Et sundt samfund skal ikke hjælpe folk til at dø, men med at leve
"Det vigtigt at skelne imellem det smertelige ved at “se” på et lidende menneske og “være” et lidende menneske. Det er tankevækkende, at debatten om aktiv dødshjælp primært føres af raske mennesker, der ikke bryder sig om se et andet menneske lide" skriver biskop Marianne Gaarden i sit debatindlæg.
Et borgerforslag om at legalisere det, der ofte omtales som aktiv dødshjælp, fik støtte fra statsministeren i sin tale på Folkemødet på Bornholm. Også her i avisen har emnet “aktiv dødshjælp”, fundet vej i en leder i fredags. Der er mange indbyggede (og fejlagtige) antagelser i debatten, der kalder på en nuancering – og denne leder er ingen undtagelse. Heri står der blandt andet: “Det er smerteligt at se til, når et medmenneske lider og ikke længere føler nogen mening med livet, men kunstigt holdes fast i det gennem medicinering.” Alene i denne sætning er der tre antagelser, jeg vil anfægte.
For det første behøver ingen mod deres vilje at blive holdt kunstigt i live gennem medicinering. Der er forskel på det, man lidt misvisende kalder “aktiv dødshjælp” og “passiv dødshjælp”, men mange er ikke klar over forskellen. Aktiv dødshjælp, hvor formålet er at slå ihjel, er ikke tilladt. Hvorimod passiv dødshjælp, hvor formålet ikke er at slå ihjel, men at lindre smerterne, er tilladt. Man kan fravælge livsforlængende behandling og dø naturligt, når kroppen ikke kan mere. For eksempel kan man bede om ikke at blive genoplivet ved hjertestop, fravælge livsvigtig medicin eller kemobehandling. Hvis man har stærke smerter, kan smertelindrende behandling fremrykke dødstidspunktet. Det falder inden for kategorien passiv dødshjælp og er tilladt inden for rammerne af den nuværende lovgivning.
For det andet er det vigtigt at skelne imellem det smertelige ved at “se” på et lidende menneske og “være” et lidende menneske. Det er tankevækkende, at debatten om aktiv dødshjælp primært føres af raske mennesker, der ikke bryder sig om se et andet menneske lide. Undersøgelser viser, at langt de fleste terminalpatienter ikke selv ønsker at blive aflivet – tvært imod ønsker de mere tid. Personale og præster, der arbejder på hospice, fortæller, at arbejdet med døende mennesker er noget af det mest livsbekræftende. Hvorfor? Fordi det sætter livet i relief, at se døden i øjnene. Hvert eneste øjeblik skal leves fuldt ud og helt. Mange beretter, at det først er, når deres udløbsdato rykker helt frem i bevidstheden, at de for alvor forstår, hvor værdifuldt livet er.
Det fører frem til det tredje, nemlig om døden er den eneste løsning, vi som samfund kan tilbyde det syge menneske, der ikke længere føler mening med livet. Det er en økonomisk billig løsning at give mennesker en dødelig sprøjte, men det er åndeligt et MEGET fattigt samfund, der ikke har råd til at yde omsorg, lindre og pleje syge, handicappede og sårbare mennesker. At være rask og uden handicap er ikke definitionen på det det gode og værdige liv. Det, der afgør, om livet er værd at leve, er kærlighedsfulde relationer – at elske og blive elsket.
Lad os ikke aflive de værdier, som vores samfund i generationer har bygget på – troen på at livet er helligt, og det er kærligheden, der giver livet mening og os mennesker styrke til også at være i lidelsen og afmagten. Et godt samfund skal ikke hjælpe folk til at dø, men med at leve.
