Kirke og kommuner ser perspektiver i et styrket socialt samarbejde 

Lolland-Falsters Stifts Sociale Arbejde (LFSA) arbejder for at styrke diakonien rundt om på Lolland-Falster og ikke mindst hjælpe med at skabe kontakt og samarbejde mellem menighedsråd på tværs af sognene, så de kan lave projekter og arrangementer sammen. 

Men Mei Petersen, der er formand for LFSA og arbejder som diakonikonsulent i Menighedsplejen i Danmark, ser også muligheder i et styrket samarbejde mellem kirken og de to kommuner, som Lolland-Falsters Stift dækker over.  
Guldborgsund og Lolland kommuner har hver især en repræsentant i foreningens bestyrelse, og Mei Petersen håber derfor på et endnu tættere samspil.

”Vi vil meget gerne lave endnu mere sammen med kommunerne. For vi tror på, at vi kan supplere hinanden godt, hvor vi som civilsamfund kan byde ind med forslag og initiativer lokalt, men også hvor kommunerne kan tage fat i os, når de får øje på et behov hos en borger eller i et lokalområde. Det kunne for eksempel være, at vi kan spille en større rolle i at styrke det sociale samvær i de små landsbysamfund,” siger Mei Petersen. 

Ikke så bekymret for samarbejde 

Britta Lange, der er socialudvalgsformand i Guldborgsund Kommune (S) og kommunens repræsentant i bestyrelsen for LFSA, ser også perspektiverne i et øget samarbejde. 

”Jeg synes ikke, at man skal være så bekymret for at samarbejde om mangt og meget. Vi skal ikke være så bange som kommune for at række hånden ud, for vi kan godt bruge noget hjælp.” 

Det handler ikke om, at kommunen skal lægge sit ansvar og sine opgaver ud til frivillige, men om at man understøtter og supplerer hinanden der, hvor det giver mening, påpeger hun.  

”Jeg synes egentlig, at nogle af de aktiviteter, som er lavet i foreningen, fortæller det så fint. For eksempel er demens et fokusområde i stiftets diakoni, hvor der blandt andet er en café for nydiagnosticerede med demens. Det er ikke noget, som kommunen kan tilbyde. Der er kirken og diakonien et fint supplement til det kommunale.” 

Samarbejde med varmestue 

Inga Rasmussen sidder med i LFSA’s bestyrelse for Lolland Kommune. Til daglig arbejder hun som frivillighedskoordinator på Bangshavecentret i Maribo, og netop herfra kører der en gang om måneden en bus afsted med ni ældre.  
Gennem ”Oplevelsesklubben” kommer de ældre rundt og ser forskellige steder på Lolland-Falster og Sydsjælland, hvor madpakken er pakket og kaffekanderne fyldt. 

Oplevelsesklubben er blevet en realitet, efter stiftets diakonikonsulent fik idéen og formidlede kontakten mellem aktivitetscentret i Lolland Kommune og Røde Kors’ varmestue i Maribo.  

”Vi har aldrig før arbejdet sammen med varmestuen, men efter oplevelsesklubben er kommet til, er samarbejdet etableret. Vi har nu også folk fra varmestuen, der kommer på aktivitetscentret og drikker deres morgenkaffe og er med i fællesskabet her,” fortæller Inga Rasmussen. 

Et hul i velfærdssamfundet 

Mei Petersen ser netop foreningen som en slags brobygger mellem forskellige parter, som også har været tilfældet med Oplevelsesklubben. Hun mener, at kirken kan løfte en opgave, som ellers ikke ville blive løftet.  
Man får fat i ældre, som ville have svært ved at komme ud og skabe sig et netværk med andre.  

”Vi vil gerne være der, hvor der er et behov. Være der, hvor der er et hul i vores velfærdssamfund, som ikke bliver dækket af andre. Kirkerne, præsterne og de frivillige er ude i de små samfund og kan få øje på, hvad der mangler. De kan se, at der kan være behov for at gøre noget for Åse, Benny og Bente, der måske sidder meget alene derhjemme,” siger Mei Petersen og fortsætter: 
”Det er ikke altid en opgave, som kommunen har mulighed for at løse. Men det kan kirken. Vi vil gerne ud til dem, der falder mellem to stole og måske ikke får meldt sig til kortspil eller keramik i den lokale pensionistforening,” fortæller Mei Petersen. 

Fordelen er, at kirken og menighedsrådet er helt ude i det lille lokalsamfund, og selvom det kan være svært at skabe og fastholde kontakten, også for den lokale præst eller menighedsrådet, er de tættere på borgerne, end kommunen kan være.  

”Kirkens styrke er jo, at den er tættere på. Vi er en meget stor kommune, der dækker bredt, og der er ikke borgerservice eller kommunalt ansatte i alle sogne, men menighedsrådene kan holde arrangementer helt ude, hvor borgerne bor. Der har kirken bestemt nogle forcer, som vi ikke har i kommunerne,” siger Britta Lange. 

Lange weekender 

Hun peger samtidig på, at der også er ældre, der hellere vil i kontakt med den lokale præst end at skulle tage fat i kommunen. Det samme peger Inga Rasmussen fra Lolland Kommune på. 

”Kirken er et accepteret sted at komme. Det er et mødested med et særligt fællesskab. Kirken kan tilbyde noget andet end kommunen,” siger hun og fortsætter: ”Og så er det jo også sådan, at vi på et kommunalt aktivitetscenter som dette næsten kun er her i hverdagen, men kirken har jo aktiviteter i weekenderne. Og weekenderne er lange for mange ældre. Så det vil klart være en fordel at få udbredt og styrket samarbejdet,” fastslår hun. 

Et fokusområde, som både Mei Petersen og de to repræsentanter fra kommunerne omtaler, er netop ensomheden.  

”Der er sat meget mere spot på det og kommet mere opmærksomhed på behovet for at sætte ind i forhold til ensomhed,” siger Mei Petersen. 
Mange ældre sidder alene mange timer hver dag, men der har kirken nogle muligheder, som kommunen ikke har. ”Man bliver ikke visiteret til hjælp fra kommunen, fordi man er ensom. Men der kan den lokale kirke spille en rolle, fordi den er, hvor borgerne er,” siger Britta Lange. 

Inga Rasmussen opfordrer de lokale præster til række endnu mere ud til sognets beboere, så flere kommer med i et fællesskab. For det er svært at finde frem til dem, der har behov for samvær og fællesskab – og det er vigtigt for livskvaliteten med en god snak med andre. For som hun konstaterer:  

”Det ville være fedt, hvis endnu flere ville være med, for tungen falder af, hvis den ikke bliver brugt.”  

80 procent af en ungdomsårgang 

Mange aktiviteter rundt om i stiftet fokuserer på de ældste sognebørn, men Mei Petersen har en ambition om, at langt flere unge fremadrettet bliver inddraget i kirkens arbejde, og at kirken sætter fokus på aktiviteter for og med de unge.  

”Der har været meget fokus på de ældre som målgruppe, men nu skal der fokus på de unge også.” 

Den målsætning og ambition deler Britta Lange, for kirken har en unik kontakt med de unge, som man kunne bruge mere langsigtet, påpeger hun.  

”I forbindelse med konfirmationen møder vores præster jo 80 procent af en årgangs unge. Det er der ikke mange andre steder, hvor man gør. Så de præster, der holder konfirmationer, har et enormt kendskab til de unge og ligger inde med en viden om dem, som er unik.” 

Og det er måske ikke alle unge, der får taget fat i Headspace, hvis de har noget de slås med i deres hverdag, og måske bruger de heller ikke kommunale kulturtilbud som Kulturforsyningen. Men præsten har lige konfirmeret de unge og har derfor mulighed at række hånden ud og vise, at de kan bruge kirken og præsten – både til en fortrolig snak, men også til lokale aktiviteter. 

”Måske kunne kirken, præsten og menighedsrådet holde lidt mere fast i de unge efter konfirmationen. Kunne for eksempel menighedsrådshuset og konfirmandstuen måske bruges på andre tidspunkter af de unge i lokalområdet?” spørger Britta Lange. 

Hun peger på, at der bliver gjort en forskel i de små samfund rigtig mange steder. Kirken skal bare blive lidt bedre til at fortælle om det – til både børn, unge, voksne og ældre. 

”Kirken bygger jo på alt det gode. Det handler om fællesskab og om at komme hinanden ved.”