Selvfølgelig skal folkekirken værne om kulturarven
”Hvad sker der lige på Sydhavsøerne?” spurgte en journalist, der i medierne kunne læse, at et menighedsråd vil rive en bevaringsværdig præstegård ned, mens et andet menighedsråd vil rive en gammel middelalderkirke ned. Det kræver en forklaring.
Af biskop Marianne Gaarden
Det ærgrer mig, hvis Idestrups gamle præstegård fra 1927 skal rives ned, da den ligger i en del af byen, der er udpeget som bevaringsværdigt kulturmiljø. Netop de smukke gamle præstegårde er for mange præster attraktive, når de skal søge stillinger. Som biskop har jeg derfor løbende gennem provsten opfordret menighedsrådet til at igangsætte en renovering af præstegården i Idestrup – en opfordring jeg hermed gentager endnu engang. For det er ikke op til stiftet eller mig som biskop at træffe beslutning om istandsættelse af præstegården, idet den forvaltes af menighedsrådet.
Det er heller ikke stiftet, der er beslutningsmyndighed i spørgsmål om nedrivning af præstegårde, det er kommunen. Det var derfor med stor ærgrelse, at jeg som biskop erfarede, at et flertal i Guldborgsund Kommunes byråd ikke vil bruge deres mulighed for at nedlægge forbud mod nedrivning af Idestrups gamle præstegård. Og ikke kun på grund af kulturmiljøet, men også på grund af den viden vi i dag har om CO2-udledningen ved nybyggeri, der gør renovering af gammelt byggeri langt mest bæredygtigt og den bedste løsning for klimaet.
Folkekirken har med mere end 2.300 kirker og næsten lige så mange præstegårde et stort ansvar for den grønne omstilling. Derfor har folkekirken igangsat et stort nationalt projekt med det formål at inspirere landets mange menighedsråd til at deltage i den grønne omstilling. En invitation rigtig mange menighedsråd heldigvis har taget godt imod. Vi skal alle igennem en transformationsproces, hvor vi skal tænke på klimaet og forbruge anderledes – også når det drejer sig om nedrivning og nybyggeri. Vi skal bevare og forlænge bygningernes levetid fremfor at købe og forbruge nyt.
Hvad angår Herredskirke Kirke på Vestlolland, så foreligger der ingen beslutning om nedrivning. Blot at det skal undersøges, hvad menighedsrådet, der ikke længere har brug for kirken, kan gøre. De vil hellere end gerne aflevere nøglerne til en anden aktør, der kan overtage ansvar for vedligeholdet af kirken.
Middelalderkirkerne er vores fælles nationale historie, der vidner om landets kristne rødder. Danskerne holder af deres kirker, også selvom de ikke bruger dem særlig ofte. Mange er dog ikke klar over, at det ikke er staten, der driver kirkerne, men frivillige menighedsråd. Det fungerer heldigvis godt de fleste steder, men hvad gør man, når der ikke længere er mennesker i affolkede landdistrikter til at drive og bruge en middelalderkirke?
Meget har ændret sig siden middelalderens agerbrugssamfund, hvor over 80 procent af befolkningen boede på landet – i dag er det omvendt. Over 80 procent bor i byerne, og i sagens natur følger kirkebygninger ikke med. Da kirkerne blev bygget, var kapitalen og befolkningen koncentreret på landet, hvilket Lolland netop er et tydeligt eksempel på. Her ligger middelalderkirker af høj kulturarvsværdi som perler på en snor i områder, hvor der i dag ikke længere bor mange mennesker.
Det er netop den situation, menighedsrådet på Vestlolland står i med tre middelalderkirker og en ”skovkirke” til kun 533 medlemmer. De vurderer, at der i dag kun er 11 mennesker tilbage i det oprindelige sogn, og kirkegården er lukket for nye begravelser for flere år siden. Taget på Herredskirke Kirke er efterhånden så dårligt, at det nu skal renoveres. Derfor overvejer menighedsrådet, hvordan kirkens døde sten kan blive til nyt liv – f.eks. ved at kirken tages ned og flyttes til et museum, eller ved at kirkens gamle munkesten genbruges til renovering af andre middelalderkirker, hvis munkesten er forvitrede. Det er den historie, der har udviklet sig til, at et menighedsråd vil rive deres kirke ned.
Problemet er hverken et menighedsråd, der betragter det som deres primære opgave at understøtte forkyndelsen af evangeliet der, hvor der bor mennesker, eller danskeres ønske om at bevare alle middelalderkirker i tyndtbefolkede områder. Problemet er, at der er blevet for langt mellem den demografiske udvikling og vores idealer om at bevare kulturarv i affolkede områder. Hvis middelalderkirkerne i affolkede landdistrikter fortsat skal stå der for de kommende generationer, er det helt nødvendigt at finde en national løsning, så et menighedsråd kan overdrage nøglen til den kirke, de har i overskud, til en anden aktør.
