Lad os begynde et sted

Som jeg har fået historien fortalt, begyndte Martin Luthers kirkeoprør i 1500-tallet med, at han stillede spørgsmål: ved måden, som kirken forvaltede sit embede på – ved traditionen og de misbrug, som havde udviklet sig – ved den manglende sammenhæng mellem kirken og dens budskab – ved det rimelige i, at man fx afholdt messer uden menighed. Og vi ved, hvad der kom ud af disse spørgsmål: en reformation, som vi i den evangelisk-lutherske kirke stadig har som udgangspunkt, og hvor en af grundtankerne er, at Guds kirke er bygget af "levende stene" (Grundtvig i "Kirken den er et gammelt hus").

Jeg blev for 40 år siden ansat som sognepræst i en vestsjællandsk stationsby. Stationen var i sin tid blevet placeret midt imellem tre kirker fra middelalderen og byen var derfor uden kirke. Jeg og min nabokollega holdt som en selvfølge gudstjeneste hver søndag formiddag i alle tre kirker uden for byen, og vi stillede ikke spørgsmålstegn ved denne ordning. Det var der heller ikke andre, der gjorde. Sådan var folkekirketraditionen bare. Men for små 20 år siden fik jeg en ny kollega, som var god til at stille spørgsmål, bl.a. ved denne måde at være kirke på: hvorfor holde tre gudstjenester på præcis samme tid for de samme 4.200 mennesker? Og sammen med vore tre menighedsråd tog vi spørgsmålene alvorligt og konkluderede, at det ville give meget mere mening at se os som én by, ét sogn og én menighed med tre kirker.

På Vestlolland var der sidste år et modigt menighedsråd, som også turde stille spørgsmål ved den situation, de stod med: også de havde set det rigtige – og nødvendige – i at slå tre sogne sammen til ét, med den store forskel, at i dette sogn bor der ikke 4.200, men 500 medlemmer med tre middelalderkirker. For 10 år siden var medlemstallet 700, og faldet skyldes ikke udmeldelser (medlemsprocenten er 81, mens den på landsplan er 71), men udflytning. Og nu spurgte menighedsrådet: "Kan det være rigtigt, at vi skal vedligeholde alle vore tre kirker på samme niveau? Den ene af vore kirker bliver ikke brugt, selvom kirkegangen er god i de andre kirker – og den trænger til et nyt tag."

Det var faldet i mit lod at fungere som konstitueret provst, da spørgsmålet blev sagt højt. Jeg kunne naturligvis have svaret, at sådan er folkekirketraditionen bare. Men det er spørgsmålet alt for relevant til: Hvorfor skal vi bruge kirkeskattemidler på at vedligeholde en kirke, som ingen vil bruge, selvom alle gerne vil bevare den? Lolland har en af landets højeste kirkeskatteprocenter, selvom en femtedel af vores indtægter skyldes tilskud fra andre kommuner. Vi har i provstiets landsogne 29 kirker til 7.500 medlemmer – det er i gennemsnit 260 pr. kirke…. Og medlemstallet falder år for år, men det gør antallet af kirker ikke.

Jeg mener, at vi bør tage disse spørgsmål alvorligt – især hvis vi vil holde fast i grundtanken, at kirken er bygget af levende, ikke døde sten. Og det bør vi! Vi skal ikke holde gudstjeneste, fordi vi har en kirkebygning, men fordi der findes en menighed, som har lyst til "at kirke". Og det kan ikke være rigtigt, at denne menighed skal bruge kræfter og penge på at vedligeholde en bygning, som ingen vil bruge. Men hvad gør vi så?

Og mens vi sammen søger efter svar på disse spørgsmål og nye veje at gå, kunne vi jo begynde med at overveje, om ordet "kirke" er det rigtige for et sådant hus, som er uden menighed? Hvad ville der ske, hvis vi fx tog det gode gamle ord "kapel" i brug? Ordet bruges om en bygning eller tilbygning, som er knyttet til en kirke uden at være det (Det Sixtinske Kapel; sidekapeller i store kirker; slotskapel; dåbskapel) eller kirkelige handlinger (sygehuskapel; kirkegårdskapel). Dermed havde vi allerede ved benævnelsen fortalt, at denne bygning har en særlig og anderledes funktion end en kirke.

Jeg vil hermed gerne slå et slag for, at "Herredskirken" opgraderes til "Herredskapellet".