Landemodeberetning 2023

Til det årlige landemode i Maribo den 5. oktober deltog præster, menighedsråd og andre interesserede fra hele stiftet. I  alt 130 mennesker var samlet til gudstjeneste i domkirken, inden det efterfølgende møde i Bangs Have, hvor der både blev snakket samarbejde og uddelt en pris for det bedste kirkelige initiativ siden sidste års landemode. 

Biskop Marianne Gaardens landemodeberetning 2023

Hjertelig velkommen til årets landemode her i Bangs Have og tak til provst, Michael Fagerlund, der stopper med udgangen af næste måned for at gå på pension, for at forestå gudstjenesten i dag.

En særlig velkomst skal der lyde til de af jer, der ikke tidligere har deltaget i et landemode. Det glæder mig, at I er med i dag. Jeg håber, at vi i år får en god og givende dag i selskab med hinanden og årets oplægsholder, Eva Holmegaard Larsen, der udover at være sognepræst i Nødebo-Gadevang i Helsingør Stift, også er medlem af Landsforeningen af Menighedsråds bestyrelse og sidder i personaleudvalget. Eva vil lidt senere holde et oplæg om temaet for dette års landemode – det gode samvirke.

Arbejdsmiljøet og det gode samvirke mellem menighedsråd, præst og kirkefunktionærer, har fyldt en del i medierne i den seneste tid. For folk, der kun har deres viden om folkekirken via medierne, kan det synes, som om de mennesker, der frivilligt engagerer sig eller arbejder i folkekirken, gør en dyd ud af ikke at efterleve næstekærlighedsbuddet. Os, der har vores gang inden for kirkemurene ved, at det ikke er tilfældet. Langt de fleste steder finder man ud af det med hinanden, og selvfølgelig kan der være uoverensstemmelser. Alt andet ville være mærkeligt, men at arbejdsmiljøet skulle være dårligere nu end tidligere, vil jeg gerne opponere imod.

I sommer var jeg på ferie på Gotland og kunne i min guidebog læse, at en ung dansk præst, Christen Christensen, blev udsat for et mordattentat i 1620 af sine egne sognebørn. Under en gudstjeneste blev der affyret skud mod Christen stående i præstekjole med biblen i hånden foran alteret. Præsten gik ram forbi, men altertavlen fik et par skudhuller. Dem kunne man så som turist studere nærmere. Så mon ikke, der altid har været konflikter og uoverensstemmelser i kirken – det er blot andre midler, vi tager i brug i dag – heldigvis.

Vi prædiker om næstekærlighed og forsøger at efterleve det, men vi er ”kun” mennesker, og som altid, når man sætter mennesker med forskelige perspektiver, interesser og funktioner til at løse en fælles opgave, vil der naturligvis også være forskelige holdninger. Det er ikke et problem – tvært imod er det en styrke. Megen udvikling og innovation opstår netop, når forskellige perspektiver mødes. Margrethe Vestager, ledende næstformand i Europa-Kommissionen, har formuleret det på den måde, at uenighed netop er den dynamik, der skaber udvikling og vækst.

Det er godt at holde sig for øje, at uenighed ikke nødvendigvis er dårligt. Det afgørende er, hvordan vi forholder os til vores uenigheder: Er det med krudt og kugler som i kirken i 1620 eller med dialog og respekt for forskellige synspunkter? Mon ikke vi alle foretrækker dialogen frem for pistolen?

Hvis vi med respekt lytter til hinandens forskellige synspunkter, er der langt større sandsynlighed for, at vi kan indgå et kompromis, som alle kan se sig selv i. Hvis dialogen er gået i hårdknude, kan en konfliktmægler nogle gange være til god hjælp. Endnu bedre er det imidlertid, inden en potentiel konflikt går i hårdknude, at tage en snak om, hvilke interesser og perspektiver, der er i menighedsrådet, som består af både læge- og gejstlige medlemmer.

Heldigvis er der fortsat folk, der frivilligt stiller op til arbejdet i menighedsrådene og løfter et stort stykke arbejde. En stor tak skal I have – uden jer ville kirken ikke være en folkekirke. Ordet ”kirke” kommer af det græske ord ”ekklesia”. Det betyder slet og ret en forsamling af mennesker, der er kaldet. I Det Nye Testamente betegner ordet ekklesia/kirke de troendes fællesskab. Det er alle med den store eller den lille tro; den store eller den lille tvivl. Der er plads til ”alle” i folkekirken.

Næste år skal der vælges nye medlemmer til menighedsrådene, og det er en god idé allerede nu at prikke nogen på skulderen, som kunne have interesse for sin lokale kirke. Erfaringerne viser nemlig, at man hellere vil spørges end selv stille sig op. Undersøgelser viser, at vi alle hylder forenings Danmark og det stærke civilsamfund, men i praksis er det kun én ud af ti, der selv vil bidrage. Den udvikling vil måske også på et tidspunkt kunne mærkes i folkekirken, så det er en god idé allerede nu at overveje, om der bliver behov for nye medlemmer.

Udover de valgte lægmedlemmer er præsterne født medlem af menighedsrådene. Igennem flere år har der været fokus på præstemanglen. I gennemsnit er der på landsplan tre ansøgere per stilling, hvis vi ser bort fra de to store uddannelsesbyer, hvor teologerne udklækkes. Det svarer efterhånden også til vores erfaringer her i stiftet, hvor der det sidste års tid har været mellem to til seks ansøgere per stilling.

Faldet i ansøgere gælder også ansøgere til provstestillingerne. Anderledes ser det ud, når vi skal rekruttere en ny kommunikationsmedarbejder i stiftet, hvor vi sidste gang fik 50 ansøgere! Der er flere kommunikationsfolk end teologer.

Når jeg en gang om året inviterer de sidst ansatte præster i stiftet til en frokost, hvor vi taler om, hvordan de har oplevet at komme her til stiftet, så hører jeg næsten fra alle, at de føler sig godt modtaget, og menighedsrådet er glade for, at de har valgt at gøre tjeneste hos dem. Desuden er der stor lydhørhed for præsternes nye ideer og initiativer – det handler ikke kun om at gøre, som vi plejer. Og innovation og gode ideer er der mange af.

Som sagt har medierne på landsplan ofte en vis evne til at fokusere på konflikterne, og ikke på de gode historier i folkekirken. Heldigvis har vi her i stiftet initiativprisen, der udgøres af en lang perlerække af gode historier, der vidner om mennesker med stort engagement, innovation og virketrang, og som den lokale avis, Folketidende, gerne bringer. Det er godt at høre om, og dejligt at kåre, en vinder, og endnu bedre, når andre lader sig inspirere, således at flere får glæde og gavn af de gode ideer. Så lad os håbe, at årets vinder også i år kan være til inspiration for andre.

Kirken er bygget af levende stene, hvilket et menighedsråd på Vestlolland eftertrykkeligt har fået sat på den nationale dagsorden. Menighedsrådet er lykkedes med at gøre opmærksom på et problem, som jeg igennem flere år har forsøgt at pege på. Både i bogen om stiftets muligheder og udfordringer Vel mødt under sky på kirkesti og senest i min studierapport Urbaniseringens konsekvenser for folkekirken (og hvis nogle af jer mangler et eksemplar, så er der nogle få tilbage. Spørg bispesekretær Louise Andersen ved udgangen).

Efter at have talt med alle menighedsråd i stiftet om deres udfordringer og muligheder, stod det klart for mig, at mange af de råd, der har ansvaret for flere kirkebygninger, oplever vedligeholdelsen som et ansvarstungt område. Derfor blev et projekt om differentieret vedligeholdelse – hvor ikke kun kulturarven, men også kirkens reelle brug – søsat på initiativ af Lolland-Falsters Stift sammen med fire andre stifter. Projektet (som blev præstenteret på sidste års landemode) har vist, at den mest værdifulde kulturarv primært er placeret i de tyndest befolkede områder. Hvilket er logisk, når man tænker på, at langt de fleste kirker blev bygget på landet i middelalderen, hvor vi var et agerbrugssamfund, så det var naturligvis her behovet og ressourcerne var til stede. I dag har landbrugets industrialisering flyttet mennesker fra land til by, mens kirkerne stadigvæk står, hvor de blev bygget, som vores fælles nationale kulturarv. 

I de tyndest befolkede områder er der blevet meget langt (og nogle steder også for langt) imellem vores idealer om at lade folkekirkens menighedsråd varetage vedligeholdet, og så det reelle behov for kirkerne. Der skal findes bæredygtige løsninger i fremtiden. Det er vigtigt at finde en eller flere modeller, men som altid i folkekirken sker det ikke fra den ene dag til den anden – i folkekirken arbejder vi jo med evigheden som horisont. Alle interessenter skal høres og inddrages i en drøftelse af, hvad vi kan gøre. Min holdning er, at kirkerne tilhører os alle sammen, også dem, der ikke slider på kirkebænken, og derfor skal der findes en nationalløsning for bevaringen af vores kulturarv.

Der er dog undtagelser for forandringer i folkekirken, der ikke først skal vendes og drejes mange gange. Fra den ene dag til den anden blev Bededag afskaffet, hvilket stort set kunne samle alle folkekirkens forskellige aktører i en fælles protest. Det hører til undtagelserne, at alle i folkekirken kan blive enige.

Et andet emne har dog også kunne samle mange af folkekirkens aktører – nemlig Folkekirkens Grønne Omstilling. Folkekirken har med mere end 10.000 hektar jord, 2.340 kirker, samt næsten lige så mange præste-, sogne- og kirkegårde et medansvar for den grønne omstilling. Derfor har alle folkekirkens centrale aktører prioriteret at investere mere end 18 millioner kroner i et fireårigt projekt, der har til formål at inspirere folkekirkens mange menighedsråd til at deltage i den grønne omstilling.

Vi er så heldige i det daglige at have projektlederen, Jesper Rønn Kristiansen, forankret her på Lolland-Falster, idet han har kontor på stiftet i Nykøbing, hvor han bor. I kan følge arbejdet på Folkekirkens Grønne Omstillings hjemmeside, et arbejde, som mange menighedsråd heldigvis har ladet sig inspirere af. Hvilket blandt andet kunne ses til det nyligt afholdte fællesmøde i Kettinge (ovenikøbet en fredag aften). Omstillingen til den grønne energi og ikke mindst priserne på energi er et emne, der også er rykket ind i folkekirken.

På baggrund af sidste vinters energipriser fik pastorater med én præst og flere kirker her i stiftet en stående tilladelse til at nedsætte gudstjenestefrekvensen fra efterårsferien og til påske. Forudsætningen var, at ordningen skulle evalueres og det skulle meldes tilbage, hvordan de færre gudstjenester påvirkede den samlede kirkegang. Desuden henstillede jeg til, at sognene skulle være behjælpelig med transport til kirken, hvis nogle kirkegængere havde behov for det, og at der skulle sættes andre aktiviteter i stedet, sognearrangementer, pilgrimsvandringer, hverdagsgudstjenester og lignende.

Evalueringerne viser, at deltagerantallet ikke faldt, og det i helt overvejende grad var en god oplevelse at rykke sammen i én kirke. Et enkelt sted var erfaringen endda, at der kom flere i kirke, fordi det var en bedre oplevelse af være en større menighed. Udfordringen var imidlertid, at der ikke i nævneværdigt omfang blev gennemført andre aktiviteter, fordi man skulle tage hensyn til kirkefunktionærernes rammetid. Selvfølgelig skal vi tage hensyn til organister, kirkesangere, kordegne, kirketjenere og graveres arbejdstid. Samtidig skal gudstjenestefrekvensen tage udgangspunkt i det konkrete behov hos menighed for at høre evangeliet. Det er derfor, vi er kirke – det må vi aldrig glemme.

Hvad gør man så, når præsten bliver syg søndag morgen, og alle nabopræsterne allerede er i gang i deres sogne. Den situation har menighedsrådsforeningen selv forsøgt at foregribe ved sammen med stiftet at søsætte et kursusforløb for lægmandsgudstjenester. Her har en folk engagerede lægfolk fået undervisning i: liturgi, tekstlæsning, salmer, og hvad de som lægfolk gerne må og kan, og hvad der kræves en præst til. Det er mit indtryk, at det har været et godt og konstruktivt forløb.

Et andet arbejde, som også har været godt og konstruktivt, er Lolland-Falsters Stift Sociale arbejde, der foregår i et samarbejde med Menighedsplejen i Danmark. Målet er at kunne tilbyde og understøtte diakonale projekter på tværs af sognene i stiftet. Det har Mei Petersen, der er formand for bestyrelsen, lovet at fortælle lidt om i dag, inden stiftsrådsformand, Susanne Møller aflægger beretning fra stiftsrådet.

Afslutningsvis vil jeg gerne takke præster, provster, menighedsråd, kirkefunktionærer, frivillige, konsulenter stiftsråd og arbejdsudvalg under stiftsrådet for jeres gode indsats i det forgange år. Tak også til alle i ansatte i stiftsadministrationen under kontorchefen Lene Møller Krabbesmarks kyndige ledelse – det er en sand fornøjelse at have så velfungerende en stab med godt humør og stort engagement omkring mig i hverdagen.

Med disse ord slutter jeg min årsberetning og ønsker jer alle Guds velsignelse i jeres funktioner rundt om i alle stiftets sogne.