folkekirken

I 2023 luftede menighedsrådet Utterslev-Herredskirke-Løjtofte Sogn tanken om at rive Herredskirken ned, lade bygningen forfalde og blive til en ruin eller sælge den til et museum eller andre, som kan bruge den til noget.

Kirken, der ligger for sig selv langt fra beboelser, ophørte med at være fast ramme om kirkelige handlinger i 2016, og en nødvendig reparation af taget presser sig på. En reparation, som er vurderet til at koste over 3,5 mio. kr. – penge menighedsrådet hellere vil bruge på kirkeligt indhold andre steder i sognet.

Men det er langtfra ligetil at rive en kirke ned. Slet ikke en middelalderkirke. Det vil som minimum kræve tilladelse fra Kirkeministeriet samt muligvis også andre instanser. En omfattende proces, der potentielt kan tage flere år. Det er heller ikke ligetil at sælge kirken eller overlade den gratis til andre for den sags skyld.

For det første er der ikke mange oplagte købere til en forfalden kirke i Vestlolland, og selvom der i princippet ikke er regler for, hvad en tidligere kirke må bruges til, stiller Fredningsloven særlige krav til bygningsvedligeholdet, og begrænsninger på bygningsmæssige ændringer, hvis kirken, eller dele af den, er opført før 1536. Og de krav og begrænsninger vil i praksis udelukke mange anvendelsesmuligheder.

For det andet har menighedsrådet, beboere i området, og andre interessenter ofte markante holdninger til, hvilke aktiviteter der er ”passende” i en tidligere kirke: Et værtshus, en tankstation eller en dagligvarebutik, ting der kan opfattes som værende for kommercielle eller i modstrid med ”folkekirkens ånd”, vil typisk ikke være ønskværdige. Det efterlader ofte kun mere kulturelle aktiviteter, og der er bare grænser for, hvor mange af den slags som er interesserede i en ensomt beliggende, forfalden kirke.

Og for at gøre det endnu mere kompliceret, er det ikke juridisk klart, hvem der egentlig ejer landets middelalderkirker og derfor heller ikke, hvordan et salg eller en overdragelse kan håndteres.

Dét er de to store problemstillinger, som menighedsrådet for Herredskirken har sat fokus på:

1) Hvem skal betale for vedligeholdelse af kirkebygninger, når de ikke længere bruges som kirke? Især middelalderkirker, som per definition er national kulturarv og derfor bevaringsværdige. I lidt større perspektiv rejser det samtidigt spørgsmålet, om det overhovedet er et menighedsråds opgave at være kulturarvsvogtere – eller museumsinspektører, som nogle har formuleret det. Menighedsrådet for Herredskirken vil i hvert fald hellere fokusere sin tid og sine penge på kirkeligt indhold.

2) Hvad kan og vil man bruge en kirkebygning til – enten hvis den helt ophører med at være kirke, eller hvis det blot giver mening at skalere ned på rammen om selve de kirkelige handlinger og tilføre nye aktiviteter. Det er et følelsesladet emne, som også støder på byggetekniske udfordringer, hvis kirken er fra før 1536, hvilket langt de fleste kirker på landet er.

Hele problematikken skal ses på baggrund af den demografiske udvikling, hvor befolkningen de seneste 100 år i stor stil er flyttet væk fra landet og ind til byerne. Det efterlader landområderne med mange bevaringsværdige kirker, men få mennesker til fylde dem – og få mennesker til at betale for vedligeholdelsen af dem. Denne problematik er blevet udfoldet i biskop Marianne Gaardens studierapport fra december 2022, ”Urbaniseringens konsekvenser for folkekirken”.

I dette tema vil vi belyse problematikkerne fra forskellige vinkler og samle op på den igangværende debat i et forsøg på at pege frem mod mulige løsninger.