Årets bedste kirkelige initiativ 2023
Hvert år de seneste ti år har Lolland-Falsters Stift uddelt en pris for det bedste kirkelige initiativ i årets løb, og i år var ingen undtagelse. Afsløringen af vinderen skete torsdag d. 5 oktober til det årlige landemode i Maribo, hvor cirka 130 menighedsrådsmedlemmer og præster var forsamlet, først til den traditionelle gudstjeneste i domkirken og derefter på den anden side af søen i Bangs Have.
Det hele var Lisbeths idé
Et landemode indeholder mange ting, og det kan du læse meget mere om andre steder her på siden, men rosinen i pølseenden var i år uddelingen af den kirkelige initiativpris.
Først gennemgik kommunikationsmedarbejder Thomas Godsk Larsen de ti nominerede, som rakte lige fra gudstjeneste på cykel og i løb over larmende børn i kirken til pandekager med din præst.
Men … og nu skal vi til det: Vinderen blev et initiativ i Nykøbing, som gik under overskriften: ”Tro og næstekærlighed er ikke bare noget, vi taler om”.
Som sognepræst, Bjørn Krohn, der fik overrakt prisen af Stiftsrådsformand, Susanne Møller, forklarede, så kom ideen til initiativet fra Lisbeth Jensen, der desværre ikke selv kunne være til stede til uddelingen af prisen. Lisbeth Jensen er mangeårigt medlem af menighedsrådet i Nykøbing F. sogn og leder af Kirkens Genbrug i byen.
”Jeg fik ideen på et årsmøde for Menighedsplejen i Danmark, hvor vi talte om, hvordan vi kan give konfirmander en forståelse for diakonalt arbejde, altså kirkens sociale arbejde, som blandt andet foregår gennem byens mange genbrugsbutikker. Jeg ville gerne være med til at vække en interesse, der måske kunne række ud over konfirmationstiden og give dem lyst til selv at blive frivillige engang.”
De varme hænder
Og som Bjørn Krohn begejstret kunne fortælle på landemodet, var konfirmanderne meget positive. Udover at dagen slog bro mellem generationer, så viste det meget lavpraktisk de unge, at tro og næstekærlighed ikke kun er noget, vi taler om. Ikke kun er noget der foregår i hovedet og hjertet, men at det også handler om varme hænder.
Lisbeth Jensen har allerede planer om at gøre erfaringerne fra konfirmanddagen tilgængelig for andre, der kunne tænke sig at prøve sådan et samarbejde af.
Om Lolland-Falsters Stifts initiativpris
I 2013 besluttede stiftsrådet, at der hvert år på landemodet skulle belønnes et initiativ, der på sogne-, provsti- eller stiftsniveau kunne være virke som inspiration for andre.
Siden da har prisen hvert år været uddelt på stiftets landemode. Initiativprisen 2024 bliver uddelt på Landemodet den 2. oktober i Bangs Have, Maribo.
Tidligere vindere af initiativprisen:
2013 - Konfirmandprojektet i Gedser
2014 - Det store fælles påskeprojekt med fernisering i Domkirken af
kæmpe tæpper m.v.
2015 - Hverdagsfamiliegudstjenester i Våbensted
2016 - GLAD-gudstjenester i Sundkirken
2017 - Forbøngruppen i Maribo
2018 - Væggerløse Strikkeklub
2019 - Morgensang i Skt. Nikolai Kirke, Nakskov
2020 - Alle kan synge salmer i Sakskøbing
2021 - Telefonkæder og vandregrupper i Væggerløse Sogn
2022 - Menighedsplejen i Holeby og omegn
2023 - Konfirmandprojektet Kirkens Genbrug i Nykøbing Falster