I fængslet bliver de fleste samtaler store samtaler

Fra 1. oktober hedder fængselspræsten i Storstrøm Fængsel Kamille Nygård. Og det er måske i virkeligheden ikke så overraskende, at den 52-årige præst skulle blive fængselspræst i et af Danmarks største lukkede fængsler.

For lige fra Kamille Nygård blev færdiguddannet som præst har livet bag murene været en del hendes gerning.

Ikke bevidst, men derimod helt rigtigt for hende, har det vist sig.

Det begyndte lidt tilfældigt, da hun startede som præst i et embede i Nuuk i Grønland, hvor hun blev bedt om at tage nogle samtaler med en af de indsatte i fængslet.

”Jeg startede med at tænke, hvad jeg som nyuddannet præst havde at byde på, men jeg blev meget optaget af det. Det gjorde et stort indtryk at møde ham og tage de samtaler med udgangspunkt i Bibelens ord,” fortæller Kamille Nygård.

Et sprog for de store spørgsmål

Da hun så kom tilbage til Danmark og fik muligheden for at vælge mellem en ph.d. og et embede i to fynske sogne i kombination med jobbet som fængselspræst i Ringe, valgte hun præstegerningen. Hun var på Fyn i 14 år, inden hun sammen med familien for fire år siden tog til Trondheim i Norge, hvor hun har arbejdet som gadepræst.

Nu er hun tilbage i Danmark igen, og da jobbet som fængselspræst i Storstrøm Fængsel blev ledigt, var hun ikke i tvivl om, hvad næste del af arbejdslivet skulle indeholde. For jobbet som fængselspræst kan noget helt særligt.

”Jeg har ikke oplevet noget sted at være så meget præst som i fængslet. I fængslet er samtalerne altid vigtige. Alle samtaler bliver store, og der er ikke tid til bullshit. Der er en sult hos de indsatte efter de alvorlige samtaler, for tilværelsen derinde kan nogle gange virke overfladisk. Der er kristendommen og religion som sådan et fantastisk sprog for de store spørgsmål, ” forklarer Kamille Nygård og fortsætter:

”Jeg tror, at det handler om, at livet er sat på spidsen i fængslet. De er i færd med at miste alt eller har allerede mistet alt. De har nogle livsvilkår, der er helt anderledes end vores andres.”

Samfundets ømme tå

Kamille Nygård ved godt, at det er et specielt job at vælge. Hendes mor har da også været bekymret, fortæller hun med et smil. Men hun har som fængselspræst kun få gange oplevet at føle sig utryg, så det fylder ikke for hende, selvom hun nu går ind bag murene til et de fængsler, der huser nogle af landets hårdeste kriminelle.

”Jeg mener, at det er sindssygt vigtigt, at kirken er til stede netop i fængslerne. Kirken skal række ud, også hvor det er ubekvemt at være. Ellers mangler nerven. Vi skal også være der, hvor livet er svært. Fængslerne er jo på en måde den ømme tå i samfundet. Der er en voldsom afmægtighed, og mange af dem har levet liv, der ikke kan repareres. Det har vi som kirke en forpligtelse til at gå ind.”

For Kamille Nygård giver jobbet som fængselspræst også både fagligt og personligt noget, som man ikke får andre steder. Selvom hun var rigtig glad for at være sognepræst, kan hun godt lide at mødes med mennesker, der ikke lige passer ind i de kasser, som samfundet ellers har puttet os ind i.

”Jeg kan godt lide at snakke med nogen, der ikke har levet som os andre. Det stimulerer også min faglighed. Der er en sårbarhed, som jeg teologisk godt kan lide at være i. At være et sted, hvor livet er mere hudløst. Mere ærligt, kan man måske sige, for der er ikke så meget teflon, som i vores andres almindelige liv.”

Samarbejde med lokalsamfundet

Mødet mellem mennesker, der ikke er helt ens, bliver også noget af det, som Kamille Nygård tager med sig ind i det nye job. Hun er ansat af Kriminalforsorgen, men biskop over Lolland-Falsters Stift Marianne Gaarden har også prioriteret, at hun bliver indlemmet i provstiet, så der er kolleger at samarbejde og sparre med.

Og så har Kamille Nygård en ambition om at kunne etablere et samarbejde med lokalsamfundet omkring fængslet.

”Jeg kunne have lyst til at prøve at arbejde projektorienteret i fængslet med de indsatte, hvor vi kan sætte nogle projekter i gang, der også forpligter dem. Kirken i dag kan være meget præstestyret, men jeg kunne godt tænke mig mere samarbejde på tværs, så vi er flere om at bygge kirke, hvis man kan sige det sådan,” forklarer Kamille Nygård, der også gerne inddrager kunstens værktøjer i præstegerningen.

”Jeg har arbejdet sammen med fotograf Tina Enghoff, og gør det fortsat. Vi har lavet en lille bog, Isolation, hedder den. Og så har vi lavet foto og skriveworkshops i norske fængsler. Sidste år fik vi lov at komme til Jyderup, hvor indsatte tog billeder og skrev tekster, som blev del af en større udstilling i Sverige. Der er noget i den kunstneriske tilgang til tingene, som betager mig. Jeg har også skrevet digte sammen med hjemløse, da jeg var gadepræst i Trondheim. Der kan godt ligge noget sjælesorg i det. Det kan også være samtaler om Bibelens tekster. Der er mange muligheder. Og så håber jeg at kunne arbejde mere ”hen over murerne”. Jeg drømmer om at kunne samarbejde med lokalsamfundet på den ene eller anden måde og sætte mennesker sammen på tværs af baggrunde, ” fortæller Kamille Nygård, der udover jobbet som fængselspræst også står i spidsen for fængselspræsternes efteruddannelse blandt andet inden for kriminologi.

Så på mange fronter lå det i kortene, at der igen skulle stå fængselspræst på Kamille Nygårds visitkort.

”Jeg glæder mig meget til at starte i jobbet. At blive en del af den kollegakreds igen. Det er lidt som at komme hjem.”