Fortsæt til hovedindholdet
Månedshilsener
Nyheder

Biskoppens månedshilsen maj 2024

Hvad kan man bruge kirkebygningerne til i områder med mange kirker og kun få mennesker. Emnet bliver ivrigt debatteret, ikke kun på Lolland-Falster, og derfor lancerer stiftet i dag en tema-hjemmeside om netop dette. Samtidig skyder vi årets bedste kirkelige initiativpris i gang, den har kørt i over ti år og viser med al tydelighed, at kirken stadig er relevant og levende.

MAJ 2024
 

Kære alle 
”Jamen er det ikke en falliterklæring?” spurgte en kvinde, der deltog i et møde i Holeby om urbaniseringens konsekvenser. ”Tidligere talte vi om, hvordan man kunne få folk til at komme i kirke – har vi helt opgivet det nu?” 

Snakken på mødet kredsede om, hvad man kan bruge kirkebygningerne til i områder med mange kirker og kun få mennesker. Emnet bliver ivrigt debatteret, ikke kun på Lolland-Falster, men også andre steder i landet. For som en graver sagde i en udsendelse på TV Nord, så er tabuet brudt, og vi kan nu tale om det. 

Du kan læse mere om diskussionen om kirkebygninger i det tema, som vi lancerer i dag: TEMA: Fremtidens folkekirke 

Jeg tror imidlertid, at kvindens spørgsmål meget præcist rammer den følelse, mange bevidst eller ubevidst har, når det drejer sig om, hvad vi gør med kirkebygningerne i tyndtbefolkede områder. For er det ikke en falliterklæring? Hertil er mit svar et højt og rungende ”nej slet ikke”, og det er der to gode grunde til. 

For det første har samfundsudviklingen flyttet arbejdspladserne fra landbruget, der er overtaget af maskinerne. Selvom der bor langt færre mennesker i de små landsogne i dag, er der generelt god opbakning til det lokale kirkeliv. Forrige søndag sad jeg på kirkebænken sammen med seks andre. Man kan synes, at det er for få – men i det pågældende sogn udgjorde syv personer 10 procent af sognets medlemmer, der i dag kun tæller 70 mennesker. Så kirkegangen er fortsat god. I mange bykirker ville der ikke være plads til alle, hvis 10 procent af menigheden mødte op til højmessen. 

For det andet bruger danskerne i dag i langt højere grad folkekirken, end de gjorde for blot 25 år siden. I løbet af en måned er hver femte dansker i kontakt med folkekirken. Det er ikke nødvendigvis gudstjenesten søndag formiddag, de deltager i. Folkekirken har gennem de sidste 20-30 år udviklet et væld af aktiviteter målrettet forskellige grupper af mennesker, hvilket har givet kirken en langt større berøringsflade med danskerne. Om det er kor og koncerter, sorggrupper, pilgrimsvandringer, babysalmesang eller kristen yoga i kirken for blot at nævne nogle af initiativerne, så har man fundet nye måder at møde mennesker på end de traditionelle. Nye initiativer er en styrke for kirken, netop fordi samfundet udvikler sig, og det kristne budskab taler til hver generation på nye måder.  

Og apropos nye kirkelige initiativer. Hvert år ved landemodet uddeler stiftsrådet deres initiativpris til en person eller flere personer, der i løbet af året har taget et godt initiativ til styrkelse af det kirkelige liv i stiftet. Således er det også i år, hvor alle kan sende en indstilling med en kort beskrivelse af initiativet og meget gerne et foto. Læs mere om det her: Årets initiativpris. Og glæd jer til at læse om de gode initiativer i stiftet på vores hjemmeside, hvor de løbende offentliggøres. 
 

Venlig hilsen 

Marianne Gaarden, biskop