Roman over det nye testamente af Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Når der er et geni til stede

Gendigtninger af de bibelske fortællinger er set før. I kunstnerisk eller pædagogisk øjemed har forfattere gennem tiden følt sig kaldede, eller er blevet opfordrede til at klæde de bibelske fortællinger ud eller om. Nu er det blevet Anne Lise Marstrand-Jørgensens tur. ”Stor forfatter - den største fortælling,” sådan markedsføres bogen af Bibelselskabet, der også har opfordret netop Anne Lise Marstrand-Jørgensen til at påtage sig opgaven at genskrive det nye testamente som roman. Man forstår jo så glimrende opfordringen, for ALMJ kan virkelig styre et stof, og som den synæstetiker hun er, kan hun gestalte et miljø, så det føles som at være der selv. Spørgsmålet er, om det er dét, der skal til i forhold til netop de nytestamentlige tekster.

Teaterinstruktør, Katrine Wiedemann, har sagt, at når man sætter Shakespeare i scene, så er der altid allerede et geni til stede, nemlig Shakespeare selv, i skikkelse af teksten. Sådan er det også med de bibelske tekster, her er Guds Ånd til stede. At Shakespeares dramatik kalder på iscenesættelse er uomtvisteligt, og de bedste bringer evigt gyldige temaer i spil, så det kan mærkes lige nu og her. Dog er jeg ikke længere så sikker på, at gendigtninger er det, der tjener de bibelske tekster bedst, for jeg må indrømme, at jeg altid og uden undtagelse er kommet til at kede mig lidt, når jeg pligtskyldigt har anskaffet dem og læst dem. Medmindre de har en digterisk form som digterpræsten Preben Thomsens ”Moderen” eller Jakob Brønnums ” Den sidste passion”. Helt uretfærdigt i forhold til andre velskrivende forfatteres fine tilløb, umage og gode intentioner. Måske var det først, da jeg læste ” Natten åbner sig som en port” det gik op for mig, at der er noget skævt ved hele genren som sådan. Noget der overgår selv de bedste forfatteres evne og forstand. Alt det, der normalt begejstrer mig ved ALMJ ’s måde at skrive et miljø frem på, fungerer her modsat hensigten, som jeg går ud fra er at bringe den bibelske fortælling helt tæt på. Og ja, det er som at være der selv. I Nazareth, i Betlehem, i Jerusalem osv. Det er bare ikke det, der er meningen med evangeliet. Evangeliet vil bringe Jesus Kristus og hans forhold til Gud og os helt tæt på lige nu, hvor man så end befinder sig.

Den amerikanske homiletiker, Anna Carter Florence, har om de bibelske tekster sagt, at det altid er substantiverne, der bringer os på afstand af teksten, mens verberne gør os nutidige med den. For denne roman betyder det, at de detaljerede beskrivelser af mad, natur, dufte, tøj, smykker og husgeråd, der dels tilhører Mellemøsten, dels Jesu tid, hensætter læseren i et fremmed univers fra engang for længe siden. Vi sættes ned lige midt i det hele, og kommer i samme hug på stor afstand af det alt sammen. Til gengæld bliver det vedkommende, når ALMJ fremskriver relationer og kropslige fornemmelser, også dem, der er knyttet til det metafysiske. F.eks. da Helligånden kommer over Maria: ”Noget tager form derinde, en bevægelse, en beholder” p. 9 og ”Men så er kampen forbi, og favntaget har vundet. Hun synker ind mod lyset, en varme brede sig i kroppen, en hvisken lyder så dybt i hende, at hun ikke ved om det er hendes egne tanker, eller om det er en anden, der taler. Det er en beroligende stemme, der åbner hendes krops hemmelige steder og gør hende modtagelig for livet og ordet” p. 10. Der er Marias undrende blik på sin store dreng ”Et barn kan rumme mange aldre på samme tid, et sind er en brønd så dyb, at ingen aner, hvorfra det kølige vand stammer” p. 45.

I Getsemane er Jesus med os i dødsangsten: ”Det er som et vridende greb dybt inde i kroppen, som livskraften, der svinder, hjertet, der ikke længere kan slå i sin vanlige takt” p. 212.  Efter tilfangetagelsen må vi sammen med Peter spørge os selv: ”Hvordan skulle jeg have stoppet mine ører til, da han sagde mit navn? Hvordan skulle jeg have barrikaderet mit hjerte og min sjæl for ham, der trænger ind i verden som lys?” p. 216. Nej, hvordan skulle man kunne det? Og det kan Anne Lise Marstrand-Jørgensen heldigvis heller ikke, for bibelteksternes egne ord fylder meget i romanen. Det er ikke sådan at brydes med et geni i natten og opdage, at det var Gud selv dér i porten. Måske er lakunerne i de bibelske tekster netop geniale porte, der inviterer læseren til selv at stille sig ind og kæmpe i natten med én, man ikke slipper før velsignelsen falder så man kan sige:” Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke!” De nytestamentlige tekster inviterer i højere grad til en gendigtning af hvordan vi lever et sandt menneskeliv, et kristent liv, med hinanden og med Gud, end til gendigtninger i bøger, der kan stilles på hylder og støve til sammen med de andre i samme genre.

Mette Marie Trankjær, oktober 2023