Da kvinderne fik kjole og krave

Af sognepræst Henrik Gade Jensen

Mange var samlet i Nørre Ørslev kirke den 28. april for at fejre, at kvinderne fik adgang til præsteembeder i folkekirken. For den dag ordinerede biskop Hans Øllgaard de første tre kvinder, så de kunne få ansættelse som præster i folkekirken.

Den ene af de tre, Johanne Andersen, kom fra Falster og valgmenigheden i Nørre Ørslev ville gerne have hende som deres præst. Og det fik de. Og det blev fejret i Nørre Ørslev kirke med kirkeminister Louise Schack Elholm blandt gæsterne, og så mange lokale fra menigheden, mange af stiftets kvindelige præster og et par få mænd i kjole.

I prædikenen læste biskop Marianne Gaarden opstandelsesbudskabet om kvinderne ved graven, de første som så at graven var tom og at Jesus var opstået fra de døde. Så kvinderne var de første vidner, de første forkyndere, de første til at tænde kristendommens budskab i verden. Og kvinderne udviste med Marianne Gaardens ord ’et ufatteligt stort mod’ ved i den daværende, mandsdominerede verden at gå ud og fortælle om Jesus, som ikke mere var død, men igen var blandt os. Kvinderne tog opgaven på sig.

Det var den samme tekst, som biskop Hans Øllgaard på samme dag for 75 år siden talte ud fra i Sct. Knuds kirke i Odense, da de tre første kvinder blev ordineret.

Marianne Gaarden roste valgmenigheden i Nørre Ørslev for at stå fast på deres ønske om at kalde Johanne Andersen til deres præst og også for det vedholdende lobbyarbejde overfor folketing og regering, som det krævede af menighedens aktive folk.

Selvom der i dag er flere kvindelige præster end mænd, kan man ikke bare sige, at ligestillingen har sejret, for meget af kulturen i folkekirken er formet af mænd gennem mange generationer. Mænd har i mange år været på hjemmebane og kvinder måtte kæmpe på en udebane. Og Marianne Gaarden kunne selvoplevet fortælle, hvordan folkekirken stadig kæmper med levn fra en mandsdomineret tradition, som da hun som ung præst blev tiltalt ”hej skat” af en mandlig kollega. Men der kan ikke lovgives om tro og holdninger og det er i sidste instans hjerterne, som evangeliet taler igennem, og som ændrer verden, ifølge biskoppen.

Gudstjenestens liturgi, bøn og nadver blev forrettet af nogle af de seks kvinder, som i 1999 var med til at bære Johanne Andersens kiste ud af kirken, da hun blev bisat dengang. Så der er også en lokal apostolsk succession fra den første kvinde i ornat i Lolland-Falster Stift og til nutidens beskedne overvægt af kvinder i embederne.

Efter salmer og sang og altergang var der pause, og så talte kirkeminister Louise Elholm Schack. Igen med stor ros den lokale valgmenighed, som slog hul på bylden ved at ville have Johanne Andersen til præst. Nørre Ørslev blev til en ’foregangsmenighed’ og viste også, at folkekirken udvikler sig gennem lokale initiativer, ifølge ministeren, som var glad for at komme rundt i landet som minister og opleve folkekirkens mange lokale kræfter.

Der var også et levende og fortællende foredrag af forfatter og foredragsholder Pia Friis Laneth, som uden manuskript fortalte indgående om personen Johanne Andersen, en meget beundringsværdig kvinde der følte en ordre om at blive præst. Johanne Andersen voksede op i Virket nær Nørre Ørslev, fik studentereksamen og ville oprindelig læse medicin, men følte så denne ordre om at blive præst og gik i gang med teologistudiet. Færdig med studiet i 1946 prædikede hun for valgmenigheden, som havde en skjult plan med at de ville have hende som deres præst, når den gamle præst takkede af. Og det var beundringsværdige, myndige og modige ildsjæle omkring valgmenigheden, som havde en plan med Johanne Andersen – og gennemførte den. Pudsigt nok spurgte valgmenighedens støtter Johanne Andersen, om hun agtede at få børn. For selvom de var fremsynede, kunne de næppe forestille sig en kvindelig præst på barsel og med børn.

Tankevækkende gjorde Laneth opmærksom på, at det først var i 1969, at en kvindelig præst fik barn i embedet.

Pia Friis Laneth fortalte også om Hans Øllgaard, biskoppen der brød konsensussen blandt biskopperne, at det var en mand der var vant til at gå enegang og ikke bange for modvind. Talen til ordinationen af Johanne Andersen og de to andre kvindelige teologer blev skrevet på brevpapir fra Frihedsrådet, som Øllgaard var medlem af under krigen. Og Øllgaard lavede sine egne studeringer for ud for beslutningen, som var teologisk begrundet.

Ifølge Pia Friis Laneth var mange mandlige præster bange for at miste autoritet med kvindelige præster. De havde fejlagtigt identificeret deres myndighed med præstekjolen, og ikke med det ord de var sat til at forkynde. De kvindelige præster har i høj grad reddet folkekirkens bredde anseelse og dybe klangbund i den danske befolkning.

Efter gudstjeneste og foredrag i Nørre Ørslev kirke var der reception i præstegården, hvor præsteparret Birthe og Tom Friis fornemt åbnede hele deres præstegård for at fejre Johanne.