Svaret blæser i vinden ...

Lige så længe jeg har beskæftiget mig aktivt med folkekirkens forhold (altså siden jeg blev folkekirkeordfører for et politisk parti i Folketinget i 2005) er debatten om ”bloktilskud eller tilskud til præsteløn” opstået med jævne mellemrum, og nu er vi der igen. 

Jeg har aldrig været tilhænger at bloktilskudsmodellen, fordi jeg anså det for overvejende sandsynligt, at det relativt kirkefremmede Folketing bare hvert år ved finanslovsforhandlingerne så ville skrue og skrue og skrue på bloktilskuddet i negativ retning, under henvisning til, at sundhed, ældrepleje, uddannelse, asfalt og skattelettelser ville være vigtigere og vælgermæssigt større ”sællerter” end folkekirkens bygninger, kirkegårde og den fælles kulturarv. Sidstnævnte er vist aldrig rigtigt løbet af med sejren i de partipolitiske slagsmål, som valgkampe og finanspolitikken er udtryk for.

Desuden mente, og mener jeg, at staten og folkekirken hører sammen, og at et bloktilskud ville være udtryk for en skilsmisse af de to, som i sidste ende kunne betyde dødsstødet for forholdet mellem folk og kirke. Og dét forhold, en tæt relation mellem folk og kirke, er én af de vigtigste forudsætninger for, at vi stadig har 4,2 millioner medlemmer af den danske folkekirke. Det er en relation vi skal tage yderst alvorlig og værne om. En særlig kultur der tilsiger, at folkekirken er for alle. Per, Pia og Palle.

Til gengæld har jeg gjort mig til talsmand for en kirkeordning, som bibeholdt tætte bånd mellem stat og kirke, stadig havde Folketinget som lovgiver på folkekirkens område, men meget gerne med et demokratisk organ der kunne bære forskellige folkelige, kirkelige, civilsamfundsmæssige idéer, stridspunkter og betragtninger, ja kort sagt: VIDEN om folkekirkens indre og ydre forhold, frem til Folketingets lovgivere. 

Et demokratisk bredt sammensat organ af lægfolk, gejstlige, fagforeninger, kirkelige organisationer og andre relevante parter. Kald det bare 1544 eller 2025. Kald det lige hvad man vil. Bare man ikke forfalder til at tro, at det IKKE at fortage sig noget på folkekirkens område og i stedet bare lade stå til, ikke også har en enorm påvirkning og konsekvens, for det har det!

Meget tyder nemlig på, at folketingspolitikere fra alle 12 hjørner af Christiansborg med fordel kunne folkeoplyses på et højere plan, når det kommer til forhold vedrørende folkekirken. Det har vist sig, at problemerne i kølvandet på hastigt skiftende kirkeministre, uklare beslutningsgange, menighedsrådsmedlemmer der i hobetal råber op om for meget bureaukrati i den daglige administration og en økonomisk og ledelsesmæssig skævhed i folkekirken, ikke er nået ind til lovgivernes opmærksomhed. 

For mange år uden rettidig omhu på folkekirkens område, har bevirket følgende:  
Afskaffelse af en helligdag hen over hovedet på folkekirken, som bare fik besked på at være statskirke og rette ind. 

Voldsom økonomisk ulighed mellem land og by. En skævhed der truer med at ruinere dele af folkekirken, mens andre dele har bugnende pengekasser. Så længe det varer.  

Præstemangel, som bevirker, at folkekirken ikke har ligelig gejstlig betjening i alle dele af landet. Og en kommende personalemangel, som også omfatter andre faggrupper i folkekirken, særligt organister.  

Nedslidt bygningsmasse, som affolkede og økonomisk udfordrede dele af landet ikke kan løfte byrden af.  

Fællesfondsinstitutionerne under stærkt økonomisk pres, fordi der ikke er politisk opmærksomhed på, at man bliver nødt til at omfordele fra det lokale til det fælles, hvis folkekirkens kvalitet skal opretholdes, hvad angår både forkyndelse, musik, og samarbejder på tværs.  

Og så er det til gengæld godt, at der nu lægges op til en revision af menighedsrådsloven med næsten lynets hast, for det har kirken kaldt på længe. 

På papiret, men nok desværre ikke i praksis, er det også godt, at ministeren nu har ladet budgetfølgegruppen indgå i en anden gruppe, kaldet et udvalg, som skal kigge på nogle af ovenstående udfordringer. Men sandheden er, at udvalget ikke må tale med nogen om, hvad de taler om, eller hvad der sker i udvalget. Og dermed er folkekirkens top igen blevet lukket om sig selv, og vi andre kan trække på skuldrene – og smilebåndet – og sidde udenfor og tale om, hvorvidt folkekirken skal finansieres af et bloktilskud i stedet for den nuværende økonomiske model.  

Måske er det ligegyldigt. For når alt kommer til alt, så har staten taget førergreb, og ikke engang Folketinget ved, hvad der foregår, og så er vi jo lige vidt.  

Og svaret på, hvad vi eventuelt kan gøre ved det, ja, det blæser i vinden ...