Salmer og ritualer kan bringe erindringer frem

Af Hanne Gaard Guldager

I Danmark lever op mod 90.000 mennesker med en demenssygdom, mens omkring 400.000 danskere er pårørende til et menneske med demens.

Derfor er sygdommen også blevet en faktor i folkekirken, fortæller Lisbeth Mannerup Nielsen.

Hun er sognepræst i Aastrup Kirke på Østfalster og gerontokonsulent for Lolland-Falsters Stift. Én af blot tre gerontokonsulenter i den danske folkekirke, mener hun.

”Jeg er ressourceperson for mine præstekolleger, hvor de kan få hjælp og inspiration til arbejdet med ældre borgere i sognene - ikke mindst i forhold til demens, som fylder stadigt mere i vores arbejde og samtaler,” siger hun.

Det kan være pårørende, som oplever, at mennesket, de har elsket hele deres liv og delt oplevelser og store livsbegivenheder med, forandrer sig på grund af demens. At det ikke længere er den person, de forelskede sig i.

”Vi oplever blandt andet pårørende, der sidder i et stort dilemma, hvor de måske skal give slip på deres ægtefælle til et plejehjem, fordi det ikke længere er muligt for de pårørende at passe på dem hjemme. Det er hjerteskærende for dem at stå i en situation, hvor de skal træffe så svære valg på den andens vegne. Der skal præsten være der og vise dem, at de er favnet og elsket, og at de ikke skal stå alene med at bære byrden og det tunge ansvar selv.”

Larmende rullevogne og klirrende kaffekopper

Lisbeth Mannerup Nielsen giver også præsterne sparring i forhold til afholdelse af gudstjenester på plejecentre, hvor det indimellem er helt praktiske ting, der skal tages højde for.

Ofte bliver en gudstjeneste på et plejecenter holdt i et fællesrum, som det måske i forvejen kan være svært at gøre stemningsfuldt og andægtigt. Men det bliver endnu værre, hvis der samtidig køres med larmende rullevogne lige i nærheden, og hvis kaffekopperne allerede er sat på bordet, så klirrer de undervejs i gudstjenesten, og de ældre tror, at de skal have kaffe og ikke til gudstjeneste.

”Det tænker man måske ikke lige over i planlægningen, men det er nogle gange praktiske forhold, der kan være med til at afgøre, om en gudstjeneste lykkes. Især hvis der er ældre med demens til stede. Derfor opfordrer jeg også altid til, at man som præst prioriterer at få skabt en god kontakt til medarbejderne på plejecentrene, så de er med til at understøtte, at der bliver etableret et andagtsrum. Og det er også godt, hvis de har lyst til at deltage i gudstjenesten sammen med de ældre.”

Skru op for musikken og sænk tempoet

Men én ting er de fysiske forhold i rummet. Det er også vigtigt at kigge på afviklingen og indholdet af gudstjenesten, hvis det er mennesker med demens, man står over for, påpeger Lisbeth Mannerup Nielsen.

”En almindelig gudstjeneste taler ofte meget til forstanden, men det kan være en god idé at bringe sanserne mere i spil i stedet. Det vigtigste er lige her måske ikke prædikenen, men musikken. Så læg vægt på stemningen i rummet i stedet, skru op for musikken, og sæt tempoet i gudstjenesten ned.”

Hun har flere gange oplevet, hvordan musikken, stemningen og de velkendte kirkelige ritualer har vækket noget i et ældre menneske med demens.

”Det er helt fantastisk at opleve et ældre menneske, der har siddet helt sammensunket, som så pludselig ranker sig og synger med på en salme eller fremsiger fadervor. Mange ældre har måske lært salmevers, og de stærke salmer kan bringe erindringer frem igen,” forklarer Lisbeth Mannerup Nielsen og fortsætter:

”Og meget af det vigtige, der er sket i et menneskes liv, har jo været inde over kirken. Så ritualerne kan også noget. De henter minder frem.”

Når det brænder på

Som gerontokonsulent arbejder Lisbeth Mannerup Nielsen på at styrke samarbejdet mellem kirker, kommuner, civilsamfund og sundhedsvæsen, så man kan understøtte hinandens arbejde. Hun har blandt andet samarbejdet med både Guldborgsund Kommunes demenskoordinatorer og med Ældresagen om pårørendegrupper på demensområdet.

Samtidig er hun som gerontokonsulent også tovholder for Udvalget for ældre og kirke i Lolland-Falsters Stift. Udvalget har fokus på at styrke det gerontopædagogiske arbejde i stiftets sogne og arrangerer også kurser i gerontologi for præster, kirkemusikere og andre af kirkens ansatte.

Torsdag 23. november har stiftets præster mulighed for at få mere indsigt i mødet med mennesker med demens og deres pårørende, når der bliver holdt inspirationsdag i Sognegården i Sakskøbing. 

”Jeg vil gerne have, at det bliver lidt mere tydeligt, at man kan komme til præsten, når det brænder på. Derfor skal vi som kirke også være klædt godt på til opgaven.”

Læs mere om arrangementet på linket her.

Hjertet har ikke demens

Statistikkerne taler deres tydelige sprog om, hvorfor det er vigtigt, at også kirkens ansatte er klar til at håndtere mødet med mennesker med demens og deres pårørende. Stadigt flere får på den ene eller anden måde sygdommen tæt ind på livet.

Men for Lisbeth Mannerup Nielsen handler det især om, hvad det er for et blik, man har på de mennesker, som rammes af demens. Hendes vigtigste budskab er, at selvom man måske står over for et menneske, der har mistet hukommelse og basale funktioner, så har mennesket stadig værdi.

”Det er vigtigt at minde om, at der sidder en, som stadig er værd at elske, selvom personen måske ikke er, som han eller hun var engang. Det er stadig et menneske med en historie. Et liv, der har levet og oplevet kærlighed, sorger og har haft betydning for andre mennesker, og som stadig kan sanse, føle og dele øjeblikke med glæde og fællesskab.”

Hun peger på, at det også kan være en barsk påmindelse om egen forgængelighed at opleve et menneske, der er blevet ramt af demens. Netop derfor er det måske også vigtigt at vide, at i kirken – ikke mindst til gudstjenesten – er der altid plads. At blive forsikret om, at man fortsat er værdsat. Det var også budskabet fra Jesus, understreger Lisbeth Mannerup Nielsen.

”Jesus er særligt meget sammen med dem, som ingen andre gider være sammen med. Han giver dem en tro på, at de også er elsket og værd at være sammen med. Det handler om at have et menneskesyn, som ikke kun har øje for det, der mangler, men især på det, der fortsat er. Og hjertet har ikke demens.”