Prædiken til 1. søndag i advent

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.«

Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:

»Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.«

Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå.

Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:

»Hosianna, Davids søn!

Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« 

(Matt 21,1-9)

”Det var da dejligt for dig, skat”, sagde husets frue søvndrukkent, og så vendte hun sig om på den anden side og sov videre.

I sengen ved siden af hende var hendes mand et stort spørgsmålstegn. Han var netop blevet vækket kl. 6 om morgenen med beskeden om, at han var blevet tildelt Nobels fredspris. ”Men for hvad?” spurgte han.

Manden er Barak Obama, dengang nyvalgt præsident. Måske husker I som jeg diskussionerne tilbage i 2009 om, hvorvidt det var rimeligt, at Obama fik fredsprisen for en fred i Mellemøsten, der ikke havde indfundet sig, og for øvrigt heller ikke i USA, som også dengang var en splittet nation. Alligevel fik Barack Obama altså Nobels fredspris.

Beretningen om fredsprisen er blevet aktualiseret, fordi det første bind af Obamas erindringer er udkommet i den forgangne uge på 25 sprog verden over. Bogen er anmeldt i stort set alle landets aviser, og en af anmelderne skriver:

”Det siger alt om håbet, som en ivrig verden investerede i Obama, at han kunne modtage fredsprisen så at sige på forventet efterbevilling.”

Forventet efterbevilling! Det er en rammende beskrivelse af håbet. Håbet om, at ét menneske med afroamerikanske aner kunne bringe den fred og forløsning, som ikke kun Mellemøsten, men hele verden sukker og længes efter, og derfor bliver denne ene person hyldet og hædret på forventet efterbevilling! Obama blev tildelt Nobels fredspris på håbet om en bedre fremtid.

Det med håbet, der knytter sig til ét menneske, der skal bringe fred og den forløsning, som verden længtes efter, og som derfor bliver hyldet på forventet efterbevilling, er ikke ny i verdenshistorien! Velvidende, at en amerikansk præsident ikke kan sammenlignes med Guds søn, så er det alligevel det samme tema, der er på spil i dagens tekst, hvor Jesus på et æsel rider ind i Jerusalem.

”Hosianna, Davids søn. Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Hosianna i det højeste!” Hosianna er et hebraisk ord, der kort og godt betyder ”frels dog”. Det bruges som et spontant hyldestråb. Vi kender også ordet fra altergangen, når vi synger hosianna i det højeste.

Udtrykket stammer fra Det Gamle Testamente, jødernes hellige skrift, hvor der i Salme 118 står:

”Herre, frels dog! Herre, lad det lykkes! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!”

Jøderne fejrede hver år, at Gud havde befriet dem og ført dem ind i det land, vi i dag kender som Israel. I den forbindelse sang de ordene fra Salme 118, mens de viftede med palmegrene.

Da Jesus red ind i Jerusalem, råbte folkeskaren også ”Hosianna” og bredte palmegrene ud, som han kunne ride henover. Deres handling viste, at de troede, at Jesus var den samme Herre, som tidligere havde befriet dem, at han var den længe ventede frelser.

Så de hyldede og hædrede ham på forventet efterbevilling for freden og den forløsning, som verden også den gang sukkede og længtes efter.

Hvad der videre skete, da Jesus red ind i Jerusalem, ved I sikkert – ellers kan I komme igen til påske og høre om det.

Her i dag, første søndag i advent, begyndelsen på det nye kirkeår, handler det om håbet. 

Håbet om alt det gode, fremtiden skal bringe – frelserens fødsel. Håbet, symboliseret ved det første lys, som vi tænder i adventskransen – også her i kirken. 

Håbet, der er forbundet med forventningsglæde om den kommende højtid, som vi normalt forbinder med julepynt, gran, gløgg, æbleskiver og samvær med vores kære.

Håbet, der i år er udvidet til også at rumme godkendelsen af en corona-vaccine, ophævelse af både forsamlingsforbud og brugen af mundbind. 

Myndighederne forventer, at vi snart har den vaccine, som vi alle håber, kan bibringe os vores normale liv igen. Ordene håb og forventning bruger vi ofte i flæng, men selvom begge ord handler om det, der skal ske i fremtiden, så er der stor forskel på de to ord ”håb” og ”forventning”.

Eksempelvis forventer sundhedsmyndighederne, at smittetallet vil stige i julen, når mennesker fra hele landet samles, men der er næppe nogen, der håber det. Forventninger bygger på det, vi har erfaring med og viden om, fx at smittetallet stiger ved tæt fysik kontakt. Forventningen tager udgangspunkt i rationelt viden.

Håbet derimod er knyttet til noget, vi ikke ved noget om. Man kan fx håbe på et mirakel, men ikke forvente det. Håbet rummer en religiøs dimension, der er forbundet med tro og kærlighed – det er de tre teologiske kardinaldyder: tro, håb og kærlighed.

Et menneskes kærlighed er knyttet til håbet. Den forelskede kan håbe på den andens kærlighed, men ikke forvente eller forlange det. Man kan kun håbe, at ens kærlighed er gengældt.

I håbet ligger der altid et element af tro og tillid. Kærligheden tror alt, håber alt, udholder alt.

Men hvad nu, hvis man går og håber og håber, og det man håber på, aldrig kommer til at ske – så bliver man jo slemt skuffet. Er det så ikke bedre at lade være med at håbe – så sparer man da i det mindste sig selv for skuffelserne.

Hvis man ikke håber på noget, så bliver man ikke skuffet.

Jøderne håbede på, at der skulle komme en frelser, der ville gøre deres verden bedre, og de troede, at det var Jesus. Derfor hyldede de ham, da han red ind i Jerusalem. De forventede, at han skulle rydde alle deres trængsler af vejen og fjerne alle deres lidelser og deres undertrykkere.

Og de blev slemt skuffede – for han levede ikke op til deres forventninger.

Var det så ikke bedre, om de blot havde resigneret under den romerske besættelsesmagt og havde opgivet alt håb om frelse. Så kunne Jesus være reddet ind i Jerusalem uden menneskenes forventninger, opmærksomhed og Hosianna-tilråb. Ville det ikke have været bedre? 

Nej!

Jeg vil vove den påstand, at vi ikke kan leve vores liv uden håb, for uden håb er man desperat. Helt bogstaveligt kommer ordet desperat af det latinske ”uden håb”. ”De” betyder ”uden”, og ”sperare” betyder ”håbe”.

Håbet opponerer imod den desperate påstand om, at verden ikke kan forandres til det bedre.

Den, der håber, tror på, at verden kan blive bedre. Håbet er åbent for, hvad der kan ske, mens forventningerne lukker sig om en forestilling om, hvordan det skal ske.

Forventningerne står i vejen for vores udsyn, så vi ikke kan se, hvad der rent faktisk kommer os i møde.

Derfor skuffede Jesus jødernes forventninger. Han kom for at frelse verden, men ikke med sværd, magt og krig, som de forventede, men med kærlighed, tålmodighed og forsoning, sagtmodigt og ydmygt ridende på et æsel.

Og hvad så med os i dag, der tænder det første lys i adventskransen og håber på at kunne fejre en normal jul, alt imens vi på tiende måned lider under coronapanemien. Hvordan kan vi bevare håbet med udsigten til yderligere restriktioner, der kun strammer grebet om julens mange sociale arrangementer?

Tanken om, at vi også skal være isolerede i julen, er da lige til at blive desperat af!

Jeg vil vove den påstand, at det, der gør mennesker desperate, ikke er vores trængsler – det er mangel på håb. Lidelserne kan tværtimod styrke håbet om en bedre verden.

Håbet rækker ud over vores erfaring og rummer et element af trods – det er håbets sejr over erfaringen.

For næsten 500 år siden skrev Luther i en adventsprædiken, at ”håbet hele tiden vokser.” Og så skriver han det meget tankevækkende og provokerende – hør godt efter:

”Dertil hjælper også lidelser og forfølgelser! For håbet vokser ikke i takt med, at trængsler ryddes af vejen. Håbet vokser netop gennem trængslerne, for at håbet ikke skal forlade sig på vore menneskelige kræfter, men alene skal bestå i kraft af Helligånden.”

Ifølge Luther er lidelse og modgang altså noget, der kan rense håbet fra forventninger og ønsketænkning, der står i vejen for vores udsyn, så vi mennesker alene sætter vores lid til Gud.

Det er tankevækkende – og kan være svært at forstå.

Det kan sammenlignes med lyset i adventskransen – lyset, der symboliserer Guds komme til verden. Vi ser lyset, fordi det skinner i mørket og ikke i dagslyset. Hvis vi tændte lys i adventskransen en sommerdag i juli, mens solen skinner, var der næppe nogen, der ville se det.

Lyset er jo tændt hele tiden, men jo mørkere der er, jo tydeligere ser vi lyset.

Man siger med rette, at de største bedehuse ikke er kirkerne, men sygehuse og hospitaler.

Det er netop, når vi står over for lidelser og udfordringer, at vi mest af alt håber.

Netop under en pandemi, som vi i øjeblikket gennemlever, med trængsler i hele verden, så er det tankevækkende, at håbet ikke vokser i takt med, at vores trængsler ryddes af vejen, men tværtimod vokser derved.

Håbet er som lyset, der skinner i mørket. Jo mere mørke og trængsel, jo tydeligere mærker vi håbet. Håbet, som vi ikke kan skabe selv, fordi det er en gave fra Gud.

Jesus taler aldrig selv om håb – han er håbet. Håbet om en bedre fremtid, en ny himmel og en ny jord. Håbet om frelse, fred og forløsning. Håbet, som er Guds gave til os. En gave vi får i dåben, hvor vi bliver genfødt til et levende håb.

Glædelig første søndag i advent.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed

Amen.

Af biskop Marianne Gaarden