Sogn, kommune og region må stå sammen i et nyt samarbejde om gamle kirker
Peter Lodberg, tidl. professor, dr. theol.
Folkekirken befinder sig på en brændende platform, når det gælder de gamle kirkers fremtid. Hvem skal holde dem i live, og hvem skal bruge dem, når de fleste af sognets indbyggere er enten døde eller flyttet væk?
Vedligeholdelse af de ofte flotte gamle bygninger med en lang og vigtig historie er blevet et dilemma for folkekirken og lokalsamfundet. Mange har af gode grunde veneration over for bygningerne og ikke mindst kirkegårdene, men tradition og varme følelser gør det ikke alene i en verden, hvor graveren skal have sin velfortjente løn, eller mureren skal have betaling for veludført renoveringsarbejde. Kirken forkynder ikke kun i kraft af sit ord, men også i form af den fysiske tilstedeværelse midt i landskabet.
Endnu har folkekirken økonomi til at omstille sig uden at være tvunget til det alle steder. Det giver frihed og mulighed for rettidig omhu, mens tid er. Men timeglasset rinder hurtigt ud flere steder i landet, og derfor er der brug for, at folk med ansvar i kirke, sogn, by, kommune og region tør træffe de nødvendige beslutninger – også selvom det kommer til at gøre ondt.
Det er en fælles opgave at sikre en folkekirkelig infrastruktur, der er holdbar i de kommende årtier. Folkekirken er en væsentlig institution i det danske samfund og i lokalsamfundet. Det er ofte kirketårnet, der er det første, turister og gæster ser, når de kører rundt i landet og skal orientere sig. Kirkerne trækker turister til og giver identitet til lokalsamfundet. Her holdes historien i live.
Som reformatorisk kirke er folkekirken født med et nært samarbejde mellem kirke og kommune. Den første grundlov efter reformationen i 1536 forordnede, at byrådet skulle vælge byens præst. Her var der samvirke mellem det verdslige og det åndelige. Skikken blev hurtigt opgivet, men den fortæller, at der bør være en god forbindelse mellem kommunen (communio) og kirken (sanctorum communio).
I fremtiden bør det være en fælles opgave mellem folkekirke, byen, kommunen og regionen at sikre, at der er kirker de steder, hvor folk bor, og have en plan for, hvad der skal ske med kirkerne de steder, hvor der er mere tyndt befolket. Kommune og region bør have en fælles interesse i, at der er velholdte og velfungerende kirker, fordi de styrker lokalmiljøet som samlingspunkter for alle borgere.
En brændende platform kræver forandringsledelse. Det er bestemt ikke let, men der er ingen vej uden om.
