Prædiken i forbindelse med 100-års jubilæet for Nordre Kirkegård

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mathæus:  

”Og jeg siger dig,
at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke,
og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. 

Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget,
og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, 
og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.”

Amen

Matt 16,18-19

”Begravelsen er for de levende og ikke for de døde.”
Sådan svarede min morfar, da jeg spurgte ham,
om han havde ønsker til sin begravelse.
Han havde overlevet alle sine fire børn og sin hustru.

Derfor var det os børnebørn, der var ansvarlig for de praktiske ting i forbindelse med hans begravelse.
Hele sit liv havde han arbejdet som landmand og nærmede sig 87 år. Kræfterne var ikke helt, hvad de havde været. 
Så tiden var kommet til at tale med ham om hans begravelse. Men der var altså ikke megen vejledning at hente hos ham.

Han fortsatte uddybende: ”For når jeg først er død, 
har jeg ikke mere at skulle have sagt.” 
Han var en megen pragmatisk og realistisk mand.
…
Men spørgsmålet er, om det alligevel er helt rigtigt,
at man ikke har mere at skulle have sagt, når man er død?
Eller om det er en sandhed med modifikationer?
For er det ikke netop noget af det, man kan fornemme,
når man går en tur på en kirkegård?
At de mange gravsteder fortæller livs- og kulturhistorie?

Kirkegårdene er yndede udflugtsmål for danskerne.
Små oaser med blomstrende træer og buske, smukke blomster og planter skønt forenet med gravstene med navne på både dem, man har kendt og dem, man ikke har kendt, nogle gange med en lille sætning 
eller et bibelsk citat, a la:
”Elsket og savnet”,
”I hjertet gemt, men aldrig glemt”
eller ”Størst af alt er kærligheden”

Er det ikke netop en måde, hvorpå de døde taler til os? 
Minder os om vores egen dødelighed?
At vi alle har en udløbsdato?
At vi er formet af vores relationer?
Også af dem, der ikke længere er her?
At kærligheden lever videre, selvom dem vi elsker, dør?
Så størst af alt er kærligheden?
Jo, det tror jeg!

Kirkegårdene er mere end smukke parker med små bede, blomstrende træer, lave hække og revne perlesten.
De fortæller historie og forbinder os med vores fortid.

Har man været i udlandet og besøgt en kirkegård af grus
eller knæhøjt kvikgræs med plasticblomster et par steder,
forstår man godt, at turisterne er imponerede over synet.
Har man haft næsen nede i budgetterne for driften af 
kirkegårdene, forstår man måske også godt,
at provsterne er imponerede over udgifterne.

Uanset hvilket perspektiv hvorfra man betragter de danske 
kirkegårde, er de imponerende og fortæller
både individuelle livshistorier og fælles kulturhistorie.

De historiske, sociale, religiøse, kulturelle og demografiske ændringer
afspejles tydeligt i landets kirkegårde.
Her mindes vi de døde og den tid, der var engang.
Her dvæler sjælen ved dem, der ikke er længere.
Nordre Kirkegård er ingen undtagelse.
Også den er imponerende og fortæller både den 
individuelle historie, som fx den 19-årige frihedskæmper, 
der blev dræbt 10 dage før anden verdenskrigs afslutning, 
og den kollektive kulturhistorie som fx de mange tyskere, 
der i de sidste kaotiske måneder af krigen flygtede hertil,
hvor de hverken blev modtaget med næstekærlighed 
eller den nødvendige lægehjælp.

En stor mindesten for den faldne frihedshelt eller 
et stort område med mange snorlige rækker af 
identiske kors og ensartede inskriptioner.
Jo, Nordre Kirkegård fortæller den personlige livshistorie 
flettet sammen med den fælles kulturhistorie.

Kirkegården er et kollektivt erindringssted for byen og egnen. 
Et sted, hvor tankerne kan dvæle ved,
hvad der sker med os selv, når vi selv engang skal herfra, 
og hvor vi kan filosofere over, om der er et liv efter døden, 
og hvordan dødsriget eller paradiset skal forstås.
…
De tekster, vi i dag har hørt fra alteret,
hvor vi fejrer 100-års jubilæum for Nordre Kirkegård,
handler meget passende om dødsriget:
”Herre, du løftede mig op fra dødsriget,
du lod mig leve, jeg gik ikke i graven,”
lyder det i den gammeltestamentlige salme.

I Apostlenes Gerninger blev Peter, der var valgt af Jesus 
selv til at være leder for de første apostle, citeret for at tale 
til jøderne i Jerusalem:
”Gud gjorde en ende på dødens veer og lod ham (Jesus)
opstå, for han kunne umuligt holdes fast af døden.

Og endelig i Matthæus evangeliet hørte vi,
at Peter er den klippe, hvorpå Gud ville bygge sin kirke,
”og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.”

Men hvordan skal vi egentlig forstå dødsriget?
I Det Nye Testamente hører vi ikke noget om,
hvad der sker fra langfredag, hvor Jesu lå i graven,
til han om søndagen, påskemorgen opstår.
Hvad skete der påskelørdag?

I trosbekendelsen beskrives påskelørdag til et enkelt lille 
komma: ”…nedfaret til dødsriget” komma ”på tredjedag
opstanden fra de døde…”

Påskelørdag har igennem hele kirkehistorien og i 
kirkekunsten givet anledning til teologiske spekulationer
og forestillinger om Jesus ophold i dødsriget.

Grundtvig syntes det manglede i kirkens forkyndelse,
så han skrev salmen: ”I kvæld blev der banket på helvedes
port”. I salmen beskriver Grundtvig, hvordan Kristus i 
dødsriget sejrer over det onde og døden.
De døde har længe ventet på en messias. Efter korsfæstelsen, 
hvor Jesus med sin død deler vilkår med alle levende og døde, 
kommer Jesus til dødsriget.
Her møder han Eva, der påtager sig skylden for,
at mennesket blev dødeligt, og der sker en forsoning.
Guds søn har dermed frelst menneskeheden fra døden.

Salmen inspirerede godt 50 år senere Joachim Skovgaard 
til at male ”Kristus i de dødes rige.”
Det er det billede, som I kan se på skærmen.
Påskelørdag steg Kristus ned i dødsriget for at befri de 
fortabte. Adam og Eva står foran horder af døde 
mennesker, der rækker hænderne op mod Kristus,
der bringer lyset ind i dødens mørke.
Oppe i venstre hjørne forsøger en mørk skikkelse at flygte 
fra lyset, for lyset vil altid udgøre en trussel mod mørket.
…
En anden kunstner, der også har gjort sig forestillinger om 
dødsriget er den svenske forfatter Selma Lagerlöf.
Hun har i en af sine Kristuslegender ”Vorherre og Sankt Peter” 
givet sit bud på, hvordan hun forestillede sig dødsriget og 
Guds forhold til de døde.

Vorherre og Sankt Peter var lige kommet til Paradiset efter 
at have vandret rundt på jorden sammen.
Peter havde ikke altid troet på, at der fandtes et Paradis.
Indimellem havde han været så meget i tvivl,
fordi jordelivet havde været så elendigt og ondt,
at han ikke kunne tro på, at det ville ende godt.

Derfor havde Vorherre taget ham med op på et bjerg.
Det havde været en meget lang og hård vandrig helt op 
ad bjerget til den anden side af skovgrænsen, hvor alt 
var goldt og øde. Der havde Vorherre samlet en lille død 
dompap op, der var frosset ihjel.

De havde vandret videre i en isende kulde og mørke, og 
aldrig havde Peter følt, at han var tættere på dødsriget.
Til sidste havde han mistet modet og ville vende om,
men Vorherre sagde, at han ville vise ham noget,
der kunne give ham modet til at bærer alle sorger.

Så de var vandret videre i kulden til de kom til en høj mur.
”Den går hele vejen rundt om bjerget”, sagde Vorherre,
og der begynder Paradis, og herfra og opad bor de salige.
Inde på den anden side er der liv, lys og varme, sagde Vorherre, 
men Peter havde kigget på ham med vantro.

Så havde Vorherre kastet den lille døde fugl ind over 
muren og straks efter hørtes en jublende munter kvidren.
Peter genkendte dompappens sang og udbrød: ”Nu tror jeg 
på, at der findes et sted, hvor livet overvinder døden, så kan 
jeg udholde al lidelse.”

Derefter var der gået meget lang tid, inden de sammen var 
vendt tilbage, for denne gang at komme ind i Paradiset, som 
Peter så længe havde længtes efter.

Men der gik kun få dage inden en engel kom hen til Vorherre 
og fortalte, at Peter lå helt ulykkelig krøllet sammen i fosterstilling. 
”Hvad er det dog, der gør dig så ulykkelig, Peter?” spurgte Vorherre.

Peter tog sin gyldne glorie af, og kylede den fra sig.
Han rejste sig op, gik med knyttende næver hen imod 
Vorherre og råbte, at han ville have orlov fra sit embede, 
han ville ikke være bare en dag mere i Paradis.
”Du må gå hvorhen du vil,” sagde Vorherre,
”men fortæl først, hvad der er galt.”
”Min gamle mor døde for nogle dage siden,” hulkede 
Sankt Peter, og så forstod Vorherre, hvad der var galt.
Peters gamle mor var ikke kommet ind i Paradiset.
Hun havde aldrig tænkt på andet end sig selv, 
og på at samle penge.

Vorherre sagde så til Peter, at det jo slet ikke var sikkert,
at hun ville trives i Paradiset.
”Hvorfor dog ikke?” spurgte Peter.
”Den der ikke føler glæde over andres glæde, kan ikke 
trives her”, svarede Vorherre.
Men Vorherre forstod, at det var umuligt for Peter at forstå,
at hans gamle mor havde været så egoistisk og begærlig,
at hun aldrig ville kunne nyde livet i paradiset.

Vorherre var meget bedrøvet over at se Sankt Peter i den 
tilstand, så han kaldte på en engel og befalede den at drage 
ned i dødsriget for at hente Sankt Peters mor op til Paradiset.
”Jeg vil se det”, råbte Peter.
Vorherre tog Peter med til en klippe, der gik stejlt ned mod afgrunden. 
Derfra kunne de skue ned i dødsriget.

Englen bredte sine vinger ud og fløj nedad i mørket.
I første omgang kunne Peter ikke se noget, men det var 
som om, der spredte sig et lys omkring englen, så han 
langsomt kunne begynde at se ned i afgrunden og skelne 
de fortabte. Der var horder af dem, og de var som forstenet 
med rædslen malet i ansigt og armene rakt opad.
Englen fløj frem og tilbage for at lede efter Sankt Peters mor, 
og pludselig var der en af staklerne, der fik øje på englen, 
og sprang op og råbte ”tag mig med, tag mig med.”

Derefter kom der bevægelse i alle de millioner og atter 
millioner af fortabte mennesker, der rakte deres hænder op.
Endelig fik englen øje på Peters mor og greb hende om livet. 
Peter jublede højt af glæde, imens Vorherre med bedrøvende 
øjne kiggede på ham.

Selvom englen hurtigt begyndte at flyve opad, var der nogle 
af de andre fortabte, der nåede at hage sig fast til den gamle 
kvinde, og englen gjorde ikke noget for at forhindre det. Den 
fløj ubesværet opad, som var det bare en død fugl, den bar på.

Men Peters mor begyndte at sparke og gøre sig fri af alle dem, 
der havde haget sig fast til hende.
”Nej, lad være” råbte Peter til sin mor.
Men en efter en fik hun vredet deres hænder af sig, så de 
styrtede ned i afgrunden igen.
Og for hver person hun fik skubbet fra sig, jo langsommere 
fløj englen, som om byrden blev tungere og tungere.

Til sidst var der kun en ung kvinde tilbage, der hang om 
halsen på den gamle kvinde. ”Vis dog barmhjertighed” 
råbte Peter dybt oprørt over sin mors handling.
Englen var næsten oppe, da Peters mor fik skubbet den 
unge kvinde væk fra sig, så hun med et skrig styrtede 
ned i dødsriget igen. I samme sekund stoppede englens vinger, 
den kunne ikke længere bære byrden og den sank ned ad.

Peter faldt hulkede sammen:
”Hvad er det dog for et paradis, hvor jeg kan høre mine 
kærestes jammer og se mine medmenneskers lidelser?”
Vorherres ansigt var formørket af sorg, da han svarede: 
”Forstår du ikke, at det var derfor, at jeg gik ned til menneskene 
for at lære dem at elske deres næste som sig selv?
Så længe de ikke gør det, er der ikke noget fristed hverken i 
himlen eller på jorden, hvor ikke smerten og sorgen kan nå dem.”
Sådan slutter Lagerlöf sin novelle.

Fælles for både Lagerlöf, Skovgaard og Grundtvig er en 
forståelse af, at det hele ikke slutter med døden.

Selv i dødsriget er det muligt at vende sig mod lyset.
Og spørgsmålet er, om noget menneske overhovedet har 
kraft til at vende sig væk fra Guds kærlighed og lys,
når vi står overfor det?

Det kan I jo så filosofere lidt over, når I går tur på kirkegården 
eller dvæler ved den nye mindesten med inskriptionen 
”100 år af evigheden!”.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn
og Helligånd.
Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen