Få en pandekage og en snak med præsten
En lokal borger har nomineret den ugentlige café på Kirkepladsen i Nykøbing Falster til årets bedste kirkelige initiativ i Lolland-Falsters Stift: ”Det er en hyggelig måde at vise, at kirken er åben for alle.”
Af Thomas Godsk Larsen
Menighedsplejen i Nykøbing Falster sogn står bag en lang række lokale aktiviteter: Højskolesang og hygge i Klosterfløjen hver tirsdag, en forårs- og efterårsudflugt for ældre borgere og et familienetværk med forskellige aktiviteter for børn og forældre – for blot at nævne et par. Og så flytter Menighedsplejen kirken ud i byrummet syv torsdage i sommerperioden, når der er sommermarked i byen.
Pandekager og præst
”Vi har deltaget med pandekager og præst syv eller otte år nu,” fortæller Jørgen Jørgensen, der bager pandekager på Kirkepladsen til den store guldmedalje. For præsterne og kirkens frivillige har fundet ud af, at det rykker, når kirken er til stede, hvor folk er, uddyber Palle Jakobsen fra Menighedsplejen i Nykøbing Falster Sogn:
”Vi vil gerne vise, at vi er en del af byen, og at kirken er andet og mere end det, der foregår om søndagen. Det giver også folk mulighed for at møde sognets præster i en anden sammenhæng, hvor man kan få en snak med dem om små og store emner over en pandekage.”
Der deltager altid en præst på sommermarkedet – og gerne i præstekjole. Det var noget, Ditte Rønn Kristiansen lagde mærke til, da hun besøgte caféen med sit datter en torsdag i juli:
”Jeg synes, det er en hyggelig måde at vise, at kirken er åben for alle. Det kan måske nogle gange være svært at få folk ind i kirken, men på den her måde kommer man ud til folk.”
Et stærkt lokalt samarbejde
Ditte Rønn Kristiansen, der har nomineret den ugentlige café til initiativprisen, roser byens evne til at lave arrangementer for alle aldre. Dét er noget, som Palle Jakobsen genkender:
”Vi har en aktiv erhvervs- og cityforening i Vores Nykøbing, og vi har et godt samarbejde med dem. Vi oplever virkelig velvilje, når vi byder os til, også til andre arrangementer som for eksempel Kulturnat i Nykøbing Falster.”
Nyd bylivet og sommerstemningen på Klosterkirkens torv
Ditte Rønn Kristensen anbefaler alle at lægge vejen forbi caféen i sommerperioden:
”Der var helt fyldt, da vi besøgte caféen. Der var en virkelig hyggelig atmosfære, og det skaber en god oplevelse for alle, som vil nyde bylivet og sommerstemningen på Klosterkirkens torv. Og ja, så gør det jo heller ikke noget, at det er nogle virkelig lækre pandekager!”
Skulle du have fået lyst til en pandekage og måske en snak med præsten, kan det stadig nås: Sommercaféen er åben hver torsdag frem til 3. august kl. 11-15, hvor der bages og sælges pandekager, te og kaffe. Der vil også være rundvisninger i Klosterkirken, og nogle torsdage vil der tilmed være en lille koncert i kirken. Overskuddet fra salget går til at lave aktiviteter for borgere i Nykøbing Falster, udflugter for ældre og ferietilskud til udsatte børnefamilier m.m.
Om Lolland-Falsters Stifts initiativpris
Du kan sende dit bud på, hvem der fortjener at få den kirkelige initiativpris 2023, i en mail til lfstift@km.dk senest fredag den 18. august 2023.
Beskriv det projekt, du nominerer, og hvorfor lige netop det fortjener at få prisen. Send gerne et foto med, hvis du har et.
Vinderen vil blive fundet af dommerpanelet, der i år består af biskop Marianne Gaarden, stiftsrådsformand Susanne Møller og sidste års vindere Menighedsplejen i Holeby og omegn, kommunikationsmedarbejder Thomas Godsk Larsen og Marlene Laursen.
Initiativprisen vil blive uddelt på stiftets årsmøde, også kaldet ”landemode”, onsdag den 5. oktober 2023.