Stiftets nye præst: ”Når vi vover at give slip og overgive os, bærer troen os”

Af Anne-Sofie Holm

Velkommen til Lolland-Falsters Stift, Karina! Vil du begynde med at fortælle lidt om dig selv og din baggrund?

At være præst indebærer alt det, jeg allerbedst kan lide: At møde mennesker, at formidle evangeliet for mennesker og at prøve at møde mennesker lige dér, hvor de er.

Jeg blev færdiguddannet fra Københavns Universitet i 2019, men begyndte egentlig allerede at læse teologi, da jeg var midt i tyverne. Men på det tidspunkt færdiggjorde jeg ikke studiet. Jeg fik børn og tog en række uddannelser inden for feltet med terapi og coaching, som gjorde, at jeg i mange år har arbejdet med blandt andet personlighedstypologier, samtaler og undervisning.

Jeg har holdt meget af at arbejde med det ”at være menneske”. Teologien og hele det eksistentielle fagområde har altid spillet en rolle i mit personlige såvel som mit arbejdsliv. Jeg har i alle disse år været meget bevidst om, at jeg skulle være præst på et tidspunkt. Efter en årrække med egen virksomhed skete nogle omvæltninger i mit liv, som skubbede til beslutningen om at gøre min teologiske uddannelse færdig. Så jeg begyndte simpelthen forfra – eller bagfra.

Selvom jeg ikke er gået den snorlige vej til præsteembedet, synes jeg, at det har været det rigtige og mest frugtbart uddannelses- og livsforløb for mig. For jeg er ikke sikker på, at jeg ville have den samme tålmodighed og indsigt, som nu kan gavne min præstegerning, hvis jeg ikke havde beskæftiget mig så meget med hvordan mennesker formes af livet. Ikke mindst en konkret erfaring af, hvor forløsende det at tro på en nåde, der ikke afhænger af egne evner og ressourcer, er for vores liv. Det har optaget mig meget og præget både mit personlige forhold til Gud og til faget, teologien, og ja, også min relation til mig selv og de mennesker, jeg møder.

Også min egen som andres erfaring med den magtesløshed, der er et grundlæggende vilkår i menneskers liv, har været betydningsfuld læring, inden jeg for alvor engagerede mig i teologien igen.

Nu har jeg været præst i to år og synes, at jeg har lært utroligt meget på den egentlig korte tid. Jeg har været præst to steder i Kalundborg og i to bykirker i Ringsted Sogn. Det har både været udfordrende og har også givet mig en stor erfaringsrigdom, herunder en mere dyb bevidsthed om, hvordan jeg gerne vil være præst i folkekirken.

Hvorfor er valget faldet på netop Lolland-Falsters Stift?

En af mine tidligere kollegaer i Ringsted talte om, at hun godt kunne forestille sig at søge embede i Lolland-Falsters Stift. Det havde jeg aldrig selv tænkt på, da mine børn og venner bor i København, så det er nærmere det område, mit fokus har ligget. Umiddelbart efter mødte jeg en veninde, som lige havde købt hus på Falster. Hun fortalte om, hvor dejligt et sted, det var, og hvor glad hun var blevet for området. Og så traf jeg en præst fra Maribo Domsogn ved et kursus, og hun havde meget godt at sige om det at være præst på Lolland-Falster.

Så jeg tænkte, at jeg måtte undersøge Lolland-Falster nærmere, og jeg tog herned og besøgte Holeby og Bursø. Her er meget dejligt, smukt og naturskønt. Men der er også noget med sindelaget, som jeg synes er meget tiltalende. Folk tager meget hensyn til hinanden, så det er et virkelig rart sted at være.

Hvilke tanker har du gjort dig om at skulle begynde som præst i Holeby?

Grunden til at jeg vil være præst i et landsogn som Holeby og Bursø er helt grundlæggende, at jeg holder meget af den nærhed, der er med menigheden.

Jeg har boet i Charlottenlund og Indre København i 30 år. Jeg har fire voksne børn, som alle sammen bor i København, så det har været et stort skridt for mig at søge et embede, der ligger så langt væk fra min familie og venner. Men da jeg kom herned på visit, fik jeg indtryk af, at der er et godt samarbejde i menighedsrådet og blandt personalet. Det er tydeligt at mærke, nu hvor jeg er her, at fundamentet i er sundt, og at der er en lokal interesse i, at kirken er her.

Det gør, at jeg i samarbejde med menighedsrådet og de andre ansatte har mulighed for at bygge en levende kirke. Jeg vil rigtig gerne lave flere arrangementer i sognehuset, som vi stille og roligt kan prøve af.

Nye ting gror langsomt, så vi skal tage det stille og roligt og prøve at finde ud af, hvad der giver mening lige netop her. Vi skal have tålmodighed for at bygge kirke. Og den proces glæder jeg mig virkelig meget til at påbegynde.

Er der noget særligt, du vil fokusere på i dit embede?

Alt det, vi laver, handler om at bygge relationer. Kristendom ER relation - til Gud og mennesker. Kristendommen både en personlig relation og den er et fælleskab.

Jeg interesserer mig altid for de møder, mennesker kan have med hinanden og det ligger naturligt til mig at knytte relationer til andre mennesker, så det, der først og fremmest er vigtigt for mig, er at få opbygget et forhold til sognet og menighederne. Så kan der på sigt vokse ting ud af det. 

Et andet af mine fokuspunkter er, at jeg mener, at vi som kirke har til opgave at minde om, at vi skal omgås Guds skaberværk med respekt og ikke bare se naturen som en kilde til udnyttelse. Vi skal hele tiden insistere på skaberværkets egen værdighed og berettigelse. Jeg ved fra min egen erfaring, at naturen er meget livgivende, og jeg håber, vi kan bruge naturen aktivt i kirkelivet. At dette også på sigt kan involvere kirkegårdenes liv og vækst, er et stille håb, jeg har.

Når man er i naturen, kan man mærke storheden i at være uendeligt lille og det kan vi alle lære noget fornuftigt af.

Jeg taler ikke ud fra et skabelsesteologisk udspring, men Jeg synes, det er et fælles anliggende, at kirken gerne må være grønnere og bæredygtig på håb i mere end én forstand. Vi er en del af skaberværket som skabninger, som fuglene og blomsterne og alt liv på jorden, uden hvilke, vi ikke vil kunne eksistere.

Hvad er folkekirkens vigtigste opgave i dine øjne?

Den har mange. Men grundlæggende tror jeg, i den splittede og til tider håbløse tid vi lever i, hvor mange mennesker resignerer i forhold til fremtiden, at vi taler håbløsheden imod. At vi åbner for et håb i tro og trods. Og vi skal ikke bare sige med ord, at håbet lever – det er noget, vi skal gøre med praksis og gerning.

Det gennemgående for mig til denne opgave er, at kirken tilbyder os et rum, vi kan være i med det. Det rum skal ikke distrahere os til at tro det hele så skal gå okay, så længe vi tror eller opfører os på den rigtige måde Der er en trøst i at være i kirken med det vi netop ikke kan opføre os ud af og erfare, at vi ikke skal gøre noget for at finde Gud, for Gud har allerede talt til os. Det er en trøst at synge salmer og gå til nadver, at være fælles om noget. Der er noget, der bærer os, også selvom vi ikke altid er i stand til at tro på det.

Kirkens rum er også stedet til at overgive os til det, der nu en gang er. Når vi vover at give slip og overgive os, bærer troen os eller sagt så konkret som, jeg nu kan: Når vi overgiver os til det, der nu en gang er, kan vi måske ind i mellem og i glimt erfare at vi står i noget større end os selv, og at dette større bærer os. Gud og fællesskabet i Jesus Kristus.