Kronik: Kirken er bygget af levende stene

Af Marianne Gaarden

Vi danskere har stærke følelser for vores gamle middelalderkirker med de omkringliggende kirkegårde. Siden en middelalderkirke i 1918 blev revet ned, er de blevet betragtet som umistelig kulturarv, der ikke som andre bygninger i affolkede områder fjernes. (Undtaget er Maarup Kirke, der grundet nedstyrtningsfare blev taget ned i 2008.) 72 procent af danskerne betaler kirkeskat og 60 procent af dem gør det, netop fordi de gerne vil bevare kirkebygningerne. Det er vores fælles nationale historie, Danmarks ældste kulturarv og for mange er kirkerne også identitetsmarkører, der vidner om landets kristne rødder.  

Kirken står der som en helle midt i det pulserende liv. Her har man igennem århundrede fejret gudstjeneste, begravet de døde, døbt de nyfødte, konfirmeret de unge og viet de forelskede. En oase af stabilitet, tradition og et skatkammer af kulturhistorie. Mange benytter også kirkens rum til en stille stund uden for gudstjenestetid, tænder et lys eller beder en bøn. Kirkerummet binder generationer sammen og understøtter oplevelsen af at være en del af noget større. Det er imidlertid ikke alle, der er klar over, at det ikke staten, der driver kirkerne, men frivillige menighedsråd. Det fungerer heldigvis godt de fleste steder, men hvad gør man, når der ikke længere er mennesker i affolkede landdistrikter til at drive og bruge en middelalderkirke?  

Meget har ændret sig siden middelalderens agerbrugssamfund, hvor over 80 procent af befolkningen boede på landet. Kirkerne blev derfor bygget på landet, hvor kapitalen og befolkningen var koncentreret. I dag, hvor landbruget er industrialiseret og mange af de dertil knyttede arbejdspladser er nedlagt, bor over 80 procent af befolkningen i byerne. Befolkningen forskyder sig fortsat fra land til by, og i sagens natur følger kirkebygninger ikke med. I takt med at indbyggertallet falder, bliver små landsogne blevet lagt sammen, hvilket indebærer, at der kan være flere kirker i ét sogn. Det udfordrer folkekirken i de tyndest befolkede områder, hvor der mangler mennesker såvel som økonomiske ressourcer. I øjeblikket oplever nogle menighedsråd sig som små museumsbestyrelser og efterlyser en bedre balance mellem brugen af ressourcer på ”de døde sten” og ”de levende sten.”  

Det er netop den situation, menighedsrådet på Vestlolland står i med tre middelalderkirker og en ”skovkirke” (bestående af et alter med kors, samt to rækker med bænke i det fri) til kun 533 medlemmer. De vurderer, at der i dag kun er 11 mennesker tilbage i det oprindelige sogn, og kirkegården er lukket for nye begravelser for flere år siden. Igennem flere år har de forgæves forsøgt med forskellige aktiviteter i kirken, der ligger omgivet af marker og med kun 800 meter til kirken i nabosognet. De har også overvejet om den kunne bruges til andet; f.eks. pilgrimskirke med mulighed for overnatning, som øve- og koncertrum for kor og musikere, som udstillingsrum for kunstnere eller måske som et lille åndeligt refugium for fortravlede storbymennesker. Alle ideerne er imidlertid opgivet igen. For det første vil det kræve en større renovering af kirken og flere ressourcer, end menigheden råder over. For det andet tvivler menighedsrådet på, at der vil være mennesker til at bruge tilbuddene, da der i forvejen er et overskud af bygninger på Vestlolland og indbyggertallet er støt faldende. Så hvad kan de gøre? 

Lukning af middelalderkirken er ikke en nem løsning. Dels fordi det ifølge lovgivningen fortsat er menighedsrådet, der har ansvaret for vedligeholdelsen, selvom kirken er lukket. Dels fordi en kirke, der ikke er i brug, forfalder hurtigere end en kirke, der er i brug. Desuden bliver en kirke som andre bygninger opført før 1536 automatisk fredet og underlagt bygningsfredningsloven, hvis den tages ud af brug eller sælges. Ved en fredning skærpes kravene til vedligeholdet og begrænsningerne på, hvad der må ændres. Dertil kommer det juridiske uafklarede spørgsmål om, hvem der ejer middelalderkirkerne, da der ikke findes skøder på middelalderkirkerne. I praksis indebærer det, at salg heller ikke er en oplagt løsning. Desuden kan det tage op til 40-60 år at nedlægge kirkegården, da det først kan gøres, når det sidste gravsted er sløjfet. Anderledes forholder det sig med kirker bygget for mindre end 100 år siden uden kirkegårde, som f.eks. kirkerne i København, der er solgt og i dag bruges til andre formål. 

Taget på Herredskirken er efterhånden så dårligt, at det nu skal renoveres. Derfor overvejer menighedsrådet, hvordan kirkens døde sten kan blive til nyt liv – f.eks. ved at kirken tages ned og flyttes til et museum, eller ved at kirkens gamle munkesten genbruges til renovering af andre middelalderkirker, hvis munkesten er forvitrede. Det er den historie, der er blevet til menighedsrådet, der vil rive deres kirke ned. Problemet er hverken et ansvarligt menighedsråd, der betragter det som deres primære opgave at understøtte forkyndelsen af evangeliet dér, hvor der bor mennesker, eller danskeres ønske om at bevare alle middelalderkirker i tyndtbefolkede områder. Problemet er, at der er blevet for langt mellem den demografiske udvikling og vores idealer om at bevare kulturarv i affolkede områder. Et problem Vestlolland ikke er alene om, her mærkes det blot først, men over de næste årtier vil det også blive tydeligt andre steder i landet. Det er imidlertid ikke kun i Danmark, vi står med den udfordring.  

I hele Europa vurderes der at være cirka en halv million middelalderkirker klassificeret som værdifuld kulturarv i tyndtbefolkede landdistrikter. Man har fundet forskellige løsninger afhængigt af de lokale forhold. I Norge, hvor man også har tradition for at bevare kulturarven, har regeringen netop bevilliget 10 milliarder kroner til en fond til bevaring af kirkebygninger. På Gotland har Rigsdagen godkendt oprettelsen af foreningen ”Samfälligheten Gotlands kyrkor” til bevaring af øens 93 middelalderkirker. I Holland sælges kirkerne (hvoraf de fleste er af nyere dato) og anvendes til andre formål. I England driver fonden ”The Church Conservation Trust”, finansieret dels af store fonde og dels af staten mere end 350 kirker, der er taget ud af brug, til blandt andet ”champing” (overnatning i kirken). I andre lande i Europa lader man kirkebygningerne forfalde og blive til ruiner. Vi kan lade os inspirere af ”best practice” i andre lande, men vi skal finde vores egen model i Danmark.  

Hvis middelalderkirkerne i affolkede landdistrikter fortsat skal stå der for de kommende generationer, er det helt nødvendigt at finde en juridisk og økonomisk løsning, så et menighedsråd kan overdrage nøglen til den kirke, de har i overskud, til en anden aktør. En mulighed, der i øjeblikket ikke eksisterer. Hvis vi forudsætter, at middelalderkirkerne er vores fælles nationale kulturarv, så skal der findes en national løsning. Den danske regering kunne passende lade sig inspirere af den norske regeringen, der har investeret i en fond til bevarelse af landets middelalderkirker. Så kan menighedsråd og præster være en levende kirke for mennesker, dér hvor de bor, fremfor at skulle passe døde sten, der hvor der ingen bor. 

BRAGT I BERLINGSKE TIDENDE  1. oktober 2023