Biskoppens månedshilsen maj 2021

Kære alle

Det lysner på mange måder i denne tid. Dagen er allerede tiltaget med næsten otte timer. Bladene på træerne folder sig ud. Det samme gør det liv, der i måneder har været lukket ned og pakket væk af coronarestriktionerne. Vi har igennem den seneste tid i stigende grad været tvunget til at rette blikket mod regler og restriktioner fremfor det liv, som restriktionerne skulle beskytte. Logikken har fra kirkens perspektiv indimellem været svær at få øje på. Menighedsråd, præster og kirkefunktionærer har studeret og fortolket teksterne i Kirkeministeriets retningslinjer om corona i højere grad end teksterne i Bibelen. Men som Jesus siger i Markusevangeliet, så blev sabbatten til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld!

Mange spørger, om vi har lært noget af de mange måneders ufrivillige corona-lockdown? Det håber jeg. At vi kan glæde os over noget af det, som vi før tog for givet. At kunne mødes fysisk og være en del af et fællesskab. At kunne fejre gudstjeneste og synge sammen igen. ”Guds menighed, syng for vor skaber i løn,” som det lyder i den første salme i salmebogen. Det er en sand fornøjelse atter at kunne opløfte sin røst, om end den hos nogle af os nok er blevet en smule rusten. Vi erkender, hvor betydningsfuldt noget er, når vi i en periode har måtte undvære det. Det er en erfaring, som mennesker, der har været ramt af personlig sygdom, ofte giver udtryk for. Tilbage står man med glæden og taknemmeligheden for det, vi tidligere tog for givet.

I takt med at temperaturen stiger, landet genåbnes og flere bliver vaccineret, bliver det heldigvis muligt igen at rette fokus på selve det liv, der skal værnes om. Muligt for de nyvalgte menighedsråd at mødes fysisk og drøfte, hvordan man gerne vil være kirke i det lokale sogn. Muligt at fejre konfirmation, bryllup og dåb. I debatten om kirkens genåbning har vi fokuseret meget på gudstjenester, de kirkelige handlinger og konfirmandundervisningen. Som kirkens kerneopgaver er det forståeligt nok, men der er mange andre kirkelige aktiviteter, der også har ligget i coronadvale, såsom sorggrupper og kirkens diakonale arbejde, selvom det diakonale behov kun er vokset under pandemien.

Coronakrisen har været med til at vise os, hvem samfundets mest sårbare og udsatte er: Ældre og syge, men det kan også være ensomme mennesker, der sidder isolerede i mindre eller små landsogne med stor afstand til andre. Det kan være handicappede, psykisk sårbare og mennesker med særlige behov, der har holdt sig hjemme. Netop disse mennesker, som coronarestriktionerne har skullet beskytte, kan trænge allermest til, at vi som kirke rækker ud mod dem nu. Derfor er det mit håb, at I vil tage jer tid til at besøge de sårbare og udsatte i jeres sogne, så også de mærker, at lyset er vendt tilbage.

Livets Gud har dine hænder!

Venlig hilsen

Marianne Gaarden, biskop