Vær velkommen! Folkekirken kan atter slå dørene op

Af biskop Marianne Gaarden

”Evigt elskes kun det tabte”, siger man og mener dermed, at man først forstår værdien af noget, når det ikke er der mere. 

Igennem 11 uger har langt de fleste mennesker været henvist til deres eget og husstandens selskab. Mon ikke vi er mange, der har fået øjnene op for, hvad det fysiske fællesskab betyder, samværet med mennesker, venner, familie og kollegaer. Den hyggelige snak med kollegaen ved kaffemaskinen, med pædagogen, når børnene skulle hentes i børnehaven eller måske det at sidde på kirkebænken, synge sammen, lytte til præsten og synke ind i sig selv og tænke over livet.

Mange mennesker vil måske sige, at det med kirkegang ikke er det største afsavn, for man kommer mest i kirken ved højtider og ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Men så sker der alligevel noget, når man finder kirkedøren låst.

Kirken er i mange danskeres bevidsthed en så integreret del af vores kultur, at mange bare tager det for givet, at kirken er der, når man har brug for den. Flaget er hejst, kirken er nykalket og dørene slået op, klar til at tage imod en med orgelbrus og en veloplagt præst.

Det er lidt som idealet for det gode barndomshjem, som man bare kan komme hjem til, når man har brug for det. I hverdagen er man travlt optaget af alle mulige andre aktiviteter og gøremål, og man skænker ikke sine forældre en tanke – de har jo altid været en del af ens liv. Men når man så er kørt træt, trænger til hvile, en kærlig favn eller til at blive ladet op, så er det godt at kunne komme hjem til en åben dør og blive modtaget med åbne arme og varm aftensmad. Forældrene er til rådighed i kraft af, at de eksisterer. Man ville blive forbavset, hvis man kom hjem til dem for blot at finde døren lukket og låst.

Folkekirken er jo heldigvis ikke tabt i løbet af coronakrisen. Tværtimod. Kirkerummet er elsket og betydningsfuldt – det har de lukkede kirkedøre vist. Mange mennesker har savnet kirkerummet til forårets konfirmationer, bryllupper, dåb og begravelser, hvor alle, der ønsker det, normalt kan deltage; og mange har savnet at fejre gudstjeneste og synge sammen. Heldigvis står kirkebygningen og sognegården der endnu og har bare som alt andet i samfundet været lukket for offentlig adgang i en periode.

Men fra på mandag den 18. maj har kirkerne atter fået mulighed for at slå dørene op og byde velkommen. Folkekirken kom med i anden åbningsrunde af landet – en anerkendelse af, at det er et vigtigt rum, som danner rammen om rigtig mange danskeres liv både til hverdag og til fest, og både i livets gladeste og sørgeligste stunder. Gensynet med kirkerummet er ganske vist stadigvæk med håndsprit, uden håndtryk og efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer om to meters afstand, fordi der synges i kirken, men det skal ikke afholde os for at glæde os over igen at kunne være sammen – og ikke kun hver for sig. 

Krisen har understreget N.F.S. Grundtvigs kloge ord om, at kirken er til for folkets skyld, og ikke omvendt. For kirke kan også være det fællesskab, der opstår på nye måder uden for kirkens rum, eksempelvis gennem digitale gudstjenester, telefonsnakke eller vandreture i naturen. Dette må vi bære videre ind i den kommende tid, hvor vi fortsat skal vise omsorg over for hinanden, når vi mødes ude i virkelighedens verden.

Vi venter i skrivende stund stadig på de præcise retningslinjer fra Kirkeministeriet for, hvilke forhold kirkerne kan genåbne under på mandag. Ventetiden føltes lang, men der er ikke så meget andet at gøre, end væbne os med ekstra tålmodighed, mens vi langsomt vender tilbage til en hverdag, der trods alt begynder at se mere normal ud. Netop i kirkens rum mødes vi om den erfaring, at der er ting i livet, vi ikke kan styre – såsom en virus, der lukker verden ned. Men vi er alle som mennesker bundet sammen af en kærlighedens kraft, som er større end os selv, nemlig Gud.