Løb for livet – og løb med Gud
To veninder fik en god idé i coronatiden under en af deres mange gåture i den lollandske natur, for hvorfor ikke kombinere det med Gud med løb og fællesskab i naturen? Saft og Kraft-løbet blev til og er nu nomineret til årets kirkelige initiativ i Lolland-Falsters Stift.
Af Thomas Godsk Larsen
”Jeg kunne komme med Gud, og Frederiksdal Gods kunne komme med de gode kirsebær!”
Sådan beskriver sognepræst Susanne Oxholm Bay Jacobsen det noget utraditionelle samarbejde mellem den lokale folkekirke og det lokale gods.
Gåture gav nærvær – og gode ideer
Ideen til det, der kom til at hedde Saft og Kraft-løbet, tog form under den første corona-nedlukning, hvor Mette Rix Krabbe, som er medejer af Frederiksdal Gods, og sognepræst Susanne Oxholm Bay Jacobsen gik ture sammen og delte tanker om fællesskab i en tid, hvor mange var isolerede og følte sig ensomme, frustrerede og angste:
”Vi fik lyst til at dele vores fællesskab og det nærvær, vi selv oplevede i naturen, med flere. Jeg oplever ofte selv, hvordan brikkerne ligesom kan falde på plads, når jeg er i naturen,” forklarer Susanne Oxholm Bay Jacobsen.
Løbet skulle hedde saft, fordi alle skulle nyde saften af kirsebærrene – og naturen – på Frederiksdal Gods, og kraft, fordi alle skal vide, at man hos Gud kan hente styrke til livets udfordringer.
Lad fællesskabet blomstre
Gode traditioner mangler hverken Frederiksdal Gods, hvis historie går tilbage til 1300-tallet, eller de lokale sognekirker i Utterslev, Købelev og Vindeby pastorat. Til gengæld har der i den vestlige verden ikke altid været blik for sammenhængen mellem krop og ånd. Det har ændret sig, mener Susanne Oxholm Bay Jacobsen:
”Vi lever i en tid, hvor vi ved, at vi mennesker fungerer bedst, når krop og ånd får lov til at fungere sammen.”
Derfor var det vigtigt for Susanne Oxholm Bay Jacobsen og Mette Rix Krabbe, at det ikke bare blev et løb eller en gåtur, men en dag for både krop og ånd:
”Vi skal alle have noget at gå på. Vi skal have vores fadervor. Vi skal have noget at forundre os over. Vi skal have Guds velsignelse over os, så vores fællesskab kan blomstre og sætte os frie til at være dem, vi er, sammen.”
Glade mennesker i alle aldre
Skuddet til det første Saft og Kraft-løb lød i marts 2022 ved Frederiksdal Vineri, og med over 150 deltagere blev det en stor succes:
”Vi måtte tilkalde parkeringshjælpere, for der blev ved med at ankomme biler med glade mennesker. Deltagerne var i alle aldre og kom mange steder fra – der var endda nogle fra Nordsjælland, som var på ferie i Marielyst og havde set opslaget på nettet,” fortæller Susanne Oxholm Bay Jacobsen.
Dagen blev indledt med en velkomst foran Vineriet og derefter en kort andagt ved Susanne Oxholm Bay Jacobsen, som handlede om forundring og fællesskab i Guds natur. Efter en fælles opvarmning for løbere og gå-folket blev alle sendt af sted på en 3 eller 5 kilometers rute i den smukke natur ved Frederiksdal. Også præsten smed kjolen og sprang i joggingtøjet og ud på stierne.
Ved målstregen fik alle et glas kirsebærsaft, og skovbørnehaven, der har til huse i Frederiksdal skov, var mødt op og lavede kage og kaffe til folk. Bagefter var der omvisninger i Vineriet, og rigtig mange blev hængende hele eftermiddagen og hyggede sig med medbragte madpakker og snakke på kryds og tværs.
Over 150 mennesker deltog, og efter flere opfordringer blev succesen gentaget i år. De to veninder håber på, at en ny tradition nu er grundlagt – og er klar på endnu en omgang i 2024.
Saft og Kraft-løbet er blevet til i samarbejde mellem Frederiksdal Vineri og Utterslev-Købelev-Vindeby pastorat ved sognepræst Susanne Oxholm Bay Jacobsen.
Om Lolland-Falsters Stifts initiativpris
Alle borgere i Lolland-Falsters Stift har indtil den 18. august 2023 kunnet sende deres bud på, hvem der fortjener at få den kirkelige initiativpris 2023.
Vinderen vil blive fundet af dommerpanelet, der i år består af biskop Marianne Gaarden, stiftsrådsformand Susanne Møller og sidste års vindere Menighedsplejen i Holeby og omegn, kommunikationsmedarbejder Thomas Godsk Larsen og Marlene Laursen.
Initiativprisen vil blive uddelt på stiftets årsmøde, også kaldet ”landemode”, onsdag den 5. oktober 2023.