.  
 
Lone sad i sin kørestol og kunne endnu tale,  
imens hendes dage blev kortere og kortere.  
Hun funderede over, hvorfor hun havde haft så travlt,  
da børnene var små. ”Hvad var det, vi skulle nå?”  
spurgte hun. 
Ja, hvad er det, vi skal nå? Hvorfor har vi så travlt? 

I foråret 2022 sendte Danmarks Radio en dokumentarfilm  
”Vores livs ønskeliste” om et ægtepar.  
Som 51-årig fik manden stillet diagnosen Alzheimer.  
Pludselig fik parret travlt med at alt det de skulle nå,  
inden det var for sent: Flyve med luftballon i Burma,  
se nordlyset på Island og løbe maraton i Nordkorea.    
Der var så meget, de skulle nå. Jeg så aldrig udsendelsen, for jeg blev forpustet bare af at læse omtalen af programmet om alt det, de skulle nå. 
Mens dagene blev kortere og kortere.  
Alt for korte til alt det, de gerne ville nå. 

Og dog er det, som giver livet tyngde, ikke det,  
som vi nåede – men det, som når os. 

Kærligheden, glæden, varmen og lykken er ikke noget,  
vi kan nå, men noget, der når os.  
Glæden kommer til os som to små udspredte arme,  
der omfavner vores fortravlede liv. 

Så stop op! 
Se alt det, der kommer til dig. 
Det er ikke noget, du har nået,  
men det er noget, du har fået.  
Når vi bevæger os i tophastighed, sanser vi kun dårligt det, der kommer til os. 
Så stop op, se alt det, der rent faktisk kommer til dig. 
”Se, din konge kommer til dig,  
sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.” 

Kærligheden, glæden, lykken – alt det, der giver livet fylde, det ankommer ikke i limousine bag panserglas i skudsikre veste, men i den mest uventede indpakning. 
Sårbart, åbent og ubeskyttet som et lille barn.  
Det er altid sådan Gud kommer til os, og det er sådan Gud sætter sig igennem og virker i vores verdenen. Så stop op og bøj dig ned og tag imod alt det, der kommer til dig. 
At Gud kommer til os med alt det, vi har brug for, er et af de centrale budskaber i den tekst, som vi hører her første søndag i advent. Vist havde profeterne forudsagt, at den kommende konge skulle komme sagtmodigt ridende på et æsel – men ikke kun derfor kommer Jesus på et æsel. 

For når man har magt, har man også ansvaret for at forvalte magten i overensstemmelse med de værdier, man står for: Åbenhed, sårbarhed og ydmyghed.  
Så selvfølgelig kommer Jesus til Jerusalem på et æsel.  
Og det er vel og mærke ikke Jerusalems indbyggere,  
der kommer til ham. De var ikke rejst langvejs fra for at stå i kø i flere timer i nærheden den røde løber for at få et glimt af ham – for at få en selfie med ham, som de efterfølgende kunne poste på de sociale medier. 
Nej, det var ham, Jesus, der kommer til dem. 
Den himmelske konge, Herren, som kommer til os i dag.  

Ordet ”advent” strammer fra det latinske ”adventus”,   
der betyder ankomst, og forbindes med ”Adventus Domini” – altså Herrens komme.  
Det er Jesus, der kommer til verden den 24. december.  
Så adventstiden, som vi nu går ind i, er forberedelsen og forventning om Jesu barnets komme.  
Gud selv, der lod sig inkarnere – det vil sige,  
lod sig føde her på jorden for at komme os mennesker nær.  

Os menneskebørn, der farer rundt for at nå alt muligt, og man kan få helt åndenød af alle de forventninger,  
som vi tror, vi skal leve op til.  

Men adventstidens forventning og forberedelse er nærmest det stik modsatte af, hvad vi voksne mennesker gør.  
Vi bliver så fortravlede og forpustede, at vi ikke ænser,  
at det vigtigste her i livet ikke er det, vi når,  
men det, der når os – indhenter os – kommer til os. 

Så når vi her vi 1. søndag i advent står med blikket rettet imod de lange to-do-lister og tanker om alt det, vi skal nå inden jul, og så lyt til teksten i dag, hvor vi hører, at Gud kommer til os. 

Alle vores anstrengelser til trods er det ikke vores indsats, der afgør, om det bliver en god jul. 
Egentlig ved vi det godt. 
Det vi kalder den gode julestemning, kan ikke planlægges, styres, arrangeres, organiseres, bestilles eller købes.  
Den kommer til os, som et lille barn kommer til os med udbredte arme. 
Det eneste, vi skal, er at stoppe op, se alt det, der bliver os givet, og tage imod glæden, varmen og kærligheden. 

Og så bliver dagene igen længere, 
– uendelig meget længere og fulde af tyngde,  
når den sande glæde kommer til os. 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,  
Fader, Søn og Helligånd,  
du som var, er og bliver én sand treenig Gud,  
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. 
Amen 
 

Kirkebøn 

Vi takker dig, Gud, for det liv, du har skænket os,  
For verdenen du har sat os i, 
For de mennesker du har sat os sammen med, 
vores venner, familie og alle dem, vi holder af  
– og for dem, som holder os ud. 

Tak fordi vores liv ikke afhænger af det, vi når,  
men af dig, der når os. 

Tak fordi du til stadighed kommer til os,  
og berører os med dit ord, 
åbner vore øre og øjne og nærer vores tro. 

Giv os mod, så vi tør overgive os til dig i tillid til  
at du i din kærlighed giver os det, vi trænger til. 

Send os varme og kærlige hænder,  
der griber os, når vi falder,  
og fører os hjem til dig, når vi farer vild i livet. 

Lær os at elske med din kærlighed, 
så vi skinner med dit lys på vores omgivelser. 
Lad os se med dine øjne på vores verden,  
så vi bliver dine sande disciple.  

Vær hos den, der lider, sørger og er bange,  
hos den, der er ensom, modløs og trist.  
Lad den, for hvem døden er nær, mærke din ånd,  
der gennemstrømmer os både i livet og i døden. 

Velsign vort land og alle, der opholder sig her. 
Vær med dronningen og hele hendes hus, 
regeringen, folketinget og domstolene, 
og hos alle, der har fået magt og indflydelse betroet, 
og giv alle, at vi må gøre din vilje. 

Nedbryd falske fjendebilleder og fordomme.  
Skab vilje til fred, dialog og forsoning, 
overalt hvor der findes krig, ufred og konflikt – 
både i den store verden og i de små hjem. 

Styrk og bevar din kirke og alle os i den, 
her i Klosterkirken/Stormarkskirken i dag,   
og i alle kristne samfund ud over hele din verden. 
Gør os til et åbent, levende og givende fællesskab. 

Værn om vores familie og venner,  
og alle dem, som står os nær. 

Lad os et øjeblik være stille sammen  
og bede for dem, vi holder af,  
dem vi savner og dem, der har brug for vores forbøn.  

Herre hør vor bøn og  
giv os alle din nåde, fred og velsignelse.  
Amen