Tilmelding til forårets konsulentrunde er nu åben
Fredag den 12. maj 2023 er det muligt at få besøg af en kirkekonsulent, en varmekonsulent og den kongelige bygningsinspektør i sin kirke.
Alle menighedsråd i Lolland-Falsters Stift inviteres til at deltage i forårets konsulentrunde fredag den 12. maj 2023.
Ved konsulentrunden har menighedsrådene mulighed for at forelægge kommende/påtænkte projekter for konsulenterne, som vil komme med deres umiddelbare vurdering. Der bliver ikke truffet nogle afgørelser og såfremt menighedsrådet ønsker projektet realiseret, skal der stadig sendes en ansøgning via provstiudvalget til Stiftsøvrigheden.
De deltagende konsulenter vil være; Henriette Rensbro fra Nationalmuseet, den kongelige bygningsinspektør Stig Andersen samt varmekonsulent Poul Klenz Larsen.
Derudover vil stiftets nye kirkegårdskonsulent, Friedemann Reuter, tillige deltage, hvis der kommer sager vedrørende hans fagområde.
Der vil blive afsat ca. 30 min til hvert besøg.
Fra Stiftsøvrigheden deltager stiftskontorchef Lene Møller Krabbesmark og chefkonsulent Trine Frydkjær Paulsen.
Ansøgningen skal sendes til lfstift@km.dk med kopi til provstiudvalget.
Ansøgningen skal indeholde:
- En kort beskrivelse af det/de projekter, som menighedsrådet ønsker at drøfte.
- Navn og nummer på en kontaktperson, som vi kan ringe til, hvis vi bliver væsentligt forsinket eller lignende.
Tilmeldingsfristen er mandag den 1. maj 2023. Dagen planlægges, så vi kan nå flest mulige af de tilmeldte menighedsråd, men det kan blive nødvendigt at udsætte nogle besøg, hvis der kommer mange tilmeldinger.
Efter tilmeldingsfristens udløb vil de tilmeldte menighedsråd få nærmere besked omkring tidspunkt.