Fortsæt til hovedindholdet
Aktuelt 2023
Nyheder

Nyd langsomheden og mød stærke kvinder i Maribo

I weekenden 1.-3. september bliver der plads til både spændende fortællinger, fordybelse og eftertanke, når Birgittafestivalen afholdes i Maribo.

Gravstenen oven over Leonora Christinas kiste i Maribo Domkirke

Gravstenen oven over Leonora Christinas kiste i Maribo Domkirke. Privatfoto

Domprovst Anne Birgitte Reiter ved Birgitta af Vadstena

Domprovst Anne Birgitte Reiter ved ikon af Birgitta af Vadstena. Privatfoto

”Flere stærke kvinder”. Det er temaet for årets Birgittafestival, der bliver afholdt i weekenden 1.-3. september i Maribo. Og kigger man tilbage i historien er der mange kvinder, der har spillet en afgørende rolle i historien.

Ikke mindst inden for kirken har flere stærke kvinder sat deres markante aftryk på udviklingen.

En af de kvinder var Birgitta af Vadstena, der levede i årene 1303-1373. Dermed er det i år 650 år siden, at hun døde. Hun var ud af en svensk adelsfamilie, gift, mor til otte børn og frue på en stor gård, hvor hun blandt andet sørgede for fattige og syge.

Begrænsede muligheder for kvinder

Men hun var samtidig kvinden, der fulgte sit kald og grundlagde Birgittinerordenen. Og dermed har hun også lagt navn til Birgittafestivalen, der første gang blev afholdt i 2019.

Hendes historie bør fortælles, for den kan være til stor inspiration også i dag. Det mener domprovst i Maribo Domkirke Anne Birgitte Reiter, der også er formand for Birgittafestivalforeningen.

”Hun var kvinde på en tid, hvor kvinders muligheder var begrænsede. I første omgang føjede hun sig, blev gift ind i et arrangeret ægteskab og fik otte børn, men hun gjorde siden sine egne drømme til virkelighed og fulgte det kald, hun hørte,” fortæller Anne Birgitte Reiter.

Grundlaget for Maribo

Birgitta af Vadstena var meget troende og modtog åbenbaringer fra Gud. Blandt andet blev hun pålagt at grundlægge en klosterorden, og det er den, vi nu kender som Birgittinerordenen. I dag ligger der Birgittaklostre i hele verden og således også i Maribo.

Her blev domkirken bygget som en klosterkirke til et Birgittakloster, og byen er vokset ud fra det.

”Det er grunden under Maribo. Den her by er ikke opstået af sig selv, men det har været lidt utydeligt, hvilken betydning Birgitta af Vadstena har haft for byen og området, når man har besøgt kirken,” siger Anne Birgitte Reiter.

En kvindelig præst før alle andre

Årets tema ”Flere stærke kvinder” følger op på sidste års tema ”Stærke kvinder”, for der er stadig mange historier at fortælle om kvindernes betydning.

2023 er udover 650-året for Birgittas død også officielt 75-året for de første kvindelige præster i Danmark. Johanne Hermansen Andersen blev sammen med to andre kvinder ordineret som præst 28. april 1948, og hun var endda lokal. Hendes første embede var i Nørre Ørslev Kirke på Falster.

Men allerede inden da havde gymnastiklærerinde og højskoleforstanderinde Jørgine Abildgaard virket som præst i Snoghøj, dog uden at være ordineret.

Ved Birgittafestivalen bliver hendes historie fortalt af tidligere sognepræst Lene Bischoff-Mikkelsen under overskriften ”Alt fra den levende Gud til den svedende krop.”

”Der er ingen tvivl om, at de første kvindelige præster ikke har haft det nemt. Der var meget modstand, så de har virkelig fulgt deres kald ligesom Birgitta af Vadstena for at kunne stå imod presset,” konstaterer Anne Birgitte Reiter.

Tro på drømmene og kæmp

Derfor mener domprovsten også, at det er vigtigt at få formidlet historien om, at man kan opnå meget, hvis man tør kæmpe for sin tro og sine drømme – og tro på, at det kan lykkes.

”Birgitta giver ikke op, men forfølger sine drømme også som midaldrende kvinde, hvor hun giver plads til religiøsitet og spiritualitet. Med festivalen hylder vi hende og det, hun stod for.”

Birgitta af Vadstena havde formuleret en bøn, som fulgte hende gennem livet. Den lyder:

”Herre, vis mig din vej og gør mig villig til at vandre den!”

Nyd langsomheden

Det kan både unge og voksne tage til sig, mener Anne Birgitte Reiter.

”Det handler om at give plads til refleksion over sit eget liv. Hvor er jeg på vej hen, og hvad er vigtigt? Samtidig synes jeg, at den kalder på en vis ydmyghed og viser, at man er en del af en større sammenhæng. Den lægger individet væk og viser, at man er en del af et større fællesskab.”

Det er vigtigt i dag, hvor fællesskaberne bliver glemt på grund et stigende fokus på individet og på præstationer, påpeger Anne Birgitte Reiter.

”De unge oplever et stort præstationsræs. De skal være så dygtige hele tiden, men samtidig ses stigende ensomhed blandt dem.”

Hun håber, at weekendens festival giver gæsterne plads til eftertanke og fordybelse.

”Her får man mulighed for at nyde langsomheden. Det er et sted for refleksion.”

Det er også for børn

Der er en lang række events i løbet af de tre dage. Festivalen byder blandt andet på masser af spændende fortællinger om stærke personligheder, et middelalder-modeshow samt vesper (aftensang), som det blev skrevet og fremført i Birgittaklostret i Vadstena i 1300-tallet. Og så kan man blive taget med tilbage i både byens, kirkens og klostrets historier på flere forskellige vandringer.

”Og det er også for børn. Vi har blandt andet en andægtig vandring i domkirken gennem Birgittas liv for børn og voksne, som vores ungdomspræst står for. Og så er handelsstandsforeningen også med, så der er fest i hele byen,” smiler Anne Birgitte Reiter.

Birgittafestivalen er et samarbejde mellem Maribo Domkirke, Den Katolske Kirke, Maribo Handel, Museum Lolland-Falster og Middelaldercentret.

Hele programmet kan læses på: www.birgittafestival.dk, hvor man også kan se, hvilke events der kræver tilmelding.