Prædiken i forbindelse med mindeandagt i Avnede Kirke

Fra Paulus brev til Galaterne læser jeg kapitel 3, vers 23-28 i Biblen 2020:

Før vi fik troen, holdt loven styr på os.

Sådan skulle det være, indtil troen blev en mulighed.
På den måde holdt loven os under opsyn, indtil Kristus kom, men nu er det troen, der får Gud til at tage os til sig.
Derfor har vi ikke længere brug for nogen til at sætte os på plads.

I er Guds børn, når I tror på Kristus. 
Alle, der er døbt til at tilhøre Kristus,
er nemlig blevet lige som ham. 
Der er ikke forskel på jøde og græker, på slaver og frie, på mand og kvinde;
fordi I hører til hos Kristus, er I en enhed.

”Der er ikke forskel på jøder og græker, på slaver og fire, på mand og kvinde; Fordi I hører til hos Kristus, er I en enhed,”
Dette ene vers bliver betragtet som afgørende for humanismens fundamentale betydning for europæiskkultur. Det kan sammenfattes i ordene:
Gud gør ikke forskel.

For Paulus er menneskets sande værdi deponeret hos Gud. I vores moderne sekulære samfund har vi deponeret disse værdier i de internationale erklæringer og konventioner om menneskerettighederne.
Her skal de bidrage til en politisk virkelighed, hvor alle mennesker bliver behandlet lige.

Uanset social status, køn eller hudfarve, har vi alle rødt blod i årene – rødt
fordi vi har jern i blodet – som et vidnesbyrd om den jord,
som vi alle er kommet af og skal tilbage til.
Om vi er sorte eller hvide uden på, så er vi røde inden i. 
Alle tilhører vi Gud og tilsammen udgør vi en enhed.
Den enhed, vi kalder menneskeheden, der består af en mængde forskellige små mennesker med det samme grundlæggende behov for at blive elsket og accepteret.

Som danskere har vi en vis evne til at glemme eller fortrænge, at også vi har været en slavenation. Fra 1660’erne til begyndelsen af 1800-tallet transporterede Danmark omkring 111.000 slaver over Atlanten under rædselsfulde forhold.

På de tætpakkede skibe døde 15-20 procent undervejs af sygdomme, der havde let spil blandt de fysisk pressede, underernærede og dehydrerede slaver.
De danske slaverejser gik oftest ad den berygtede trekantrute fra Danmark til Guldkysten, derfra over Atlanten med slaver til Vestindien, og derpå hjem med råsukker til Danmark.

Som nation har vi lagt det kapitel bag os i vores kollektive erindring – uden undskyldning – og i dag forstår vi os selv som et kristent humant land, der behandler alle mennesker lige – uagtet at vores historie helt frem til i dag gang på gang vidner om noget andet.

En sådan konkret historie er Victor Cornelins, der igennem de sidste par uger er blevet fejret her på Vest-lolland i anledningen af hans fødsel for 125 år siden. Som kun syvårig blev han i 1905 fjernet fra sin familie på St. Croix, da Vestindien var en dansk koloni.

Han blev sendt til Danmark for at være med i en stor udstilling om de danske kolonier i Tivoli i København – helt konkret blev han udstillet i et bur, hvilket han beskriver i sin erindringsbog Fra St. Croix til Nakskov.

Cornelins blev i Danmark, blev uddannet til lærer, blev ansat på Byskolen i Nakskov, hvor han siden blev viceskoleinspektør, og hvor han virkede i mere end et halvt århundrede. Der er nok flere af jer i dag, der har kendt ham og måske har haft ham som lærer i skolen.

På Lønstrupgård i Avnede, hvorfra mindestenen i dag er hentet, tilbragte Victor sine somre fra 1907. 78 år senere i 1985 blev han efter eget ønske begravet her på Avnede Kirkegård, hvor vi om lidt skal afsløre mindestenen for ham på hans gravsted.

Cornelins var hele sit liv med til at nedbryde de skel, som vi mennesker sætter imellem andre folk og os selv, på trods af et humant ideal om at behandle alle lige. Men vi mennesker har en dyb trang til at definere os selv i forhold til andre ved at sætte grænser og skel.

Ofte bruger vi grænsedragningen til at dømme dem ude, der er anderledes end os selv: dem med en anden hudfarve, en anden social status, en anden kultur, en anden tro, en anden politisk overbevisning eller seksuel orientering, alle dem, der på overfladen er os anderledes end os selv.

Jesus gjorde imidlertid det modsatte.
Gennem ord og handling nedbrød han de skel, som mennesker sætter imellem sig selv og andre. Han inviterede de udstødte ind i fællesskabet igen ved at stille sig på de udsatte, udskældte og udstødtes side.

Han ophævede grænsedragning ved at slå en streg over de streger, vi sætter imellem os selv og andre.
For Gud gør ikke forskel på mennesker.

Viktor Cornelins troede på Gud, og fulgte hele sit liv i Jesu fodspor. Også han ophævede skel imellem mennesker, nedbrød fordomme og byggede bro mellem hvide og farvede. Dette var hans livs mission.
Lad ham være et forbillede, også for os der levet i dag.

Ære være Viktor Cornelins minde.