Tanker om mageskifte

De danske kirkebygninger er helt særlige bygninger. Både i kraft af den særlige kulturhistorie, de er bærere af, og i kraft af den struktur de indgår i.

Bygningerne, som er vores ældste og mest værdifulde bygningsværker og som i sammenhæng fortæller historien om en årtusind lang samfundsudvikling, varetages i dag af folkekirkens medlemmer: det er medlemmerne, der gennem kirkeskatten betaler for bygningernes vedligeholdelse, og det er medlemmerne der i praksis sørger for, at kirkerne bliver holdt i stand gennem de folkevalgte menighedsrådsmedlemmers samvittighedsfulde arbejde.

De seneste hundrede år er der sket stor forskydning i den danske demografi, hvilket bevirker, at der i dag nogle steder er få mennesker til mange kirker, og derfor også få ressourcer til kirkebevaringen. Det medfører disse steder udfordringer med opretholdelsen af kulturarvens værdier, både fordi pengene ikke rækker, og fordi det nogle steder er svært at stille menighedsråd. Hvis der ikke er økonomi og lokale kræfter til at sikre bygningsbevaringen, risikerer vi, at national kulturarv forgår! Medmindre vi får etableret en model, hvor de kirker, der er i risiko for forfald, kan sikres gennem andre løsninger.

Til spørgsmålet om, hvorvidt mageskifte er en god idé, mener jeg, at det er vigtigt at være helt skarp på, hvad mageskiftet indebærer. Er det et økonomisk mageskifte? Eller er det både et økonomisk og ansvarsmæssigt mageskifte? For som skitseret ovenfor er de to hovedfaktorer omkring kirkebygningernes bevaring netop disse: ansvar og økonomi.

Jeg mener, at et økonomisk mageskifte kan give god mening. 

Kirkebygningerne udgør en uvurderlig national kulturarv, og jeg tror størstedelen af befolkningen vil bifalde, at man, i stedet for at bidrage til præstelønningerne, bidrager til bygningsbevaringen via bundskatten. Jeg mener dog ikke, at det skal medføre en automatisk centralisering af bygningsbevaringen. Jeg tror i videst muligt omfang, at varetagelsen af bygningerne fortsat skal være lokalt forankret. Og ønsker man at afgive dette ansvar, skal dette være en lokal beslutning.

En af de positive – næsten rørende – erfaringer ved arbejdsprocessen med projektet Differentieret vedligeholdelse og brug af kirkebygninger har været at opleve, hvor samvittighedsfuldt menighedsrådene varetager deres opgave med bygningsbevaringen. Der ligger en enorm omsorg og ansvarsbevidsthed i dette arbejde. Jeg er overbevist om, at menighedsrådenes store ansvarsfølelse og deres lokale forankring og tilstedeværelse i og omkring kirkerne er helt afgørende for, hvor god stand vores landsbykirker generelt set trods alt er i i nutiden. Min frygt vil være, at man med et ansvarsmæssigt mageskifte vil miste det lokale initiativ og den lokale forankring, som er så vigtig!

Det står dog også klart, at man 1) nogle steder ikke kan komme i mål med den rette bygningspleje, fordi der mangler midler og/eller menneskelige ressourcer. Og at man 2) nogle steder har kirkebygninger, som ikke længere har et brugsgrundlag, og som man derfor ikke ønsker at bruge ressourcer på, fordi det dræner ressourcerne til at skabe kirkeliv andre steder. I disse situationer mener jeg, det er vigtigt – såvel for kirkelivets opretholdelse og udvikling, som for bygningernes bevaring – at der etableres løsninger, som kan støtte eller aflaste menighedsrådene.

Hvis man gennemfører et økonomisk mageskifte, vil det altså i mine øjne være vigtigt, at ansvaret for bygningerne stadig er lokalt forankret. Kun i tilfælde hvor man hverken på sogne-, provsti- eller stiftsniveau ser det muligt eller meningsfuldt at varetage kirkebygningen, mener jeg, at varetagelsen af den skal overgå til en central aktør – dette værende en fond eller en styrelse.

Jeg tror, der kan være flere fremadrettede løsningsmodeller, og at et eventuelt mageskifte kun vil være en del af løsningen. Jeg håber eksempelvis, at man sideløbende med drøftelsen om mageskifte vil arbejde med nye muligheder for brug af kirkerne i lokaludviklingen. At tage bygningerne i brug til andre funktioner og formål end de kirkelige med henblik på at bevare dem som aktive bygninger i lokalsamfundet i stedet for som passive monumenter, rummer et stort potentiale.

Dette mener jeg af følgende årsager:

• Benyttelse er den bedste beskyttelse! En bygning i brug bevares bedre end en funktionstømt bygning.
• En bygning i brug er et aktiv i lokalsamfundet. En bygning som står passivt hen, bidrager til funktionstømningen af de allerede sårbare lokalsamfund.
• At bevare bygningerne i brug giver befolkningen mulighed for at opleve vores kulturarv og historie.
• At bevare kirkerne i brug som andet – eller mere – end kirker, vil give oplevelser, indblik og indsigt som en lukket bygning ikke kan.