”Folkekirkens opgave er at gøre dørtærsklen til kirken så lav som mulig,” siger stiftets nye præst
Regitze Pedersen måtte et smut forbi sygeplejestudiet, før det gik op for hende, at hun skulle gå i sine forældres fodspor og blive præst. Den 1. marts begynder hun som sognepræst i Errindlev-Fuglse Pastorat. Lær hende bedre at kende her.
Af Anne-Sofie Holm
Velkommen til Lolland-Falsters Stift, Regitze! Vil du begynde med at fortælle lidt om dig selv og din baggrund?
Jeg er vokset op i en præstegård på Sydsjælland. Begge mine forældre er præster, så jeg har ikke interessen fra fremmede. Men når det er sagt, lå det ikke i kortene, at jeg skulle være præst. I 2014 begyndte jeg først på sygeplejeskolen, men efter få måneder droppede jeg ud, for det føltes ikke rigtigt. Så skulle jeg til at finde ud af, hvad jeg så skulle studere.
Jeg gik ind på Københavns Universitets hjemmeside for at finde ud af, hvad jeg blev tiltrukket af, og så stod teologi pludselig der som en mulighed. Selvom begge mine forældre er præster, havde jeg aldrig overvejet, at det også kunne være noget for mig, men da jeg gik ind og læste om teologistudiet, blev jeg helt blæst bagover hvor mange spændende ting, det indeholder. Sprog, historie, filosofi – det hele var lige mig. Efter jeg startede på teologi, så jeg mig aldrig tilbage.
Jeg har altid tænkt, at jeg er kristen, men ikke nødvendigvis på den måde, at jeg skulle bruge det i mit arbejdsliv. Igennem studiet opdagede jeg, at jeg blev mere nysgerrig og stærkere i min tro, så det giver rigtig god mening for mig, at jeg nu skal være præst.
Hvorfor er valget faldet på netop Lolland-Falsters Stift?
Jeg kommer fra Sydsjælland og er vokset op langt ude på landet, så jeg er vant til landlige omgivelser. Jeg har også altid vidst, at jeg gerne ville tilbage på landet. Og når jeg samtidig gerne ville bo i en præstegård, indsnævrede det feltet for mulige præstestillinger en smule.
Min søster flyttede til Nordfalster for nogle år siden, og når jeg har besøgt hende, har jeg kunnet mærke, hvor god stemningen er på øerne. Der er så smukt og skønt.
Noget af det, der har været særligt tiltalende, når jeg har været på Lolland, har været de landlige omgivelser og mængden af smukke, gamle middelalderkirker – de er mine yndlingskirker. Da jeg var på besøg i Errindlev for at se nærmere på embedet, inden jeg blev ansat, mødte jeg kun mennesker, der var utroligt søde og imødekommende. Så jeg føler mig virkelig kaldet til at være præst netop der.
Hvilke tanker har du gjort dig om at skulle begynde som præst i Errindlev-Fuglse Pastorat?
Jeg har tænkt meget over, at jeg gerne vil være en nærværende og synlig præst, som folk ved hvem er og kender til. At folk i lokalsamfundet ved, at de i det store hele altid kan komme og banke på, for min dør står åben for dem. Jeg er generelt meget nærværende og rummelig som menneske, og det vil jeg gerne overføre til mit arbejde.
Menighedsrådet fortalte mig, at samfundet i netop dette pastorat minder meget om et øsamfund. Her kender alle hinanden, og her er et stærkt lokalt sammenhold. Det vil jeg gerne bakke op om ved at være til stede og engagere mig i de lokale arrangementer.
Hvad tænker du om at skulle flytte fra København til en stor præstegård på Lolland?
Det er en stor omvæltning, for i København er der fart over feltet. Der er barer, venner og kulturliv lige rundt om hjørnet. I Errindlev er man klart mere alene og mere isoleret i forhold til sit netværk.
Jeg er ikke så bekymret for det, fordi jeg hele min opvækst har boet langt ude på landet. Samtidig er mine venner og min familie meget indstillet på at komme ned og besøge mig på Lolland. I den store præstegård har jeg masser af plads, så de kan uden problemer komme og overnatte, selvom jeg skal på arbejde.
Samtidig har jeg en veninde, Monica, som også er præst på Lolland, og hun bor rigtig tæt på Errindlev. Så hende er jeg rigtig glad for at have i nærheden.
Er der noget særligt, du vil fokusere på i dit embede?
Jeg vil gerne fokusere på at være en synlig præst, og at folk ved, hvem jeg er. Hvis jeg er ude at gå en tur eller nede hos købmanden, må man altid gerne stoppe mig og sige hej eller spørge om noget. Jeg vil gerne være til stede og engagere mig i de mennesker, jeg omgås og møder – både inde i og udenfor kirken.
Jeg vil gerne være præsten. Mine forældre har været præster i kirker udenfor Næstved, og selvom vi var i Bilka inde i Næstved, som jo er en temmelig stor by, har folk stoppet min mor, fordi de kendte hende som præsten. Den forbindelse vil jeg også gerne skabe til lokalbefolkningen her.
Hvad er folkekirkens vigtigste opgave i dine øjne?
Folkekirkens vigtigste opgave er at være åben og rummelig for alle, der måtte have brug for den. For alle mennesker har oplevet eller oplever i deres liv at være i krise – ensomhed, sorg eller andre livskriser – og samtidig kan hele verden omkring os være fuld af problemer.
I kirken kan man komme uden at skulle forsvare eller forklare de ting, man selv bokser med, eller som der sker ude i verden. Der kan man komme og bare være, på trods af de ting, der sker i ens liv.
Folkekirken skal gøre dørtærsklen så lav som mulig, så den bliver nem at vælge til. Det er et problem i vores tid, at folk ikke føler sig forbundet til folkekirken. Så opgaven er at vise, at kirken er der for alle, og at alle er velkomne i den. Vi skal fremmedgørelsen til livs.
Om Regitze Pedersen
- Født i 1991
- Opvokset på præstegård på Sydsjælland
- Begynder som sognepræst i Errindlev-Fuglse Pastorat den 1. marts