Fortsæt til hovedindholdet
Månedshilsener
Nyheder

Biskoppens månedshilsen november

November, november, november, skrev Nordbrandt i sit digt “Året har 16 måneder”. November er efterårets sidste måned. November er kirkeårets sidste måned. November er også den sidste måned for mange af de siddende menighedsrådsmedlemmer. 

NOVEMBER 2024

Kære alle

Gyldent løv står endnu smukt mange steder. Farverne vidner om, at vi er gået ind årets sidste efterårsmåned. Skyerne gråner, og løvet falder, synger vi med Grundtvig på denne årstid. Og bor man i nærheden af en af sukkerfabrikkerne, er luften også fuld af en buket af kogte roer.

November er ikke bare den sidste efterårsmåned, den er også den sidste måned af kirkeåret, og for nogle medlemmer af menighedsrådene også den sidste måned af deres valgperiode. Jeg vil derfor gerne takke jer alle, der har taget en tørn igennem fire år med både coronapandemi, arbejdet med opstilling af ladestandere og et skærpet fokus på den grønne omstilling. Jeres lokale engagement er afgørende for folkekirkens stærke stilling samfundet, fordi ansvar og beslutninger om kirkelivet er forankret lokalt. Så en stor og varm tak til alle jer, der stopper med udgangen af dette kirkeår.

Det er både givende og krævende at sidde i et menighedsråd, det ved de fleste, der arbejder med eller i folkekirken. Men erfaringerne viser også, at arbejdet er både sjovt og meningsfuldt, og nogle af de opgaver, der umiddelbart opleves som bøvlet, viser sig at være spændende og meningsfulde. 

Men samfundet er i stigende grad blevet gennemreguleret, og de administrative opgaver er blevet mere komplicerede og krævende, hvilket også rammer folkekirken. Men i modsætning til anden offentlig forvaltning, er medlemmerne af et menighedsråd ikke nødvendigvis uddannede til at varetage de tunge administrative opgaver.  

Derfor har kirkeminister Morten Dahlin taget initiativ til en spørgeskemaundersøgelse af, hvordan menighedsrådsmedlemmerne selv mener, at deres arbejde kan lettes. Svarene vidner om, at menighedsrådene ønsker at uddelegere mere ansvar og flere opgaver. Særligt peger de på, at ansvaret for bygningsvedligeholdelse og drift af præsteboligen. Også byggeteknisk rådgivning, budgetter og regnskaber samt administrative opgaver med personaleadministration ønsker rådene flyttet til provstiudvalget eller stiftet. Det bliver spændende at følge arbejdet i de kommende måneder og se, om det denne gang vitterlig lykkedes for en kirkeminister at reducere det administrative bøvl. (Undersøgelsen kan læses her: Ny undersøgelse sætter retningen for fremtidens menighedsråd - blkm.dk)

Langt de fleste steder er valget til det nye menighedsråd afsluttet, og de nye menighedsråd tiltræder 1. søndag i advent, den 1. december. I begyndelsen af det nye år vil vi fra stiftsadministrationens side iværksætte forskellige tiltag til menighedsrådene, så de kommer godt i gang med arbejdet og bliver introduceret til, hvordan stiftsadministrationen kan bistå med hjælp og vejledning.

Så selvom roeduften, eller lugten (afhængigt af næseborene, der indånder) er over os, selvom de sidste gyldne blade snart vil falde, og selvom menighedsrådsarbejdet kan være besværligt, så kan vi alle synge med på ”og dog bære blus vi med glæde!”

Venlig hilsen

Marianne Gaarden, biskop