Kristendommen taler aldrig om at begrænse ytringsfriheden, men altid om at begrænse hadet

Regeringens lovforslag om at kriminalisere “utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund” er sendt i høring. Der er zoomet ind på et konkret problem, der søges løst ved en såkaldt nålestiksoperation.

Imod lovforslaget er dem, der mener, at et forbud imod koranafbrændinger er en begrænsning af ytringsfriheden. Imod er også dem, der mener, at det er et knæfald for despoter i lande, der selv træder menneskerettighederne under fode og forfølger religiøse mindretal, herunder også kristne.

For lovforslaget er dem, der ikke definerer koranafbrændinger som en ytring, men derimod som en grov og respektløs provokation rettet mod en religiøs befolkningsgruppe. For er også dem, der argumenterer for hensynet til Danmarks udenrigspolitiske interesser og sikkerhed.

Uanset om man er for eller imod lovforslaget, forudsættes det imidlertid, at lovgivningen er svaret på de problemer, som koranafbrændingerne udgør. Intentionen om at dæmme op for koranafbrændinger hilser jeg velkommen, men kan de kræfter, der driver mennesker til at brænde koraner af foran ambassader, reguleres ved lov? Jeg tvivler. Vi bliver nødt til også at zoome ud og rette fokus imod de bagvedliggende motiver.

I medierne ser vi mange billeder af mennesker, der brænder koraner af, men kun få gange bliver de spurgt om, hvorfor de gør det, hvad der driver dem, eller hvad de vil at opnå. Der følger ikke en udlægning af deres aktioner. Det er op til os, der kigger på koranafbrændingerne, at tolke dem. Nogle ryster på hovedet og kigger væk, mens andre oplever et vist ubehag ved situationen, der giver konnotationer til tidligere tiders bogafbrændinger.

Intuitivt tolker vi koranafbrændingerne som en hetz drevet af foragt og had – ikke så meget rettet imod selve bogen – som imod en religiøs befolkningsgruppe, for hvem denne bog er hellig. Hadet er en følelse, der driver mennesker til handlinger, hvis mål er at skade, ydmyge eller helt destruere. Hadefulde aktioner fremkalder hadefulde reaktioner. En tændstik, der sætter ild til en koran, modsvares af en tændstik, der sætter ild til en kirke med kristne. Det næste skridt er værre. Det er hadets logik, der leverer brændstof til voldsspiralen. Historien viser, hvor fatalt det kan udvikle sig, når hadet mod en religiøs gruppe får frit spillerum.

Selvom man kan søge at reducere hadefulde handlinger ved lov, kan man ikke lovregulere mod selve hadet. De rabiate kræfter, der kommer til udtryk i koranafbrændinger, findes fortsat i mennesker. Hadet vil blot finde andre måder at udtrykke sig på, når tændstikkerne fjernes. Så lovgivning alene gør det ikke. Der er behov for mere. Det afgørende spørgsmål er, hvad der kan reducere det had, der fører til provokerende og destruktive handlinger rettet imod religiøse grupper.

Svaret findes for mig at se netop i troen. Centralt i kristendommen står den etiske fordring, at vi skal behandle andre, som vi selv vil behandles. Som kirke arbejder vi for at reducere polarisering og begrænse ekstremisme ved blandt andet at invitere til religionsdialog. Kristendommen taler aldrig om at begrænse ytringsfriheden, men altid om at begrænse hadet.