Hilsen fra den ny pressemedarbejder i Lolland-Falsters Stift 

Mit liv har nok været lidt rodet. Det står klart for mig, hver gang jeg skal forsøge at skrive et CV. Og sådan kan jeg godt lide det. Jeg er opvokset i København og på Vestegnen i 1970’erne. Oprindeligt er jeg udannet økonom og har arbejdet som revisor i et årti, heraf syv år i Grønland. Jeg har også skrevet digte og romaner, og som voksen uddannede jeg mig til journalist i Aarhus og har siden arbejdet på Politiken og for Dagbladenes Bureau i en årrække. Da jeg selv fik børn flyttede jeg til Fanø med min ekskone, som stammer derfra, og endte med at blive der i ti år – for der er noget ved de små samfund og de nære relationer, som tiltaler mig.

Hvorfor er valget faldet på netop Lolland-Falsters Stift?

Derfor var det også naturligt at søge job i Lolland-Falsters Stift. Som barn boede min kæreste på Falster,  hendes forældre bor her stadig, og vi er naturligvis kommet meget hernede. For et par år siden købte vi så en flexbolig i Kettinge, hvor vi tilbringer meget af vores fritid. På sigt, når min kærestes to piger er fløjet fra reden, kunne vi godt tænke os at flytte herned permanent.

Hvilke tanker har du gjort dig om at skulle begynde som presse- og kommunikationsmedarbejder i Lolland-Falsters Stift?

Jeg har tidligere haft stillinger, hvor jeg har arbejdet med hjemmeside, pressehåndtering og kommunikationsrådgivning på én gang, og jeg elsker den blanding af opgaver, som helt automatisk giver en arbejdsdag, der aldrig ligner den foregående. Hvad så med Gud? Jeg er døbt, konfirmeret og tror på Gud, men har aldrig haft et tæt forhold til folkekirken ­– og så alligevel: Da jeg gik til konfirmationsforberedelse, øvede vi os i Fadervor, men min præst lavede en smule om i ordlyden. I stedet for at sige: ” … forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere …” sagde hun altid: ” … forlad os vor skyld, så også vi KAN forlade vore skyldnere …” og dén formulering, med den indbyggede menneskelige fejlbarlighed, for vi tilgiver jo ikke altid automatisk vore skyldnere, men samtidig muligheden for at overkomme den, muligheden for at vælge at handle ”rigtigt” har været en slags ledetråd gennem hele mit liv. Så på en måde har kirken måske alligevel taget bo i mig?

Jeg glæder mig til opgaverne og håber at kunne understøtte og styrke det arbejde, som foregår i stiftet.