Fortsæt til hovedindholdet
Aktuelt 2023
Nyheder

Påskeløb: En stensikker succes

Hvordan får man fortalt om påsken, så det på én gang starter gode samtaler, er sjovt og giver masser af frisk luft? Det har de fundet ud af i Sakskøbing, hvor det lokale påskeløb er nomineret til årets kirkelige initiativ.

Af Thomas Godsk Larsen

Otte store sten med påskemotiver. Det er, hvad påskeløbet i Sakskøbing består af – og dertil en smuk kirkegård, mobiltelefoner, solskin, glade børn og deres forældre og en præst, der deler påskeæg ud i kirkedøren. Og, nå ja, så præstens datter, der har været en flittig maler på de otte flotte marksten.

En fælles familieaktivitet
Påskeløbet foregik fra palmesøndag til 2. påskedag, hvor familier kunne gå på jagt efter de otte sten, som med hjælp fra kirkegårdens personale var blevet placeret rundt på Sakskøbing kirkegård. Opgaven var at finde mindst seks sten, tage et billede og vise dem til præsten enten skærtorsdag eller 2. påskedag – og inkassere et påskeæg:

”Aktiviteten foregik ikke på et bestemt tidspunkt, så familier kunne gøre det som en udendørs fælles aktivitet, når det passede i løbet af påskeferien. Det gjorde den fleksibel – også for kirkens og kirkegårdens personale, eftersom aktiviteten så at sige passede sig selv.”

Gode snakke om påskens begivenheder
Sognepræst Lisbeth Lumbye er initiativtageren til påskeløbet, som hun fik så vel aktivitetsudvalg som medarbejderne på kirkegården engageret i. Det var også hende, der delte påskeæggene ud, da familierne mødte op i kirken skærtorsdag eller 2. påskedag. Der blev delt knap 40 påskeæg ud til glade børn, fortæller hun:

”Der var overraskende mange, der deltog, når man tænker på, det er første gang, vi laver det. Og der var rigtig mange positive reaktioner. Flere forældre kom og sagde, at de havde brugt over en time på at finde stenene, og at det havde givet nogle gode snakke om, hvad der var malet på stenene. Nogle sagde, at det havde været en dejlig måde at være sammen på i stedet for at sidde hjemme og glo på Netflix. Det betød også noget, at det var gratis, tror jeg. Det er langt fra alle, der har råd til at tage på flotte påskeferier i den uge omkring påske, hvor børnene har fri fra skole.”

Kirkegården er fredelig, smuk og fuld af håb
For Lisbeth Lumbye var der også en pointe i, at påskeløbet foregik på kirkegården:

”Vi vil gerne afmystificere for børnene, hvad en kirkegård egentlig er, for de kender dem måske mest fra uhyggelige spil og film. Vi vil gerne synliggøre vores kirkegård og vise børn og deres forældre, at det er en fredelig og smuk oase i byen, og at det er et sted, hvor påskens fortælling om håb, om Jesus’ korsfæstelse, gravlæggelse og opstandelse, kan høres og ses i ord og symboler på gravsten.”

Lisbeth Lumbye forventer at gentage succesen:

”Vi har taget stenene med hjem og vil friske farverne lidt op, så de ligger klar til næste år. Og måske laver vi den lille ændring, at man kan ringe til en ven, altså mig, hvis der er en sten, man virkelig ikke kan finde. Så kan man få en lille ledetråd – og måske et godt ord at gå videre på.”

Otte marksten blev dekoreret med påskens motiver og gemt rundt omkring på Sakskøbing kirkegård, og så var det ellers bare at gå på jagt for børn og deres forældre. Privatfoto.

Om Lolland-Falsters Stifts initiativpris

Alle borgere i Lolland-Falsters Stift har indtil den 18. august 2023 kunnet sende deres bud på, hvem der fortjener at få den kirkelige initiativpris 2023.

Vinderen vil blive fundet af dommerpanelet, der i år består af biskop Marianne Gaarden, stiftsrådsformand Susanne Møller og sidste års vindere Menighedsplejen i Holeby og omegn, kommunikationsmedarbejder Thomas Godsk Larsen og Marlene Laursen.

Initiativprisen vil blive uddelt på stiftets årsmøde, også kaldet ”landemode”, onsdag den 5. oktober 2023.